Den svære ligestilling

Af Johannes Andersen, samfundsforsker, Aalborg Universitet

Det er muligt, at spørgsmålene i undersøgelsen om ligestilling kunne formuleres bedre. Men det ville næppe ændre på de udfordringer, den kollektive ligestillingsstrategi står over for.

Sammenfattende formuleringer kan selvfølgelig angribes for at være trukket for skarpt op. Og hvis det er tilfældet, skal Elisabeth Møller Jensen selvfølgelig have de point, hun fortjener. Men inden det sker, er enkelte præciseringer nødvendige.

A4 har startet en undersøgelse om ligestilling. I den er de adspurgte blevet bedt om at angive, i hvilken udstrækning de er enige eller uenige i nogle udsagn om ligestilling. Det batteri af spørgsmål der er blevet brugt, er lavet, så det indfanger forskellige dimensioner i kampen for ligestilling, og målet er at finde ud af, i hvilken udstrækning de pågældende synspunkter nyder tilslutning.

Spørgsmålene indledes på denne måde: »Jeg nævner nu nogle synspunkter om ligestilling mellem mænd og kvinder. Jeg vil gerne høre, i hvilken udstrækning du er enige eller uenig i disse synspunkter. Første udsagn lyder: Ligestilling handler først og fremmest om at sikre mænd og kvinder lige muligheder. Om de så vil udnytte disse muligheder, er op til den enkelte«.
Her skal man lægge mærke til, at der står først og fremmest, hvilket er en skærpelse af positionen. Dette synspunkt modsvarer den holdning, at ligestilling kan sikres gennem lovbestemte rettigheder, så begge køn får lige muligheder, altså det man normalt kalder for et liberalt perspektiv. For at gøre det ekstra svært at erklære sig enig, er der tilføjet et udsagn om, at det i givet fald vil være op til den enkelte at udnytte disse muligheder. Altså en understregning af, at mange nok ikke vil gøre det, og at der derfor vil være langt til reel ligestilling, på trods af lige formelle muligheder. Alligevel er 89 procent  enige.

Næste udsagn lyder: »Hvis der skal sikres en reel ligestilling i samfundet, er det vigtigt at der indføres særlige ordninger for kvinder på arbejdsmarkedet, eksempelvis sådan at de får førsteret til bestemte job«. Her skal man lægge mærke til sammenkædning af reel ligestilling med særlige ordninger. Altså et udsagn om, at reel ligestilling først opnås, når man indfører kønskvotering i en eller anden udstrækning. Det er et synspunkt, man normalt forbinder med et kollektivt perspektiv, hvor den bevidste regulering fra fællesskabets side står i centrum. Dette synspunkt opnår kun støtte fra 19 procent.

Målet med disse to spørgsmål var at få en markering af, hvordan de to hovedlinjer i kampen for ligestilling stod i dag. Jeg havde forventet 60-70 procent støtte til den liberale strategi og måske 40-50 procent (i hvert fald af kvinderne) til den kollektive. Men det blev altså en meget tydelig markering af, at ligestilling skal være op til den enkelte.

Det kunne skyldes, at man ikke længere opfattede diskrimination af kvinder som et problem. Men det er jo langtfra tilfældet, hvilket fremgår af svarerne på de øvrige spørgsmål. Mange er også af den opfattelse, at det er et vigtigt spørgsmål, om end der er nogen uenighed om, hvorvidt det er på arbejdspladsen eller i det offentliges rums fremstilling af kvinder, at den værste diskrimination finder sted. Så på trods af, at der er mange, der opfatter diskrimination og kampen for ligestilling som et vigtigt spørgsmål, så opfattes det som et individuelt anliggende, som oven i købet forsøges placeret inden for hjemmets vægge. Ikke mindst af mændene.
Det er muligt, at spørgsmålene kunne formuleres bedre. Men det ville næppe ændre på de udfordringer, det individualistiske perspektiv udgør for en kollektiv ligestillingsstrategi i dag.