Den ukendte faktor fra øst

Af

Danmark vil opleve en moderat tilgang af arbejdskraft som følge af EU’s udvidelse. Undersøgelser viser, at det særligt er lavtlønsgrupperne, som bliver presset. Alligevel mener SiD og TIB, at de kan håndtere udvidelsen.

Hvor mange østeuropæere vil egentlig komme til Danmark for at arbejde, når udvidelsen af EU falder på plads? Er det 40 millioner polakker eller tre forkølede letter? Hvad vil det betyde for det danske arbejdsmarked? Det er spørgsmål, der vil præge den danske debat det næste par måneder, og konkrete tal er helt afgørende for den politiske diskussion i de EU-lande, der kan forudse flest immigranter fra ansøgerlandene. Ugebrevet A4 har analyseret de vigtigste undersøgelser af, hvor mange lønmodtagere fra ansøgerlandene, der vil søge arbejde i de 15 nuværende EU-lande.

Det svære regnestykke

I Danmark findes der ingen selvstændige studier af, hvor mange østeuropæere der potentielt vil komme til Danmark eller resten af EU efter udvidelsen. Men EU-Kommissionen har sponsoreret en række studier, og de tegner sammen med en række uafhængige undersøgelser af emnet et broget billede. Et studie når frem til, at maksimalt 41.000 vil udvandre om året fra de nye EU-lande til de 15 nuværende medlemmer. Et andet studie viser, at der vil komme 1,3 millioner om året. 

oest»Tallet ligger snarere omkring 350.000 om året lige efter optagelsen, og så vil det falde jævnt i takt med, at de østeuropæiske lande bliver rigere,« siger Peter Huber fra det østrigske forskningsakademi, WIFO.

I følge Peter Huber, der er en af Europas førende imigrationsforskere, hænger de store forskelle i undersøgelserne sammen med metoden:

»I nogle studier har man spurgt et udsnit af befolkningen, om de kunne tænke sig at udvandre. Det svarer næsten alle ja til, for hvem har ikke på et eller andet tidspunkt ønsket at leve et andet sted. Spørger man til konkrete forberedelser til afrejsen, falder tallet med 90 procent.«

Derfor er de mest pålidelige tal ifølge Huber baseret på økonomiske modeller, hvor indkomstforskelle mellem de enkelte lande, arbejdsmarkedsforskelle, erhvervsstruktur og de økonomiske konjunkturer indgår.

Men også disse tal er dog behæftet med stor usikkerhed. For det første ved ingen, hvordan den økonomiske udvikling i ansøgerlandene bliver de næste 10 år. Der findes eksempelvis et polsk studie, der viser, at 85.000 polakker vil søge til Danmark, hvis væksten i Polen går i stå. Er der derimod tryk på den polske økonomi, som tilfældet er i øjeblikket, vil kun 16.000 polakker være interesseret i at søge til Danmark i årene efter optagelsen i EU.

For det andet er det ifølge Peter Huber svært at udarbejde præcise beregninger uden at have historiske fortilfælde.

Moderat indvandring

Herbert Brücker fra den førende tyske forskningsinstitution WID har foretaget et studie, der tager højde for begge problemer. Brücker har overført nogle af de erfaringer, der findes fra EU’s tidligere udvidelser, og kombineret dem med, hvordan ansøgerlandenes aktuelle økonomiske situation ser ud. Undersøgelsen, der er anerkendt blandt førende forskere i immigration, og som bruges af EU-Kommissionen, viser, at der over en periode på 10 år vil komme 1,4 millioner personer fra ansøgerlandene for at søge arbejde i det nuværende EU.

I dag er der 300.000 personer fra ansøgerlandene med arbejdstilladelser i EU. Det svarer til 0,2 procent af EU’s arbejdsstyrke. Samlet set er der ifølge EU’s seneste store måling fra 1999 5,3 millioner arbejdere fra ikke-EU lande på EU’s arbejdsmarked. Således er der ikke lagt op til en større invasion af arbejdskraft fra Østeuropa. Brückers tal viser, at Danmark lige efter udvidelsen vil modtage mellem 1.000 og 1.500 personer om året, der vil søge arbejde. Derudover viser erfaringen ifølge Huber, at 7 ud af 10 tager hjem efter to år i udlandet. Så har de enten tjent de penge, de ville, eller lært det de skulle. Alt i alt er der altså ikke noget, der tyder på, at udvidelsen vil vælte det danske velfærdssamfund.

Det tyske problem

Men Herbert Brückers undersøgelse viser også, at indvandrerne fra Østeuropa fordeler sig meget ujævnt mellem EU-landene. I Østrig udgør de 1,2 procent af landets samlede arbejdsstyrke og i Tyskland 0,4 procent. De to lande huser i dag 70 procent af immigranterne fra kandidatlandene. Det har udløst en stor politisk frygt i de to lande. Derfor har Østrig og Tyskland i forhandlingerne om udvidelsen fået indført muligheden for at anvende en syvårig overgangsordning, hvor borgere fra de nye medlemslande ikke har mulighed for at søge arbejde på samme vilkår som andre EU-borgere. Overgangsordningerne er dog ikke ensbetydende med, at migranterne søger til andre EU lande, såsom Danmark, og dermed fundamentalt ændrer grundlaget for de nuværende beregninger.

»En polak, der var indstillet på at tage til Berlin, vil næppe sige: »Århus ligger lige i nærheden, der tager jeg hen«. Så vil personen hellere vente nogle år eller helt aflyse afrejsen,« vurderer Herbert Brücker, der forudser, at overgangsordningerne kun vil have en begrænset effekt for situationen i Danmark.

Arbejdsmand eller professor

Antallet alene er ikke afgørende for, hvordan de enkelte EU-lande skal tackle tilstrømningen af arbejdskraft. Lige så afgørende er, hvilke kvalifikationer immigranterne kommer med.

Undersøgelser i Østrig viser, at de østeuropæiske indvandrere først og fremmest søger ind i de sektorer, som efterspørger kortuddannet og lavtlønnet arbejdskraft. Det vil sige dele af serviceerhvervene, i byggebranchen og i dele af industrien. Det er disse brancher, der i forvejen har flest indvandrere ansat, og de vil blive mest presset af udvidelsen. Netop fordi østeuropæerne konkurrerer på lavere løn, har det udløst en bekymring for, at udvidelsen vil føre til et massivt lønpres for lavtlønsgrupperne. Det afviser Peter Huber:

»Vores studier af Østrig viser, at de lavtlønnede bliver presset på lønnen. Dog ikke over 0,5 procent. Det hænger sammen med, at immigranter vil rykke op ad lønstigen i takt med, at deres kvalifikationer øges, samt at ufaglært arbejdskraft i vesten har konkurrencefordele i kraft af deres sprog og bedre grunduddannelse«

På danske overenskomster

Selv om der således ikke er nogen grund til at frygte, at udvidelsen fører til et stort pres på det danske arbejdsmarked, ruster den danske fagbevægelse sig til den dag, EU-kredsen omfatter 25 lande. Grundlæggende er fagbevægelsen varm tilhænger af at lukke de 10 ansøgerlande ind i EU og modstandere af, at Danmark aktiverer overgangsordninger. Men der er også problemer.

En af de brancher, der traditionelt tiltrækker immigranter, er byggeriet. I Berlin taler de fleste byggefolk alle mulige andre sprog end tysk. Det samme gælder i de fleste europæiske storbyer. Også i Danmark er byggebranchen opmærksom på udfordringen fra udvidelsen.

Bygningsgruppeformand i TIB (Forbundet Træ-Industri-Byg), Peter Hougaard Nielsen, regner med, at godt 1.000 østeuropæere arbejder på danske byggepladser. 

»Arbejdsgiverne ansætter dem først og fremmest, fordi de er billigere end dansk arbejdskraft. Det er planen, at de skal virke som løntrykkere, men fordi vi har dækkende overenskomster, sker det stort set ikke. Hører vi om udenlandsk arbejdskraft, sørger vi altid for, at de kommer ind under overenskomsten og følger danske arbejdsforhold.«

Når det sker, er det Peter Hougaard Nielsens erfaring, at det ikke kan betale sig at hente østeuropæisk arbejdskraft, fordi deres produktivitet er langt mindre end deres danske kollegers.

Således har TIB heller ikke problemer med de store danske entreprenørselskaber. De er interesserede i at tjene penge og undgå ballade. Derimod er der ofte problemer med nogleaf de mindre virksomheder, der balancerer på kanten af loven og benytter sig af sort arbejde.

Også i SiD slås man med illegal arbejdskraft. Men siger international sekretær i SiD, Sune Bøgh:

»Den illegale immigration vil være der uanset hvad. Den bliver ikke større eller mindre som følge af udvidelsen. Der vil altid være folk, der prøver lykken. Så længe den udenlandske arbejdskraft arbejder på danske vilkår, er det ok.«

»Det er en forudsætning for, at vi kan håndtere udvidelsen, at regeringen ikke ødelægger vores mulighed for at håndhæve overenskomsterne. Derfor er det farligt, når den vil pille ved eksklusivaftalerne og konfliktretten,« siger Peter Hougaard Nielsen.