Den tværfaglige kat ud af sækken

Af

Et omfattende virtuelt samarbejde om a-kassernes mere bureaukratiske opgaver vil på en gang kunne forbedre servicen og nedsætte kontingentet. Forudsætningen er, at forbundene går sammen og handler hurtigt.

Det blev de stats- og teleansattes a-kasse STA, der slap katten ud af sækken. Det skete, da kassen på sit delegeretmøde for en uge siden enstemmigt vedtog, at STA skal være en tværfaglig a-kasse fra 1. marts næste år. Det betyder, at enhver lønmodtager i princippet kan melde sig ind i STA og dermed spare et antal hundrede kroner årligt i administrationsbidrag.

Sådan en kat er som bekendt ikke til at få tilbage i sækken. Og den borgfredsaftale, som LO-forbundene indgik i januar i år som reaktion på regeringens lovforslag om tværfaglige a-kasser, betød kun, at a-kasserne vandt en smule tid til at tænke sig om. Med aftalen kunne man ikke grundlæggende forhindre den forestående priskonkurrence mellem kasserne. Nu er ballet åbnet, og flere tværfaglige a-kasser vil komme til i de kommende år. I dag melder FOA’s a-kasse OAA sig på banen, og helt uden for borgfredsaftalen står a-kasserne i de to andre hovedorganisationer FTF og AC. Spørgsmålet er, om LO-forbundene passivt vil se til, at a-kasserne langsomt udkonkurrerer hinanden og den stærkeste – eller billigste – overlever. Eller om man sammen vil sikre en langt mere styret udvikling hen imod en struktur, der ikke kun tager hensyn til prisen, men også til den positive kontakt til medlemmerne, som a-kasserne i dag repræsenterer.

Gennem mange år har a-kasserne sat fokus på ikke blot at være et sted, hvor man udbetaler dagpenge. Personlig rådgivning i, hvordan man kommer videre på arbejdsmarkedet, og en tæt kontakt til de andre aktører som AF og kommunerne har været en stadig større del af a-kassernes arbejde. Det har medført, at der trods lav ledighed i dag er et ganske stort personaleforbrug i a-kasserne. Beregninger, som tidligere har været bragt i Ugebrevet A4 viser samtidig, at der er meget stor forskel på størrelsen af a-kassernes administration. En del af forskellen skyldes et forskelligt antal »kunder« i butikken. Og at de ledige har meget forskellige behov. Men dertil kommer, at a-kasserne langt fra drives lige effektivt alle steder, og at den faldende ledighed i 90’erne langt fra har afspejlet sig i en nødvendig tilpasning af a-kassernes administration. I 1998 konstaterede daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) på SiD’s kongres ikke uden en vis sarkasme, at der i a-kasserne i dag er »en medarbejder per 30 ledige«, og at der dermed er plads til »en times samtale med hver ledig hver uge«.

Den nye konkurrencesituation og presset fra de tværfaglige bør udnyttes til at skabe både en bedre service og lavere kontingent. Hvis det skal lykkes, er det nødvendigt med et mere omfattende samarbejde om alt, hvad der hedder administration af regler, ind- og udbetalinger. Et elektronisk baseret samarbejde, som omfatter alle a-kassemedlemmer under LO. Regelsættet omkring de ledige er det samme for alle faggrupper, og ved at etablere større samarbejdsenheder vil den lokale rådgivning af de ledige i forhold til arbejdsmarkedet og fremtidige jobmuligheder kunne henvises til fagforeningen. En sammenlægning vil desuden have den fordel, at kontingentet til a-kassen vil blive ens for alle medlemmer. I dag er der som nævnt stor forskel på, hvor meget man betaler i administrationsbidrag til sin a-kasse. Kasser med lav ledighed og en forholdsvis simpel administration har et langt lavere kontingent end kasser med stor ledighed og mange komplekse sager. Ved at samle a-kassemedlemmerne i større enheder vil man komme denne skævhed til livs. En skævhed som man ved at studere kontingentbidraget kan konstatere rammer de ufaglærte og lavest lønnede på arbejdsmarkedet hårdest.