Det dårlige selskab får nøglerolle i svensk politik

Af | @MichaelBraemer
| @GitteRedder

Med forbillede i Dansk Folkeparti er Sverigedemokraterna ved at kæmpe sig fri af en belastet fortid og står i strømlinet udgave til for første gang nogensinde at komme ind i Riksdagen. Forud for det svenske valg på søndag viser meningsmålinger, at partiet kan blive tungen på vægtskålen i et dødt løb mellem rød og blå blok. Det skaber panik blandt de etablerede partier, som på forhånd har slået hånden af højrepartiet.

INDE ELLER UDE Lige nu får danskerne skylden for at have forpestet svenskernes valgkamp og skabt den dystre, politiske situation, der tegner sig efter valget til Riksdagen på søndag. Det er den ret sikre udsigt til, at det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna for første gang bliver valgt ind i landets lovgivende forsamling, der har sat lus i elgskindpelsen.

Partiet, der åbenlyst hylder Dansk Folkeparti som forbillede og kæmper for at importere en åben debatkultur og en restriktiv indvandringspolitik fra Danmark, står ifølge de seneste meningsmålinger til at passere spærregrænsen på fire procent – og dermed få ubegrænset adgang til at sprede »den danske syge« i den svenske offentlighed.

Oven i meningsmålingerne kan man roligt lægge en god del stemmer på selve valgdagen, mener eksperter. Erfaringerne viser nemlig, at en ’shame factor’ gør sig gældende i forhold til et parti som Sverigedemokraterne, der har rødder i højreekstremismen. Mange svenskere skammer sig over at sige til en interviewer, at de vil stemme på partiet. Ved valget til Riksdagen i 2006 stod Sverigedemokraterna i de seneste meningsmålinger op til valget til at få under to procent af stemmerne, men opnåede 2,9.

Går det som ventet, og Sverigedemokraterna får sæde i Riksdagen, tegner der sig ifølge meningsmålingerne et yderst mudret billede, hvor hverken blå blok med de konservative Moderaterna i spidsen eller rød blok med Socialdemokraterna i front kan opnå flertal uden at støtte sig til Sverigedemokraterna.

Det kan lyde som en ønskesituation for det lille højreparti. Men partiet får det ikke let og skal ikke glæde sig for tidligt, mener journalist på Sveriges Radio Pontus Mattsson. Han har fulgt Sverigedemokraterna gennem en årrække og skrevet en bog om partiets udvikling fra en gruppering af vildfarne, tidligere højreekstremister i 1988 til i dag et langt mere moderat og professionelt parti med velformulerede, unge politikere i spidsen.

»Partiet er meget mere traditionelt end for fire år siden. Det har slebet sin argumentation, sin organisation, og det har mange flere medlemmer, flere penge og bedre politikere. Men de er stadig amatører i forhold til Socialdemokraterna og Moderaterna og også i forhold til Dansk Folkeparti, som de er 20 år bagefter. De vil blive angrebet hårdt. Alle har sagt, at de ikke vil samarbejde med dem,« påpeger Pontus Mattsson.

Han forventer, at både den borgerlige og den røde lejr vil vise ubegrænset opfindsomhed for at finde alliancer på tværs af blokkene, alene med det formål at holde Sverigedemokraterna uden for indflydelse.

Next stop regering

Sverigedemokraterna har siden 2005 haft nu 31-årige Jimmie Åkesson som frontfigur. En velklædt samfundsfagsstuderende, der i sit barndomhjem i Blekinge kunne følge det politiske liv i Danmark i fjernsynet og satte sig for at gøre op med den politiske korrekthed i Sverige, hvor problemer med indvandring ifølge ham var og stadig er tabubelagt.

Han omgiver sig i dag med andre velformulerede unge, der heller ikke er belastet af en fortid på den ekstremistiske højrefløj, som nogle af forgængerne i partiet var. Men Ulla Lindqvist, næstformand i svensk LO og medlem af den socialdemokratiske valgstrategigruppe, narrer de ikke:

»Det har fra start været et nazistisk parti, og det vil være ganske forskrækkeligt, hvis de vælges ind. Vi gør alt, hvad vi kan for at dæmme op for dem. I LO har vi lavet brochurer til tillidsvalgte om, hvordan de skal argumentere, når de møder fremmedfjendtlighed og medlemmer, som kunne finde på at stemme på dem. Socialdemokraterna kommer aldrig til at samarbejde med Sverigedemokraterna,« fastslår hun.

Erik Almquist er en af de unge i Sverigedemokraterna, der står på spring til at tage en af de minimum 14 pladser i Riksdagen, som partiet vil opnå ved at passere spærregrænsen. Han er 28 år og formand for ungdomsorganisationen. Erik Ahlquist er udmærket klar over, at han anses for mere end almindeligt dårligt selskab, og at de øvrige partier nærmest spytter efter ham. Statsminister Frederik Reinfeldt, leder af Moderaterna, har således sagt, at han hellere vil afgive magten end være afhængig af Sverigedemokraternas støtte. Men det rører ikke ungdomsformanden.

»Man vil selvfølgelig ikke give magt til et nyt parti, hvis man ikke er nødt til det. Men i den situation, hvor man sidder og har brug for Sverigedemokraternas mandater, er situationen en anden,« siger han.

Erik Almquist føler sig så meget ovenpå i den øjeblikkelige, politiske situation i Sverige, at han mener, Sverigedemokraterna kan tillade sig at stille krav til samarbejdspartnere. Kravet til de trængte Socialdemokraterna, hvis de vil ind i varmen hos højrepartiet, er, at de skal vælge en ny formand.

»Vi bidrager ikke til, at Mona Sahlin bliver statsminister. Hvis Socialdemokraterna vil samarbejde med os, må de vælge en anden kandidat. Vi opfatter hende som modsætning til den politik, vi vil gennemføre. Hun udtaler sig svenskfjendtligt ved blandt andet at reducere svensk kultur til et spørgsmål om midsommerfest – hvis hun da overhovedet kan få øje på en svensk kultur,« siger han.

Ellers er Sverigedemokraterna parate til at samarbejde med alle, der vil medvirke til at fremme partiets tre mærkesager: Radikal begrænsning af indvandringen til Sverige, bedre økonomiske vilkår for pensionister og hårdere straffe for grove forbrydelser.

På længere sigt ser Erik Almquist Sverigedemokraterna som en etableret og respekteret politisk aktør, der også vil komme i regering.

»Dansk Folkeparti har vist os vejen, og hvordan vi skal agere. Men indrømmet: Vores udgangspunkt er sværere. Der er i svensk kultur en ganske stor autoritetstro, konfliktskyhed og politisk korrekthed,« siger han.

Dæmonisering

Lektor på Aarhus Universitet Lars Hovbakke Sørensen forsker i nordisk historie og politik og er enig i, at det med tiden vil lykkes Sverigedemokraterna at tiltage sig en rolle i Sverige, som ligner den, Dansk Folkeparti har opnået i Danmark.

»Eneste forskel i forhold til Dansk Folkeparti er, at Sverigedemokraterna har haft nogle medlemmer med nazistisk fortid, men det er ikke dem, der dominerer i dag. Dels har der fundet en udrensning sted, dels er der sket en naturlig udvikling, hvor flere og flere moderate kræfter er kommet til. Ethvert parti kan rive dem i næsen, at de engang var sådan og sådan, men det ligger efterhånden rigtig mange år tilbage. Det er et forsøg på at dæmonisere en politisk modstander snarere, end det har noget med realiteterne i dag at gøre,« mener han.

Men fronterne mellem Sverigedemokraterna og de etablerede politiske partier har været trukket skarpt op, og de er ikke blødt op af Sverigedemokraternas valgvideo. Her foregår et kapløb mellem en pensionist med rollator og en flok burkaklædte kvinder om at nå først frem til en skranke med udbetaling af penge.

»De vil utvivlsomt blive mere moderate, når de skal ind og blande sig i det daglige arbejde, og det forstærker igen muligheden for at blive inddraget. Men det vil nok tage noget længere tid, end det gjorde for Dansk Folkeparti i Danmark, alene fordi der er lagt så stor afstand, og der er flere kameler, der skal sluges,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Men kamelerne er allerede begyndt at glide ned, har han noteret sig i de seneste uger op til valget. Således har Göran Hägglund, formand for Kristdemokraterna – et af de fire partier i den nuværende borgerlige regering – været ude at sige, at hvis den borgerlige alliance tilsammen bliver større end rød blok, som det tyder på, så er det naturligt, at de danner regering, selv om de ikke har flertal uden om Sverigedemokraterna.

»Sådan har der været små tegn på opblødning blandt de borgerlige partier, efterhånden som målinger tyder på, at Sverigedemokraterna kommer ind denne gang. Det mest sandsynlige er en borgerlig mindretalsregering, som vil klare sig fra sag til sag, også i samarbejde med Sverigedemokraterna,« mener Lars Hovbakke Sørensen.

En anden mulighed, han anser for sandsynlig, er, at Miljøpartiet, som er gået til valg i alliance med Socialdemokraterne og det venstreorienterede Vänsterpartiet, springer og tilslutter sig en borgerlig regering, hvis Sverigedemokraterna bliver tungen på vægtskålen.

»I Sverige er det ellers SF-lignende Miljøpartiet mere grønt end rødt. I Finland, som på mange måder minder om Sverige, ser man også en borgerlig regering, der indbefatter det grønne parti,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Det er også den løsning, samfundsforskeren Nils Karlson fra forskningsinstituttet Ratio i Stokholm ser for sig, hvis det vante politiske billede i Sverige bliver forstyrret af opkomlingene fra Sverigedemokraterna. Instituttet har foretaget en undersøgelse af holdningen blandt de forskellige partiers vælgere til samarbejde med den modsatte blok, hvis deres eget partis blok skulle gå hen og tabe valget.

Miljøpartiet klar til at skifte

 Blandt de rød-grønne er viljen til samarbejde væsentligt højere end blandt ­­­den borgerlige alliances vælgere. Særligt udpræget er den hos Miljøpartiets vælgere, hvor 58 procent erklærer sig positive over for et samarbejde med den modsatte blok, hvis deres egen blok taber valget. Til sammenligning kommer samme melding kun fra ni procent af Kristdemokraternas vælgere og fra 20 procent af dem, der stemmer på det borgerlige Centerpartiet, som ellers tidligere har været i regeringssamarbejde med Socialdemokraterna.

»Sverige skal have en stabil regering til at vedtage et statsbudget, og det kommer til at fremtvinge en blokoverskridelse. Det vil Miljøpartiets vælgere gerne være med til, så det er den sandsynlige mulighed,« mener Nils Karlson, der ikke giver Mona Sahlin og Socialdemokraterna mange chancer med det valgresultat og de samarbejdsmuligheder, der tegner sig.

Han tror heller ikke på nogen mærkbar, politisk indflydelse til Sverigedemokraterna uanset valgets udfald. Selv om de tørre tal, han arbejder med, dokumenterer problemer med integrationen, som i en dansk sammenhæng ville gøre integrationsdebatten rødglødende og sætte samtlige landets integrationskonsulenter i alarmberedskab, så bliver indvandrerspørgsmålet aldrig påtrængende politisk anliggende i Sverige, mener han.

»Forskningen er jo entydig og viser en fire gange så stor arbejdsløshed blandt unge og indvandrere som blandt andre lønmodtagere. For de unges vedkommende handler det om, at der ikke som i Danmark findes et lærlingesystem, fordi man ikke har villet acceptere lærlingeløn. Det, tror jeg, man vil rette op på, men problemet med manglende integration på arbejdsmarkedet får lov til at ligge,« mener Nils Karlson.

Nils Karlson mener ikke, at Sverigedemokraterna – uanset repræsentation i Riksdagen – for alvor vil rokke ved den svenske modvilje mod at kæde problemer sammen med bestemte befolkningsgrupper. Han opfatter alene partiet som et udtryk for utilfredshed og protest.

»Sverigedemokraterna er traditionelle, socialdemokratiske vælgere, som er utilfredse med, at samfundet forandres, og at intet var, som det var før. I den udvikling er indvandring symbolet. Det er et utilfredshedsparti, som mener, at alt skulle være, som det var for 30 eller 40 år siden,« siger han.

Lille bekymring for indvandring

Målinger af svenskernes politiske prioriteringer giver heller ikke løfter om, at Sverigedemokraterna får andet end en forstyrrende rolle i svensk politik. Når folk bliver spurgt om, hvad der bekymrer dem, og hvad de ser som de vigtigste politiske emner, så er andelen, der peger på indvandring, nede på et par procent.

På grund af den »shame factor«, der også må formodes at gøre sig gældende i den sammenhæng, tror Lars Hovbakke Sørensen, at den reelle bekymring over den massive indvandring til Sverige er større. Men der er en væsentlig forskel i forhold til Danmark, påpeger han:

»Sverige har dobbelt så stor en andel af indvandrere som Danmark, og man har helt klart store problemer med integrationen, som også er noget af det, man diskuterer. Men den helt store forskel i forhold til Danmark er, at man ikke diskuterer at begrænse tilstrømningen af udlændige til landet. I Danmark ser de fleste partier en sammenhæng mellem antallet af udlændinge og integrationen. Det gør kun Sverigedemokraterna i Sverige,« påpeger han.