Der er plads til forbedringer

Af | @MichaelBraemer

Socialdemokraternes socialpolitiske ordfører, Mette Frederiksen, efterlyser en fattigdomsgrænse, hvor vi som samfund lægger et bundniveau for, hvor dårligt folk må have det. Udsatte børn er det første, hun vil kaste sig over, hvis hun skulle blive socialminister efter valget.

ET GOK NEDAD En sølle omgang, som har handlet for meget om små puljer, og en minister, der har stået og smilet, mens hun har givet små grupper symbolske pengebeløb. Det er den socialdemokratiske socialordfører Mette Frederiksens karakteristik af de seneste seks års socialpolitik under VK-regeringen. Hun mener, at udviklingen på det sociale område er alarmerende, og at der er brug for en gennemgribende anderledes socialpolitik.

»Vi kan se, at uligheden vokser, og at fattigdommen stiger, hvis vi følger de udenlandske fattigdomsgrænser.«

Tallene viser jo også, at uligheden steg mest i slutningen af 90’erne, hvor dit parti sad i regering. Er det ikke for billigt at slå partipolitisk plat på en udvikling, der ses overalt i verden, hvor økonomien buldrer?

»Nej. Op gennem 90’erne var der i høj grad mange, der fik det bedre, og den udvikling er fortsat under den nuværende regering. Men dét, der adskiller disse år fra 90’erne, er, at de i forvejen svageste har fået endnu et gok nedad. Med blandt andet kontanthjælpsloft, starthjælp, nye regler for boligydelse og reglen om 300 timers beskæftigelse for at oppebære kontanthjælp. Det kan godt være, de var fattige før, men nu er de fattigere. Og det er sket samtidig med, at de bedst stilledes formuer og friværdier er vokset, og nogle især i toppen af det private erhvervsliv har fået voldsomme lønstigninger og bonusser ved både tiltræden og fratræden, og hvad ved jeg.«

Men samtidig er der også kommet mange fra overførselsindkomst til beskæftigelse. Er der ikke en vis fornuft i regeringens argumenter om at styrke incitamentet til at arbejde, når nu arbejdsmarkedet skriger på de famøse hænder?

»Nej, det er nonsens. Det var Socialdemokraterne, der opfandt den aktive arbejdsmarkedspolitik, som har vist sig at være enorm nyttig og meget virkningsfuld for de ledige, der ikke har andre problemer end ledighed. De kontanthjælpsmodtagere, der er kommet i arbejde de seneste år, har da heller ikke haft problemer eller kun små problemer ud over ledighed. Men ser man på kontanthjælpsmodtagere med mere end otte års ledighed, så er gruppen vokset. Over for dem kan du ikke bruge pisken, for deres misbrug, psykiske sygdom, enorme gældsbyrde og eventuelle hjemløshed skygger for deres vej ind på arbejdsmarkedet. Fattigdom er ikke nogen drivkraft for personer med andre problemer end ledighed.«

Skal vi så bare lade stå til og acceptere, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet?

»Overhovedet ikke, men der er det, vi foreslår en egentlig omsorgsreform af kontanthjælpssystemet, hvor vi indfører et princip, som vi kalder rehabilitering. Forestil dig hende i kontanthjælpssystemet, der er i 40’erne og har en psykisk sygdom og et misbrug. Nytteværdien af at piske hende igennem det ene aktiveringsprojekt efter det andet er ikke stor. Hende skal vi stille og roligt og måske gennem tre-fire år have behandlet i det psykiatriske system, have styr på hendes boligsituation og sætte hende i gang med den uddannelses- eller beskæftigelsesindsats, der skal til for at få hende til at fungere almindeligt igen.«

Hvis du skulle blive socialminister efter valget, hvad er så det første, du vil kaste dig over?

»Gruppen af udsatte børn. Et stigende antal børn lever i fattigdom. Alt for mange børn får tæsk derhjemme og får ikke en ordentlig behandling, når de kommer på krisecenter. Der er børn, der burde blive anbragt, men ikke bliver det, og børn, der bliver anbragt, men taget hjem igen, fordi kommunerne ikke har råd til deres anbringelse. Unge, der hænger fat i kriminalitet, hvor svaret indtil nu har været at bure dem inde. Der er masser af tage fat på. Men udsatte børn vil altid være den vigtigste socialpolitiske opgave, for hvis vi ikke evner at give dem bedre opvækstbetingelser, end deres forældre kan give dem, så cementerer vi som samfund den negative sociale arv.«

Din folketingskollega Søren Pind fra Venstre afviser, at et voksende antal børn lever i fattigdom. Han siger, at når man opererer med relative tal, og når det er gået så godt med økonomien, så får man pludselig flere fattige, selv om de fleste har fået det bedre?

»Det er jeg meget uenig i. Der er rigtig mange børn af enlige mødre og indvandrerbørn på de meget lave ydelser, der er indført. Og når børn i fattigdom er så stort et problem, er det, fordi det er en meget presset livssituation at være fattig. Det handler om ikke at kunne holde børnefødselsdag, om ikke at kunne få vinterstøvler i tide, men først når de kommer på tilbud i januar, om altid at skulle vende enhver en- og femkrone og aldrig spontant kunne gå i Zoologisk Have. Om ikke at have internetforbindelse, som de fleste ungdomsuddannelser benytter sig af, og om at have råd til at deltage i de kollektive børne- og ungdomstilbud, som andre børn og unge er den del af.«

Har vi brug for en fattigdomsgrænse?

»Ja, for nu har vi brugt tre ugers valgkamp til at diskutere tal i stedet for at diskutere, hvad vi kan gøre ved de sociale problemer.«

Hvad kan vi bruge den fattigdomsgrænse til?

»Til som samfund at beslutte, hvor dårligt folk må have det. Til at underbygge politiske forslag og visioner og til at lægge årlige handlingsplaner for, hvordan vi som samfund får løftet folk over den fastsatte grænse igen. Hvordan den fastsættes er ikke så let, men det går vi i gang med i næste uge, hvis vi får lov til at danne regering.«