Det borgerlige venstresving

Af

I en tid med knæfald for socialdemokratismen, massive velfærdsløfter og problemer med at indfri dem, befinder det borgerlige Danmark sig i en identitetskrise.

DILEMMA Om der er forskelle på regeringens og Socialdemokraternes valgoplæg, som vi i ugevis er blevet bombarderet med i form af 2015-planer, kvalitetsreformer, skatteplaner, velfærdsudspil og finanslove? Masser! Men det iøjnefaldende er, at begge oplæg sætter to tykke streger under »socialdemokratismens« sejr. Trosbekendelsen om »mere offentlig velfærd til alle« er nemlig endegyldigt blevet adgangsbilletten til den politiske debat. Vil du være med, eller vil du ikke være med?

De borgerlige har insisteret på at ville være med. Og det har fået konsekvenser. Først røg nedskæringsplanerne. Så faldt ambitionen om, at den offentlige sektor ikke måtte vokse, som blev ændret til, at den bare ikke måtte vokse mere end den private. Og senest har statsministeren erkendt, at hvis man fortsat vil være den, der holder tv-transmitteret nytårstale i et land, hvor socialdemokratismen har sejret, må man hælde milliarder af kroner ud over sygehuse, folkeskoler, børnehaver og plejehjem.

Dér stod han mildest talt ikke for 365 dage siden, hvor kvalitetsreformen ikke måtte koste en krone. Men der står han altså nu. Ved siden af en finansminister, der praler med, at den offentlige sektor er vokset mere under den borgerlige regering end under Nyrup-regeringerne. Et ærefuldt venstreskred for to politikere, der har mødt hinanden i ungdomsafdelingen i Danmarks liberale parti? Døm selv.

Den berømte amerikanske historiker Francis Fukuyama fremførte efter murens fald, at det liberale demokrati havde sejret, at historien var slut. Den lokale danske pendant er, at velfærdsstaten har sejret, og at danmarkshistorien er slut. Og så er der ikke meget mere at sige til det. Det skulle da lige være: Hvor er den borgerlige selvransagelse? Og de borgerlige, der tør erkende, at de tog så grueligt fejl, dengang de troede på de utæmmede markedskræfter, nedskæringer og minimale stater? Vi venter stadig.

Og mens vi venter, kan vi spørge, om regeringen i længden kan følge med sin egen galopperende velfærdsretorik og vælgernes vildtvoksende forventninger til endnu mere af det hele? Næppe. For når man har talt vælgernes forventninger til skoler, sygehuse, børneinstitutioner og ældrepleje op, op og op, øges afstanden mellem løfterne og mulighederne for at realisere dem.

Og til sidst bliver afstanden så stor, at enderne ikke kan mødes. Dét ser vi nu. Først og fremmest mangler regeringen en overbevisende plan for, hvordan den vil skaffe de hænder, der skal løfte velfærden. Dernæst er der hverken i 2015-planen eller på finansloven tilstrækkeligt med penge til at indfri løfterne om flotte klasseværelser, nye sygehuse og bedre plads til oldemor på plejehjemmet. Det koster at halse efter socialdemokratismen.

I en tid med retorisk knæfald for socialdemokratismen, velfærdsløfter og problemer med at indfri dem, befinder det borgerlige Danmark sig i en identitetskrise. Eneste trøst er, at det ikke står meget bedre til hos landets statsautoriserede socialdemokrati. Her er et parti, som burde befinde sig i paradis: Ideerne har storsejret, danskerne rykker mod venstre, og forventningerne skyller ind over velfærdsstaten. Alligevel har partiet ét altoverskyggende problem: At det borgerlige Danmark har kapituleret – og scoret magten.