Den tavse intolerance

Af Jan Birkemose, redaktør

Et overraskende højt antal lønmodtagere på danske arbejdspladser har det svært med muslimske kolleger. Den intolerance må arbejdsgiverne ikke bøje sig for. I lyset af den økonomiske krise kan intolerancen betyde et alvorligt tilbageslag for integrationen.

En muslimsk kvinde bliver smidt af en århusiansk bybus, fordi hun bærer en såkaldt niqab, der dækker hendes ansigt. Kort efter fortæller en kvinde fra Odense om en lignende episode. To løsrevne begivenheder, som kunne bortforklares med to af hinanden uafhængige buschauffører med et anstrengt forhold til tolerance og rummelighed.

Desværre tyder dagens A4 på, at intolerance og diskrimination er langt mere udbredt, end vi går rundt og tror. Manglende rummelighed kommer nemlig normalt kun til vores kendskab, når der opstår konkrete konflikter som for eksempel de to episoder i busserne. Ellers er den gældende fortælling, at diskrimination er stort set ikke-eksisterende i Danmark, og at vi trods ophedede debatter om retten til at bære tørklæder på Folketingets talerstol eller i dommersædet i det store og hele er en rummelig og tolerant nation.

Talrige undersøgelser har hidtil vist, at andelen af indvandrere og efterkommere, der oplever diskrimination, falder. Og som en trumf på billedet af det gnidningsløse samliv mellem etniske, kristne danskere og muslimske borgere offentliggjorde integrationsministeriet sidste år en undersøgelse, der i det store og hele blåstemplede arbejdsmarkedet som en glad, multietnisk markedsplads uden konflikter. For eksempel mente 9 ud af 10 virksomhedsledere i rundspørgen, at de havde en positiv holdning til muslimske tørklæder.

Desværre har de etnisk danske medarbejdere en anden holdning end deres chefer, kan man konkludere af A4’s nye måling. Den stiller de samme spørgsmål, som cheferne fik – men denne gang altså til medarbejderne: Her mener hver tredje, at muslimske kvinder ikke skal have ret til at bære tørklæde på arbejdet, og over halvdelen er imod, at muslimer får et lokale til at bede i eller får mulighed for at gå tidligt om fredagen, så de kan nå at deltage i fredagsbønnen.

Umiddelbart kan forskellen på chefernes og medarbejdernes udmeldinger virke både paradoksal og overraskende. Men svaret må være, at mange mennesker – trods det relativt gnidningsløse og civiliserede samarbejde på danske arbejdspladser – går tavse rundt og er frustrerede over den anderledes kultur, som nogle muslimer bringer med sig på arbejdspladsen. Det gode budskab er, at det er lykkedes at skabe et professionelt arbejdsmarked, hvor man lader sine private holdninger blive hjemme og opfører sig pænt og stuerent fra klokken 9 til 16. Bekymrende er det dog, at så mange lønmodtagere fortsat har svært ved at acceptere, at ikke alle kolleger er ens.

Når det kun sjældent udvikler sig til regulær diskrimination, ligesom episoderne i busserne, skyldes det især, at arbejdsgivere og fagbevægelse har en nagelfast holdning om nul tolerance over for intolerance. Faren er, at arbejdsgiverne i den nuværende situation med stigende arbejdsløshed lader sig friste til kun at ansætte ens medarbejdere for ikke at tirre de ansatte, der har det svært med for eksempel tørklæder. Sker det, vil integrationen – særligt den, der gælder de danske medarbejdere – opleve et tilbageslag. Tolerance og rummelighed styrkes kun ved mangfoldige arbejdspladser. Og selv om det er et højt tal, når en tredjedel er imod tørklæder, var tallet sikkert højere for år tilbage.