Desperation er et dårligt grundlag for omsorg

Af | @MichaelBraemer

Bliv sosu-medarbejder, lyder opfordringen til finanskrisens ofre - de ledige industri- og bygningsarbejdere. Sosu-assistent Keld Selin, der selv fandt lykken ved at tage springet fra skurvogn til omsorgsarbejde for ni år siden, advarer imidlertid mod at følge opfordringen blindt. For hvis man ikke brænder for det, og ser det som en positiv mulighed, ender man med at holde både borgere og kolleger for nar, mener han.

INTERVIEW Arbejdsmarkedet er på mange områder som et landkort med skarpt opdelte territorier, der enten er befolket af kvinder eller mænd. Der er ikke noget forbud mod at gå ind på det modsatte køns område, men alligevel skal der i de fleste tilfælde noget helt ekstraordinært til, før det sker.

Det ekstraordinære skete for dengang 30-årige Keld Selin i 2000. Han fik at vide af sin arbejdsgiver på et savværk, at han da var velkommen til at tage tre måneders forældreorlov. Men så skulle han altså ikke regne med, at der var arbejde til ham, når han kom tilbage!

Keld Selin var og er et familiemenneske, så han insisterede på at gøre brug af sin overenskomstsikrede rettighed. Men arbejdsgiveren fastholdte sit standpunkt og kom med en fyreseddel 14 dage efter, at han var vendt tilbage fra orlov.

Keld Selin orkede ikke at gøre en sag ud af det, selv om han havde retten på sin side. Men han begyndte alvorligt at overveje, om han ikke skulle sadle helt om og finde et arbejdsområde, hvor der var større respekt for hans prioriteringer og rolle som familiefar.

Som tænkt, så gjort. Han søgte ind i hjemmeplejen i Hillerød, hvor han har været siden. Først som social- og sundhedshjælper og efter yderligere 18 måneders uddannelse - oven i de 14 måneder, det tog at blive hjælper - som social- og sundhedsassistent.

»Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med mennesker og er vokset op med en syg far. Så omsorg lå mig ikke fjernt. Men jobbet her ligger jo ikke lige for, når man er mand. Det var fyringen, der fik mig til at tage springet,« siger Keld Selin, der ikke et øjeblik har fortrudt sit valg.

Ene mand blandt kvinder

Han startede i en enhed i den kommunale hjemmepleje med omkring 20 ansatte. Kun én af de nye kolleger var mand, og han forlod i øvrigt jobbet, hurtigt efter Keld Selin startede. På den måde svarede kønsfordelingen meget godt til det mønster, man kender i FOA, som er det forbund, der organiserer de ansatte i hjemmeplejen. 93 procent af FOA’s medlemmer inden for social- og sundhedsområdet er kvinder.

At skifte skurvognen ud med kvindelige kolleger var et kulturchok for Keld Selin. Pludselig skulle han til at tænke over, hvad han sagde, og passe på ikke at komme med for eksempel sexistiske udtalelser. Men han oplevede, at der blev taget godt imod ham.

»På kvindearbejdspladser vil man gerne have flere mænd ind for at få et modspil. Det giver et bedre arbejdsklima. Kvinder, tror jeg, forfalder lettere til sladder og intriger, der kan køre videre i det uendelige. Mænd er måske bedre til at sige tingene ligeud og på den måde få ryddet op og renset luften. Selv siger jeg min mening både over for kolleger og ledelse. Og jeg mener, at hvis man gør det på en pæn måde, så kan man ikke komme galt af sted.«

Større problemer gav karriereskiftet i privatlivet, hvor både familie og venner stod ret uforstående overfor, hvad han skulle i et kvindejob.

»Vennerne havde den dér gammeldags opfattelse af, at mit job gik ud på at skifte ble og vaske røv. Men sådan er det jo ikke ret meget. Det handler i høj grad om den menneskelige kontakt til borgerne. For mange er vi deres eneste sociale netværk. Jeg har efterhånden fået forklaret alle, hvad jeg godt kan lide ved mit job: Det uforudsigelige og dét at man hele tiden skal tage stilling til noget nyt. At man aldrig ved, hvad man kommer ud til. Men det er stadig sådan, at hvis man er til fest og møder nogen, man ikke kender, så kræver det en længere forklaring.«

Keld Selin er helt med på, at det ikke er højstatus for en mand at arbejde inden for det felt, han gør. Men han har, siger han overbevisende, nået en alder og befinder sig i en livssituation, hvor det betyder mindre, hvad der er forbundet med status ifølge den offentlige mening.

»Det betyder noget for mig, at jeg arbejder med noget, jeg kan lide. Og at jeg kan opretholde en balance mellem mit familie- og arbejdsliv. Min arbejdsplads og kolleger er imødekommende, når jeg for eksempel har brug for at gå tidligt en dag. Og med mine arbejdstider og min kones aftenarbejde kan vi indrette os, så der altid er nogen hjemme hos vores tre børn. Det er vigtigt for os.«

Tæring efter næring

Han møder klokken kvart i otte om morgenen til klokken kvart i tre om eftermiddagen. Derudover arbejder han hver tredje weekend, hvor han så til gengæld har fri en dag både før og efter.

Langt mere uforudsigelig var arbejdstiden i hans tid i et tømrerfirma, hvor fyraften tit var et spørgsmål om, hvor langt man var med en opgave, og hvor argumenter om, at daginstitutionen ventede mest af alt, var pinlige. Til gengæld stod der 5-6.000 kroner mere på den månedlige løncheck end de rundt regnet 21.000 kroner, han modtager i sit nuværende job før skat.

»Selvfølgelig er det penge sidst på måneden. Men jeg har altid haft det sådan, at når jeg har tjent godt, så har jeg set det som noget midlertidigt. Tager man en høj indtægt for givet, øger man bare forbruget, og så ender man samme sted. Men lønnen i dette fag er nok noget, man bliver nødt til at se på, hvis man for alvor vil gøre det interessant for mænd.«

Og det er netop, hvad de politisk ansvarlige vil. Med den befolkningsudvikling, der er, vil velfærdssamfundet simpelthen ikke kunne hænge sammen i fremtiden, hvis ikke mænd i højere grad begynder at interessere sig for de fag, som i årevis har været domineret af kvinder og kvindelig kultur – som eksempelvis sygeplejerske- og pædagogfagene.

Ikke mindst ligger der en udfordring i det stigende antal ældre. FOA har haft et samarbejde med arbejdsgiversiden, Kommunernes Landsforening, om rekruttering af mænd til sosu-området. Men selv om masser af mandlige industriarbejdere inden for det seneste halve år er blevet fyret med besked om, at deres job aldrig vender tilbage, uanset hvordan det går med konjunkturerne, og de derfor er blevet opfordret til at søge over i velfærdssektoren, så kniber det gevaldigt med at få nedbrudt barriererne på det kønsopdelte arbejdsmarked.

Keld Selin vil heller ikke betingelsesløst opfordre enhver fyret håndværker eller fabriksarbejder til at lade sig omskole til sosu-området. Når han tænker på sine tidligere, mandlige kolleger, er der mange, der aldrig ville finde sig til rette med hans nuværende arbejde.

»Man skal gøre det, fordi man ser det som en positiv mulighed og ikke fordi, man er desperat. Gider man i virkeligheden ikke, så duer det ikke. Man skal have engagementet og hjertet med. Har man ikke det, holder man sine kolleger for nar. Og det er jo direkte småfarligt, hvis man ikke har 100 procent fokus på borgernes behov og de små signaler, de sender.«

Keld Selin har efterhånden fået fire mandlige kolleger. Det har han selv sørget for ved som praktikantvejleder at opfordre mandlige elever til at komme tilbage efter endt uddannelse og ved at opfordre andre mænd til at komme ned i hjemmeplejen. Derfor har han nu et grundlag for at vurdere, om der er forskel på kvindelige og mandlige sosu-medarbejdere.

Lige gode men forskellige

Forskellen er der, og den er endda markant, fastslår han. Den ene gruppe er ikke bedre end den anden – de er bare forskellige.

»Kvinderne har et større, medfødt omsorgsgen. Det hersker der ingen tvivl om. De vil gøre alt for borgerne og har det dårligt, hvis de ikke synes, de har udrettet nok. Uden at det skal lyde som om, vi er ligeglade, er mænd bedre til at sige, at ’vi har jo gjort alt, hvad der kan gøres’ og så lægge det fra os. Jeg mener, det er en vigtig egenskab at have i jobbet – at man ikke tager det med hjem, når man har været ude et rigtig skidt sted.«

Han mærker den samme forskel i den kollegiale omgang på arbejdspladsen, hvor de kvindelige medarbejderes omsorg godt kan blive for meget efter hans smag. Derfor er han glad for også at have mandlige kolleger.

»Man vil jo gerne tale med sine kolleger om private ting og problemer, men det skal ikke være på den dér omklamrende måde. Som mænd har vi måske bare brug for at lave lidt fis med det og så komme hurtigt ovenpå igen.«

Keld Selin mærker også forskellen mellem kønnene ude hos borgerne, der værdsætter, at der engang imellem kommer en mand, der ikke bare pussenusser og taler dem efter munden, men giver dem et aktivt modspil.

»Jeg har stor respekt for mine kvindelige kolleger. Men hvis man som mand har lyst til omsorgsarbejde og ikke er låst fast i den opfattelse, at det er en kvindeverden, så skal man ikke holde sig tilbage og tro, at man ikke vil slå til i jobbet, fordi man ikke vil gøre tingene præcis, som kvinderne altid har gjort. Faget vinder ved at have begge køn repræsenteret.«

Keld Selin mener, at tiden og eksemplernes magt vil arbejde for sagen, efterhånden som der kommer flere mandlige sosu-medarbejdere de kommende år. Men han mener samtidig, at man fra centralt hold hæmmer udviklingen ved altid at portrættere kvinder og dermed forstærke myterne om faget, når der laves kampagner.

Mere fokus på mændene

»Jeg savner fokus på, at der faktisk er mænd i det her fag. Når der holdes uddannelsesmesse her i byen, og man henvender sig til unge mennesker, er det også utrolig sjældent, at det er en mand, der repræsenterer faget. Selv om man siger, at man gerne vil appellere i højere grad til mænd, så gør man det modsatte i praksis.«

Fordi han var ufaglært og over 25 kunne Keld Selin tage uddannelsen til social- og sundhedshjælper på voksenlærlingeløn. Den mulighed mener han også, der gøres for lidt for at få kommunikeret ud.

»18.500 kroner om måneden for at sidde på skolebænken – det er da ikke dårligt, og det kan da aldrig skade. Og så er læsehandicap ingen undskyldning, for al undervisningsmateriale fås også som lydfiler,« kommer det fra en mand, der lyder som det oplagte valg til sosu-standen på den kommende uddannelsesmesse i Hillerød.