Den store kløft

Af

Mens forventningerne til offentlig service eksploderer, rutsjer de offentligt ansatte, der skal indfri dem, ned ad rangstigen. Det er dén kløft, kvalitetsdebatten nu bør handle om.

KVALITET  I skrivende stund er trepartsforhandlingerne om de offentligt ansatte i fuld gang. Men uanset hvor resultatet ender, har statsministeren en plan. For er der ikke noget med, at han inden længe indkalder til et pressemøde, hvor han præsenterer en samlet lynreform, som én gang for alle vil løfte kvaliteten i den offentlige sektor? Er det ikke sådan, det er?

Det er i hvert fald sådan – på den der snuptagsløsningsagtige måde – at debatten om kvalitetsreformen i månedsvis har kørt i medierne og det politiske miljø. Forestillingen er, at den offentlige sektor – pludselig! – har fået nogle problemer, som kan løses i ét hug. Og det var så det.

Men uanset hvor ambitiøs kvalitetsreformen er, vil den kun være et første skridt. Den udfordring, som den offentlige sektor står overfor, er nemlig meget grundlæggende og handler om to stærke modsatrettede udviklingstendenser, der har fundet sted i årevis, og som kulminerer nu.

Den ene tendens – forventningseksplosionen – drejer sig om, at den ydmyge borger har udviklet sig til en kritisk og krævende forbruger, når han møder den offentlige sektor. For når lønninger og friværdier eksploderer, så vil danskeren også selv bestemme, hvornår han skal opereres, og om datteren skal have økologisk mad i vuggestuen.

Og så skyldes det, at politikere fra alle lejre har været med til at puste forbrugeren op. Med modeord som »efterspørgselsstyring« og »frit valg« har borgerlige politikere henvendt sig til danskeren, som om han var en kunde i en landsdækkende velfærdskæde, og man selv var administrerende direktør. Derfor var mange af de forældre, der deltog i efterårets demonstrationer, bare utilfredse kunder, der stillede krav til varesortimentet i velfærdsbutikken.

Men forventningseksplosionen er kun den ene del af fortællingen. For – og nu kommer vi til den anden stærke tendens – mens forbrugernes forventninger kun går op, op og op, rutsjer de offentligt ansatte, der skal indfri forventningerne, ned ad den sociale rangstige. Og gabet bliver større og større.

For nylig viste en undersøgelse i A4, at skolelærere, sosu-assistenter, pædagoger og portører i årevis er faldet ned ad den sociale rangstige. Og at kun seks procent af de unge i dag foretrækker at blive ansat i den offentlige sektor!

Det er lige her – i det stadigt voksende gab mellem forbrugernes eksploderende forventninger og den offentligt ansattes sociale rutsjetur – at den offentlige sektor er i krise. Og den kan ikke løses gennem en hurtig kvalitetsreform. Eller to. Eller tre for den sags skyld. Det handler om et nyt fundament for velfærdsmodellen. Om et langt sejt træk, der kan sikre en bedre balance mellem danskernes forventninger og den offentlige sektors muligheder for at leve op til dem.

Lykkes det ikke, vil vi opleve en snigende privatisering af velfærden. Ingen har besluttet, at stadig flere velfærdsopgaver skal på private hænder. Alligevel bevæger danskernes individuelle valg os hver dag i den retning, fordi høje uindfriede forventninger får de ressourcestærke til at vælge private løsninger i forhold til skoler, sundhedsforsikringer med videre. Velfærdsmodellen står ved en skillevej. Og snuptagsløsninger rækker ikke. Uanset hvor ambitiøse de er.

Ved redaktionens slutning fredag var trepartsforhandlingerne endnu ikke afsluttet