Der findes ikke skodjob eller møgjob – men der findes møg i arbejdslivet

Af Jens Peter Houe

Mens politikere og medier taler om vidensøkonomi og globalisering, slider og slæber masser af løst ansatte, ufaglærte arbejdere i et dårligt arbejdsmiljø til en lav løn. De er stort set glemt, og deres vigtige arbejde kaldes nedladende for »skodjob«. Det er forrykt, mener den norske journalist Lotta Elstad. Hun har skrevet en kritisk og afslørende bog, der har ryddet forsiderne og chokeret den norske offentlighed.

MYTER Arbejderklassen? Den er da død og borte. I vore dage handler det om intellektuel kapital og vidensøkonomi. Vi er ikke længere arbejdere, men forbrugere. Nå ja, måske er der nogle lavtlønnede skodjob tilbage, men de fylder ikke meget i det moderne arbejdsliv, hvor vi mere bruger hovedet end hænderne.

Lyder den sang bekendt? Det syntes den norske forfatter og journalist Lotta Elstad, der besluttede sig for at afprøve påstanden og gøre det, som de veluddannede meningsdannere og ånds­-eliten ikke selv gør. Hun tog et af de såkaldte »skodjob« som rengøringsmedhjælper i en af Norges store hotelkæder. Her oplevede hun et opskruet arbejdstempo, stressede kolleger, der blev slidt op fysisk og psykisk, og krænkelser af helt basale arbejdstagerrettigheder. Og vi taler ikke om en arbejdsplads i Kina, men i Norge anno 2008.

»De elendige løn- og arbejdsforhold, som de her mennesker arbejder under, bliver der ikke talt højt om. Mange tror, den slags hører fortiden til, men tværtimod er det moderne arbejdsliv præget af et øget effektivitetspres, hvor folk bliver fysisk og psykisk nedslidte, stressede og udbrændte. Helt konkret oplevede jeg, hvordan den enkelte ansatte skal arbejde hurtigere og gøre flere værelser rent end tidligere, imens kravene hele tiden øges,« fortæller Lotta Elstad.

Efter tre måneders slid og slæb på et af milliardæren Olav Thons hoteller, samlede hun sine oplevelser i bogen »En såkalt drittjobb« – et såkaldt skodjob. Her beretter hun i et direkte og kontant sprog om hverdagen for en stor gruppe ufaglærte arbejdere, vi sjældent hører om, hvor stress er hverdag og brud på arbejdsmiljøloven udbredt.

»En såkalt drittjobb« udkom 1. maj i år og har sat gang i en større debat i Norge, der blandt andet har spredt sig til Stortinget og de fleste norske avisers debatspalter. Den norske offentlighed, politikere og medier blev chokerede over de vanvittige og nedslidende forhold, som rengøringspersonalet arbejder under.

»De oplevelser, jeg beskriver i bogen, står i skarp kontrast til de udbredte myter om arbejdslivet, som vi dagligt hører om i medier og fra politikere. Al den snak om kreativitet, uddannelse og frihed i arbejdslivet er en middelklassemyte. De veluddannede og samfundseliten overfører egne tanker, levevilkår og arbejdsforhold til resten af samfundet,« siger Lotta Elstad.

Rapport fra en gulvspand

I bogen tegner du et meget negativt og trist billede af lavtlønsjobbene som rengøring og køkkenhjælp. Er du ikke med til at forstærke den negative holdning og den lave status, disse job har?

»Jeg forstår godt den indvending, men vi må se i øjnene, at der er en række problemer forbundet med de her job, og det er de problemer, vi skal løse. De her mennesker udfører et meget vigtigt stykke arbejde, men bliver ikke anerkendt for det. De får en dårlig løn og bliver nedslidt, og samtidig skal de høre på, at politikere og andre kalder deres arbejde for skodjob,« siger Lotta Elstad.

Hun henviser til Thorbjørn Jagland, den tidligere formand for det norske socialdemokrati Arbeiderpartiet, der i en tv-debat kom med følgende kommentar: »Dette er mennesker, som for det første tager alle samfundets skodjob. Lavtlønsarbejdet. Rengøring, og … øh … står … øh … i kios… kioskerne og sælger og alt det der.«

Thorbjørn Jaglands kommentar er et eksempel på en bestemt elitær holdning, som er udbredt i samfundet, mener Lotta Elstad:

»Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor en masse vigtige job har så lav en status og så lav en løn. Jeg tror for eksempel, vi kunne klare os fint uden ejendomsmæglere, hvorimod det ville gå helt galt, hvis der ikke blev gjort rent. Deres arbejde er jo guld værd for vores andres folkesundhed.«

Men siger Thorbjørn Jagland ikke blot sandheden – at det virkelig er skodjob?

»Problemet er, at han taler om folks arbejde på et meget ureflekteret niveau, når han omtaler det som skodjob eller møgjob. I stedet må vi adskille møget fra jobbet. Møget er den lave løn, den lave status og de dårlige arbejdsforhold. Der findes ikke skodjob eller møgjob, men der findes møg i arbejdslivet. Altså negative ting ved arbejdet, som man rent faktisk kan lave om på. Så den naturlige konsekvens er, at vi må tale om møget og ikke acceptere det. Hvis politikerne passivt accepterer den nuværende situation og ikke vil ændre på noget, bliver folk vældigt sure.«

De norske aviser var i dagene efter Thorbjørn Jaglands udtalelse fyldt med vrede læserbreve. En kvinde skrev: »Jeg har selv gjort rent i mange år, og jeg arbejder ikke i et skodjob.« En anden fulgte op: »Jeg er så forbandet. Jeg er rengørings­assistent og har været det i otte år. Og jeg som troede, at Arbeiderpartiet var for arbejdsfolk.«

Lotta Elstad mener, at politikernes udtalelser afspejler samfundets jobhierarki. En generel samfundsholdning, som er elitær og skadelig, fordi den generaliserer en stor gruppe menne­sker og deres betydningsfulde arbejde.

»Mens jeg skrev bogen, undersøgte jeg de generelle arbejdsforhold for den her slags arbejde, som folk kalder skodjob. Og jeg tog kontakt til fagforeningerne, gennemgik deres arkiver og fandt ud af, at der foregår en helt ekstrem nedslidning i de her brancher, hvor folk snydes og bedrages. Meget af det, jeg selv oplevede på min arbejdsplads, er normalt i mange forskellige brancher. Et stort arbejdspres, usikkerhed, fysisk og psykisk stress. Alene i rengøringsbranchen skal man i dag rengøre dobbelt så mange kvadratmeter, som man skulle i 1970’erne,« understreger den norske journalist og forfatter.

A- og B-hold

I bogen bruger Lotta Elstad sine oplevelser med nye kolleger og chefer til at komme bag facaden på det moderne arbejdsliv og afdække generelle tendenser, som de udfolder sig i Norge og Euro­pa i det nye årtusinde. Eksempelvis skabelsen af et A- og B-hold på arbejdsmarkedet. De, der er fastansat, og de, der er vikaransat uden rettigheder og kontrakt. De, der er organiserede, og de, der ikke må eller kan organisere sig i en fag­forening.

Ifølge Lotta Elstad har vi i dag et opdelt arbejdsmarked, hvor en stor gruppe af ufaglærte – især unge, indvandrere og kvinder – ikke har mange rettigheder, og hvor arbejdsgiverne kan hyre og fyre efter behag.

Men er der ikke nogle fordele ved midlertidige ansættelser - eksempelvis større frihed og fleksibilitet for den ansatte?

»Du mener frihed og fleksibilitet for arbejdsgiveren, som kan ringe, når han har brug for din hjælp? Men den ansatte er aldrig sikker på sin jobsituation, og den følelse er ikke rar. Man føler, man er mindre værd, man bliver ikke værdsat og anerkendt, og man har sværere ved at sige fra over for dårlige arbejdsforhold, for chefen kan jo bare lade være med at ringe næste gang. Dermed skabes et B-hold af midlertidigt ansatte vikarer og daglejere, hvis situation altid er usikker. Og derfor skrev jeg netop denne bog. For at bevise og advare imod udviklingen.«

Men de midlertidige ansættelser udgør kun 10 procent af jobbene i Norge. Er det et stort problem?

»I dag er hele 25 procent af arbejdsstyrken i EU ansat i midlertidige stillinger og vikariater i eksempelvis rengørings-, hotel- og restaurationsbranchen, og det er en voksende gruppe af mennesker, der ikke har de samme rettigheder som alle os andre. Vi bør være på vagt, for tendensen breder sig til nye brancher. Det er ikke kun inden for salg og telemarketing, men også inden for lager- og byggebranchen, hvor folk arbejder i selvstændige en-mands-firmaer med deraf færre rettigheder. Folk går på arbejde på trods af sygdom, hvor de slider og slæber sig igennem dagen. Og hvis de brokker sig, bliver de fyret fra dag til dag, for der er ingen ansættelseskontrakt, der beskytter dem.«

Men hvad skal fagbevægelsen og politikerne gøre ved det? Er det ikke folks eget ansvar?

»Jo flere løst ansatte vikarer, jo færre organiserede og jo dårligere arbejdsvilkår. Fagbevægelsen bliver svækket, for det bliver vanskeligere at organisere folk, og dermed mister man magt i samfundet og på arbejdsmarkedet. Og det kommer også til at gå udover de fastansatte. I øje­-blikket bruger fagforeningerne de fleste kræfter på at slukke brande lokalt, men fagbevægelsen må i offensiven og støtte fagforeninger nationalt og internationalt, så de aktivt kan gå ud og organisere de her folk,« fastslår Lotta Elstad.

Hun mener også, at de politiske partier har et ansvar. Især de socialdemokratiske som for eksempel det norske.

»Arbeiderpartiet har fjernet sig fra sin baggrund, hvilket Thorbjørn Jaglands kommentar er et godt udtryk for. I stedet må partiet gå foran og fokusere på de her problemer. Men det kræver både en ændring i holdninger, retorik og politik. Drop skodjob-retorikken og giv folk en mulighed for at blive fastansat under ordentlige løn- og arbejdsforhold.«

I bogen spørger du: Prioriterer LO lavtlønsjobbenes særinteresser godt nok? Hvad mener du selv?

»Jeg har ikke svaret, men af og til spørger jeg mig selv, hvor LO’s millioner er, når det gælder særområder som eksemelvis ufaglært vikararbejde, rengøring samt uudannede unge og indvandrere. Og det er netop det, jeg sætter fingeren på i min bog. Fagbevægelsen skal især fokusere mere på de unge, styrke de lokale klubber og hjælpe dem med at løse problemerne. Man må komme med konkrete svar og løsninger, og den diskussion må vi starte nu.«

Du kritiserer medierne for hele tiden at tale om intellektuel, kreativ kapital og vidensøkonomi, mens de glemmer de hårdtarbejdende, ufaglærte arbejdere. Hvad er der galt med medierne?

»Medierne er med til at nedvurdere den her slags arbejde. De skriver om arbejdslivet, men det er med fokus på individet. For eksempel »Sådan finder du drømmejobbet«, »Hvis du har problemer på jobbet, skal du ændre dig« og så videre. Det moralske ansvar lægges over på individet, og det er udtryk for en fælles ideologi, der præger både medier og politikere.«