Den sociale ulykke er langt større end vi tror

Af Aske Munck

Frygten for at falde igennem samfundets sikkerhedsnet og klassefald er vokset voldsomt i Frakrig de senere år. Med god grund, mener sociologen Camille Peugny. For flere og flere oplever i disse år en betydelig social, økonomisk og jobmæssig forringelse af hverdagen. Og det er et fænomen, der påvirker måden hele samfundet fungerer på, vurderer han.

INTERVIEW I gamle dage frygtede gallerne, at himmelen ville falde ned over deres hoveder. I dag er frygtens kerne anderledes jordnær og håndgribelig: fattigdom og social elendighed. Det lyder grotesk, at angsten for armod er det, der plager borgerne i et af Europas rigeste lande, men en række meningsmålinger taler deres eget tydeligt sprog: Over halvdelen af franskmændene frygter, at de en dag risikerer at blive fattige, og hele 85 procent mener, at sandsynligheden for, at den sociale elendighed vil ramme deres børn er endnu større.
Denne udtalte frygt har i de forgangne måneder givet anledning til en ophedet debat i Frankrig. Ikke blot blandt politikerne og samfundsøkonomiske eksperter, men også på caféer og bistroer er snakken gået livligt.
En række regeringspolitikere har pure afvist frygten som et resultat af en generel paranoia, der er slået ned i den galliske folkesjæl på grund af den globale økonomiske krise – et synspunkt, der er blevet bakket op af anerkendte forskere, som med tal og statistikker i baghånden påpegede, at ængstelsen ikke var funderet i virkeligheden.
»Sludder og vrøvl,« lyder det fra Camille Peugny, sociologiprofessor ved Université de Paris-VIII.
Han påpeger, at frygten for social deklassering er reel og skam har hold i virkeligheden. Problemet er blot – pointerer han – at mange sociologer helt misforstår, hvad begrebet deklassering og frygten for den i virkeligheden er.
»Mange sociologer definerer deklassering som fyring eller tab af en fastansættelse. Og ud fra dén definition er det sandt, at deklassering kun rammer cirka en procent af den franske befolkning årligt,« forklarer Camille Peugny.
Men det er med hans øjne en alt for restriktiv definition.
»Jobtab er den mest ekstreme form for deklassering, men der eksisterer jo mange andre mildere og mindre spektakulære former for deklassering, der dog også kan have voldsom indflydelse på individerne og hele det sociale klima. Og som sociolog må jeg derfor insistere på en langt bredere definition af deklasseringen,« understreger sociologen.
Ifølge Camille Peugny er deklassering et langt mere æterisk fænomen, som også indbefatter lønnedgang, mindsket købekraft eller markant forringede arbejdsvilkår. Groft sagt, hvordan folk bliver dårligere stillet i hverdagen.
»Tag for eksempel lønmodtagerne hos France Télécom. Deres arbejdsforhold er blevet ændret dramatisk i de senere år, og det opleves som meget traumatisk og fremmedgørende for dem. Konstante omstruktureringer betyder, at de har mistet indflydelsen på deres eget jobindhold, og ofte bliver flyttet rundt efter forgodtbefindende. De opfatter det som en klokkeklar deklassering, men de falder jo uden for kategorien, for de har ikke mistet deres job og er heller ikke gået ned i løn. Men at opdage, at man har en levestandard, der er ringere end ens forældre, da de havde samme alder som en selv, at opdage, at man har tabt købekraft og at finde ud af at ens arbejdsbetingelser er blevet væsentlig forringet – dét er deklassering.«
Camille Peugny mener slet ikke, man vil kunne forstå fænomenet, hvis ikke man udvider definitionen, så der bliver plads til et mere dækkende og relevant billede af virkeligheden.
»Forringelserne på arbejdsmarkedet giver lønmodtagerne en følelse af ikke at blive værdsat, og man ser ofte en forhøjelse af stressniveauet, ligesom sygemeldingerne eksploderer. Det er problemer, der ofte vil undslippe en alt for snæver statistisk projektør. Men hvis man tager min bredere definition af problemet, vil det nok forekomme mindre overraskende, at frygten for at se sig selv deklasseret er så stor, som tilfældet er,« siger den franske sociolog, der er overbevist om, at fænomenet langtfra er unikt for Frankrig.
»Det er en situation, der er stort set ens over hele Europa. Både forskere og politikere har imidlertid brug for at erkende, at problemet er så komplekst, at man ikke kan resumere det eller koge det ned til én enkel, kort definition, der dækker det hele,« mener han.

Etiske skrupler

Camille Peugnys argumenter er allerede begyndt at nyde genklang. Og ikke blandt hvem som helst. For det nationale statistiske bureau INSEE har for første gang forsøgt at indfange problemet i sine undersøgelser. I stedet for tilfældigt udvalgte udsnit af befolkningen har INSEE således fulgt den samme gruppe personer i et forsøg på at give et mere dækkende billede af befolkningens økonomiske virkelighed. INSEE’s foreløbige sammenlignende undersøgelser mellem 2006 og 2008 har ifølge den franske forsker vist, at der i den undersøgte gruppe var ligeså mange, der så deres indkomst gå ned, som dem der så den stige. Den tendens ville fuldstændig forsvinde i et gennemsnit, og ifølge Peugny er det en form for deklassering, der ville være forblevet skjult, hvis ikke man havde forsøgt at stikke spaden dybere ned i virkeligheden.
»Men nu har vi altså et statistisk bevis for, at vi i vores moderne 21. århundredes samfund i én bestemt gruppe har ligeså mange mennesker, der mister levestandard, som folk hvis indkomst stiger. Det er jo en vigtig konstatering for den politiske debat om omfordelingen af samfundets goder,« pointerer Camille Peugny.
Det vil dog også være forkert udelukkende at betragte de økonomiske sider af deklasseringen. Og Peugny har derfor med stor interesse fulgt undersøgelser af det, man kalder ’etiske skrupler’ – et udtryk der dækker over, at lønmodtagerne på deres job tvinges til at gøre ting, der strider mod deres moralske overbevisning – i værste fald at svindle kunderne.
»De undersøgelser viser, at der er kolossale problemer på mange arbejdspladser. Og for mig er der ingen tvivl om, at det er en deklassering at bevæge sig fra en stilling, hvis indhold man 100 procent kunne stå inde for, til et job hvor man dagligt oplever, at indholdet strider mod ens personlige værdier og moralske overbevisning.«
Anskues fænomenet ’deklassering’ bredt, er der ifølge Camille Peugny forskel på, hvordan generationer bliver berørt. I generationen, der er født omkring 1940, er deklassering således et marginalt fænomen, forklarer han. 1968-generationen kom ind på arbejdsmarkedet i det økonomiske opsving i slutningen af 1950’erne, hvor behovet for arbejdskraft var kolossalt. De har derfor haft lang tid til at cementere deres plads på arbejdsmarkedet.
»Men kapitalismens grundvilkår har ændret sig og gjort det langt vanskeligere for de yngre generationer at finde samme ro på arbejdsmarkedet som forældregenerationen. De ældre generationer var så heldige, at de kom ind på et arbejdsmarked, der var domineret af den traditionelle kapitalisme. Og de har i ro og mag kunnet opbygge en karriere og så videre. Men folk under 40 år har aldrig kendt andet end problemer på arbejdsmarkedet – masseledighed, omstruktureringer, fyringer og virksomhedsudflytninger. Det betyder ikke så lidt for ens opfattelse af arbejdsmarkedet, følelsen af usikkerhed og frygten for deklassering.«
Hvilke følger har denne konstante frygt for deklassering?
»I min forskning har jeg fundet, at en ganske almindelig reaktion er at lukke sig om sig selv. Simpelthen. Det er utvivlsomt et resultat af, at vi lever i et gennemindividualiseret samfund, hvor først og fremmest ens egen succes bliver individualiseret: ’Jeg skylder ingen noget’, ’man kan, hvis man vil’ og så videre. Altså et moderne meritokrati. Det uheldige ved det er, at folk derfor også har tendens til at individualisere nederlag. Når folk falder igennem jobmæssigt, skyder de skylden for nederlaget på sig selv. Men når tallene viser et så massivt omfang af deklassering, er det jo tydeligt, at der er tale om et samfundsproblem og ikke blot hobevis af individuelle nederlag.«

Oplæg til ideologisk opgør

Camille Peugny mener, at det er en betydelig ændring i forhold til for blot 50 år siden. Hvis man talte om deklassering dengang, drejede det sig som regel om omvendte mønsterbrydere – eksempelvis når højere funktionærers børn pludselig blev fabriksarbejdere eller gadefejere.
»Men da var forklaringen som oftest, at vedkommende var sinke, eller også var det, fordi den ene af forældrene var alkoholiker. Men der var altså klart tale om individuelle skæbner. Men sådan er det ikke længere. For når der er tale om så mange individer, som tilfældet er i dag, er det jo et socialt problem. En decideret udvikling.«
En af de mest interessante følgevirkninger af udviklingen er ifølge Camille Peugny, at det har medført en markant opbrydning i de tidligere ideologiske skillelinjer. Det mest overraskende fænomen, som man også kender det fra USA, er, at de, der befinder sig på samfundets bund, ofte er dem, som er allermest fjendtligt indstillet over for overførselsindkomster.
»Det er jo grotesk,« siger Peugny, »at de, der hører blandt de laveste klasser i samfundet, ofte går ind for at skære i eksempelvis arbejdsløshedsunderstøttelsen. Selv om de hurtigt selv kan blive dem, der får brug for den. Der er tale om en overlevelsesmekanisme. De ved i bund og grund godt, at de tilhører den mest udsatte gruppe, men forsøger samtidig at distancere sig fra bunden af samfundet ved mentalt at distancere sig fra dem, der allerede er faldet igennem det sociale sikkerhedsnet. Ligesom når man er ved at synke til bunds i svømmebassinet og forsøger at holde sig oppe ved at sparke nedad.«
Ifølge Peugny genfinder man fænomenet i Italien, Tyskland, Danmark, ja, vel over hele Europa. Han mener dog, at Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, er en af dem, der mest behændigt har udnyttet det politisk og gjort det til omdrejningspunktet for sit ideologiske manifest.
»Helt fra begyndelsen har Sarkozy spillet intenst på det register. Han har talt til det ’Frankrig, der står tidligt op’ med slogans som ’arbejd mere for at tjene mere’. Han har bevidst spillet på kløften mellem dem, der arbejder og dem, der modtager offentlige ydelser,« mener Peugny.
Hans pointe er imidlertid, at de lønmodtagere, der frygter deklasseringen, næsten samstemmende siger: ’Jeg har måske ikke haft ligeså meget succes som mine forældre, men i det mindste har jeg modet til at gå på arbejde hver dag, i modsætning til min dovne arbejdsløse nabo, der hellere vil modtage sociale ydelser end at lave dagens gerning’, forklarer han. Det skaber ifølge Peugny en kolossal social splittelse i samfundet, som på langt sigt risikerer at få alvorlige følger for den elementære solidaritet, der længe har været grundlaget for omfordelingen i de vesteuropæiske velfærdsstater.
»Mange franskmænd føler i dag, at omfordelingen af samfundets ressourcer sker fra de mellemste lag til de nederste. Ikke fra de øverste og ned. Og den nuværende regering har kørt en klar politik, hvor man giver et helle til de rigeste i samfundet, med et skatteloft som er en de facto afskaffelse af den progressive beskatning. Men det er jo en genistreg for højrefløjen at få venstrefløjen associeret med et højere skattetryk, når de mellemste indkomster i forvejen føler sig for hårdt presset,« siger Camille Peugny og indrømmer, at han dermed lægger op til et grundlæggende ideologisk opgør om omfordelingen i samfundet.