Derfor vokser Dansk Folkeparti

Af Jens Peter Houe

Socialdemokraternes støtte til en borgerlig politik og venstrefløjens fokus på værdipolitik har skubbet LO-arbejderne over til partier som Dansk Folkeparti. Sådan lyder skudsmålet fra den norske journalist og forfatter Magnus E. Marsdal, som har kortlagt, hvorfor så mange arbej­dere stemmer på Fremskrittspartiet i Norge.

HØJRESKRED De har tiltrukket tusinder af arbejdervælgere med deres paroler om social ansvarlighed og et truet fædreland. I Danmark, Norge, Holland, Frankrig, Italien, Belgien og Østrig er de nye, højreorienterede partier i dag ikke til at komme udenom, og de vokser sig større hvert eneste år.

For mens Socialdemokraterne og venstrefløjen har fokuseret på værdipolitik og har kæmpet indædt om de samme veluddannede middelklassevælgere, har højrefløjen haft fri bane til at gå på strandhugst blandt de tidligere socialdemokratiske arbejdervælgere, som stadigvæk befinder sig til venstre, når det kommer til fordelingspolitiske spørgsmål om økonomi, magt, velfærd og rigdom. Derfor har de ikke kunne acceptere den nyliberalistiske »tredje vej«, formuleret af den britiske sociolog Anthony Giddens og praktiseret af de socialdemokratiske partier i Europa i 1990’erne.

Sådan lyder den hårde dom fra en af den norske venstrefløjs mest kendte debattører, journalist og forfatter Magnus E. Marsdal, når han i bogen »Frp-koden« forsøger at forklare den massive tilstrømning af arbejdervælgere til partier som Dansk Folkeparti og Fremskrittspartiet (Frp) i Norge. Arbejderne har ganske enkelt ikke haft andre steder at gå hen ifølge forfatteren:

»Hvorfor skal den veluddannede middelklasse have syv partier, når arbejderklassen har nul,« spørger Magnus E. Marsdal.

Han forlod i 2005 sit trygge job som journalist i Oslo. I stedet ville han løse en gåde, han længe havde undret sig over: Hvordan kunne det norske fremskridtsparti få 20-30 procent af stemmerne og blive det nye arbejderparti i landet? Og hvorfor er det i særdeleshed de lavtlønnede og lavtuddannede arbejdere, som stemmer på dette fagbevægelses- og skattefjendske parti?

Den unge nordmand besøgte Fremskrittspartiets højborge i Norge og tog blandt andet på amerikanerbiltræf for at høre, hvad de tidligere socialdemokratiske arbejdervælgere selv havde at sige. Resultatet blev bogen »Frp-koden«, som udkom sidste år og har vakt stor debat i Norge. En kombination af meningsmålinger, statistik og samtaler med de tidligere socialdemokratiske vælgere viser, at de føler sig svigtet af deres gamle parti, det norske socialdemokrati Arbeidarpartiet:

»De ser ikke længere Arbeidarpartiet som deres parti, men som den veluddannede middelklasses parti, som blot kræver skatter og afgifter ind til staten. De oplever ikke, at Arbeidarpartiet kæmper deres sag i form af bedre forhold for arbejdere, lavtlønnede og pensionister. I stedet retter en del af dem deres vrede mod indvandrere og høj skat.«

Værdipolitik styrker højrefløj

Han mener, at de europæiske socialdemokratier har været på helt forkert spor i de seneste to årtier:

»De har ført en nyliberalistisk politik, som befolkningen aldrig har bedt om. Mange vælgere har i dag svært ved at se forskel på socialdemokraterne og de borgerlige partier. Samtidig er de økonomiske fordelingspolitiske spørgsmål om magt og rigdom forsvundet fra den politiske debat og er i stedet erstattet af værdipolitiske spørgsmål om indvandring, kriminalitet, moral og miljø. Det har skabt plads til højrepopulistiske partier, som bevidst har spillet på, at socialdemokratiet har svigtet arbejderne.«

Du kritiserer socialdemokraterne for at føre borgerlig politik og fokusere på middelklassen og venstrefløjspartierne for at fokusere for meget på værdipolitik og minoritetsspørgsmål. Men er det ikke i lige så høj grad arbejderklassen, som er blevet nationalistisk, rigere og derfor mere borgerlig?

»Altså, den sang har vi jo hørt i mange år. Men for det første tjener hele 60 procent af Fremskrittspartiets vælgere under 300.000 norske kroner om året. Mange af dem er pensionister og lavtlønnede ufaglærte. For det andet viser meningsmålinger blandt arbejdere i Norden, at de befinder sig langt ude til venstre, når det kommer til økonomiske og fordelingspolitiske spørgsmål omkring magt, penge, velfærd og ansattes indflydelse på arbejdspladsen. Omvendt ligger de mere til højre, når det kommer til værdipolitik som for eksempel miljø, ulande og homoseksuelles rettigheder.«

Men det er vel ikke kun arbejdere, som stemmer på partier som Fremskrittspartiet og Dansk Folkeparti.

»Nej, for eksempel stemmer små erhvervsdrivende også på partierne, men helt grundlæggende er der enormt mange vælgere, som ikke forstår, at både socialdemokraterne og de borgerlige kan skære i efterløn og velfærd i et af verdens rigeste lande. De kan ikke længere se forskel på højre- og venstrefløjens økonomiske politik, og det styrker højrepopulisternes fokus på værdipolitiske konflikter.«

Du skriver i bogen, at arbejdernes erfaringer og bekymringer fortrænges fra medierne og den politi­ske verden, og at den socialdemokratiske elite bevæger sig væk fra arbejderklassen og i stedet satser på den veluddannede middelklasse. Men handler det i virkeligheden ikke om, at der er meget få, som ser sig selv som arbejdere i dag og måske i stedet tilhører middelklassen med parcelhus, bil og samtalekøkken?

»Nej. Det er en udbredt holdning blandt politikere, erhvervsliv, medier og eksperter, at arbejderklassen er blevet til en rig middelklasse, og at vi alle er frie individer, som kan planlægge vores eget liv. Det samme har Anthony Giddens fremført i den socialdemokratiske »tredje vej«. Men rent faktisk viser alle undersøgelser en stærk social reproduktion fra generation til generation. Samtidig kan man se, at jo fattigere folk er, jo flere stemmer på partier som Dansk Folkeparti og Fremskrittspartiet. Det er virkelig stærke klassemønstre, som slår igennem her.«

Magnus E. Marsdal mener, at påstanden om arbejderklassens død er en sejlivet middelklassemyte, som mere siger noget om, hvor sammenvævet den politiske, akademiske og økonomiske elite er.

»De møder aldrig den almindelige arbejder i hverdagen og tror derfor, han er forsvundet sammen med klassemodsætningerne i samfundet. I stedet gøres der grin med de mennesker, som stemmer på de højrepopulistiske partier, hvilket blot forstærker tendensen. På den måde fortrænges arbejdernes reelle bekymringer og problemer af de etablerede partier og meningsdannere, og det gør det let for højrepopulisterne at vinde frem, når ingen andre tager fat om arbejdernes reelle sociale og økonomiske pro­blemer.«

Men spiller den stigende individualisme og rigdom i samfundet ingen rolle, når folk vælger parti?

»Jo, men der foregår en konstant kamp om vores politiske identitet. Hvis mange arbejdere er begyndt at tænke og stemme som individualister, er det et resultat af venstrefløjens retræte på både den ideologiske og den politiske slagmark. Når Socialdemokraterne ikke længere slås med de borgerlige om de store klassespørgsmål, bidrager de til forestillingen om et klasseløst samfund, hvor vi alle kun er individualister. Man giver simpelthen den borgerlige, individualistiske ideologi alt for let spil. Samtidig anvender socialdemokraterne ingen fjendebilleder i sin politiske retorik. Omvendt kan den populistiske højrefløj tilbyde klare fjendebilleder i form af indvandrere, de venstreintellektuelle smagsdommere og socialdemokratiet, som fremstår potensløst, visionsløst og identitetsløst. Især i Danmark har vi set, hvordan det har slået igennem via en meget lav opslutning bag Socialdemokraterne ved de seneste valg.«

Drop den »tredje vej«

Mange danskere vil mene, at det faktisk er Venstre, som har stjålet Socialdemokraternes politik og ikke omvendt.

»Det har Venstre måske også, når det kommer til retorikken, men så er det netop, fordi Socialdemokraterne rykkede så meget til højre først i 1990’erne. Fogh Rasmussen har ingen problemer med at opgive den retoriske kamp mod velfærdsstaten, så længe man blot kan videreføre socialdemokraternes markedsøkonomiske politik. Folk kan ikke se forskel på de to partier, og mange har lige lav tillid til begge partier, når det kommer til velfærd. Omvendt kan vi se, at da de norske socialdemokrater vandt valget i 2005, var det netop, fordi man lagde sit liberalistiske projekt væk og førte sig frem med en fagforeningsvenlig retorik og en mere venstreorienteret politik, modsat hvad Giddens anbefaler. Man havde indset, at den »tredje vej« har spillet fallit og skræmmer arbejderne væk. Socialdemokraterne og venstrefløjen må fremover vælge en interessebaseret strategi og identitet – ikke en værdipolitisk.«

Men hvad skal socialdemokraterne konkret gøre for at få arbejdervælgerne til igen at stemme på partiet?

Hvis Socialdemokraterne vil have større opbakning fra de jævne arbejdere, må de turde udfordre den nyliberalistiske konsensus inden for den økonomiske politik. De må føre en politik, som reducerer klasseskellene, hvilket vil udløse en konfrontation med den borgerlige højrefløj og samtidig sørge for, at højre/venstre-skalaen igen giver politisk mening.

Men mister Socialdemokraterne så ikke alle deres middelklassevælgere, som i stedet vil stemme på borgerlige partier? Dermed vinder Socialdemokraterne jo ikke regeringsmagten.

»I Norge er den såkaldte middelklasse ikke entydigt mod en øget omfordeling eller for skattenedsættelser. Tværtimod er der utrolig mange vælgere med en god uddannelse og et trygt job, som er villige til at betale mere i skat end i dag, hvis de ved, at de får en tryggere velfærd tilbage. Alle meningsmålinger viser, at der i befolkningen findes en langt større vilje til at betale skat, end Socialdemokraterne i dag argumenterer for.«