Den ufolkelige reform

Af

Hvad er begrundelsen for en grundlæggende omvæltning af den offentlige forvaltning? Den er hverken udsprunget af et folkekrav eller en politisk strategi. Regeringen har spillet alt for stort ud.

NYT DANMARKSKORT Regeringens udspil til en kommunalreform lider under den væsentlige skavank, at den ikke for alvor svarer på spørgsmålet: Hvorfor? Der flyttes rundt på stort set alle brikker i administrationen af den offentlige velfærd. Men efter læsning af udspillet sidder man tilbage med fornemmelsen af, at reformøvelsen slet ikke står mål med de oprindelige begrundelser for at tage fat på den kommunale struktur.

Regeringen valgte i sidste uge at spille ud med en langt mere omfattende reform, end det kan begrundes i de strukturproblemer, som reformen skal løse. Det skyldes enten, at man ønsker en mere radikal forandring af det danske velfærdssystem, som en analyse i Ugebrevet A4 antyder, eller at man på god jysk krejlermaner ønsker at spille så stort ud som muligt for at have noget at handle med.

citationstegnDer findes ingen dokumentation for, at større regioner fører til mere effektive sygehuse. Til gengæld er der med oprettelse af fem politisk tandløse regioner taget fat på en centralisering, som betyder, at det nu er regering og folketing, som skal stå til ansvar, når en patient bliver fejlopereret.

Regeringens begrundelser for reformen falder i tre kategorier. Mere effektivitet, mere nærhed og større gennemskuelighed. En fjerde begrundelse – offentlige besparelser – er kun svagt antydet. Derimod er et argument, som ofte trækkes frem, at kommunerne skal være bæredygtige. Det holder uden tvivl, når det gælder de små kommuner, men begrundelsen har det også med at bide sig selv i halen. Kommunerne skal være større for at være bæredygtige, og større kommuner må nødvendigvis have flere opgaver.

Ønsket om større effektivitet retter sig først og fremmest mod sundhedsvæsnet. Fem regioner er mere effektive end 14 amter, mener regeringen, som forventer sygehuse »i verdensklasse« og kortere ventelister. Men påstanden tilbagevises af ekspertisen. Der findes ingen dokumentation for, at større regioner fører til mere effektive sygehuse. Til gengæld er der med fem politisk tandløse regioner taget fat på en centralisering, som betyder, at det nu er regering og folketing, som skal stå til ansvar, når en patient bliver fejlopereret.

Den anden begrundelse: Mere nærhed grænser til rent fup. Med reformen er der tale om en centralisering af magten, hvilket der i sig selv ikke er noget galt i. Man skal blot ikke foregive, at større kommuner, nedlæggelse af amter og en massiv overflytning af opgaver til staten betyder mere nærdemokrati.

Til gengæld er der god grund til at skabe større gennemskuelighed og sammenhæng i det offentlige system, hvilket er den tredje begrundelse. Men spørgsmålet er, om ikke man kunne være kommet de grå zoner og den kommunale kassetænkning til livs uden at sende hele den offentlige sektor i undtagelsestilstand. Som debatten har vist, er der nu ved at vise sig nye gråzoner. Kommunerne skal tage sig af miljø, beskæftigelse og erhvervspolitik, men med en stram statslig styring. Hvem vinder i den gråzone? Det lokale erhvervsliv eller hensynet til helheden? Opgaverne bør forbliver regionale.

Ideen om årtiers største offentlige reform opstod ikke som følge af politisk planlægning eller mange års opsparet borgerkrav. Strukturkommissionen blev  nedsat for at lægge låg på en intern strid mellem Venstre og konservative om amternes nedlæggelse. Nu har de konservative fået deres vilje. Behovet for en reform er uden tvivl til stede, men regeringens udspil skyder over målet.