Den sociale arv skal brydes

Af Marie-Louise Knuppert, LO-sekretær, medlem af Rådet for Socialt Udsatte.

Fagligt talt Regeringen satser på at hjælpe det enkelte menneske, der er i krise. Men der er også brug for en bredspektret forebyggende indsats for at hindre, at de mest udsatte børn og unge fastholdes i et negativt socialt mønster.

Det kom bag på de fleste, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale til Folketinget erklærede, at regeringen vil gøre op med den negative sociale arv. Fra bistandsklient til bankdirektør, lød det spindoktor-designede slagord.

Statsministerens ord står i grel kontrast til de aktuelle nedskæringsrunder, der blandt andet rammer folkeskolen, daginstitutioner, sundhedsplejersker og børn- og ungerådgivningerne. For mange kommuner og amter har skåret ned eller holder de sociale udgifter på et lavt niveau. Det viser en undersøgelse, som netop er udarbejdet for Rådet for Socialt Udsatte. Hvis regeringen vil bryde den sociale arv, er der tværtimod brug for flere penge. Og det er ikke nok, at der på finansloven er afsat omkring 150 millioner kroner om året som plaster på såret for nogle af de mennesker, som i dag er ude i dyb social krise, misbrug og håbløshed.

Perspektivet mangler, når regeringen ikke vil prioritere den forebyggende indsats mod, at udsatte børn og unge bliver marginaliseret og udelukket fra fællesskabet – ligesom deres socialt belastede forældre. I åbningstalen lovede statsministeren, at der skal udarbejdes en handlingsplan for børn i risikogruppen, og at den negative spiral skal brydes. Men ordene klinger hult, når regeringen åbenbart ikke vil indse, at det ikke kun handler om den enkeltes muligheder, men om en række strukturelle barrierer, som fastholder mennesker i negative sociale mønstre. Og her har regeringen allerede svigtet ved at gennemføre nedskæringer og besparelser.

Al forskning peger på, at forældrenes uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet betyder mest for, om deres børn trives, og om de også selv ad åre kan få en uddannelse og et job. Ved at skære ned på uddannelserne spænder regeringen ben for sig selv i forhold til den sociale indsats. Der er brug for, at både forældre og unge hægter sig på uddannelsessystemet og ud fra lyst og evner erhverver sig kvalifikationerne til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. På uddannelsesområdet er der gjort en stor indsats for, at enhver kan stige på – på alle niveauer – og få en chance uanset forudsætninger. Men hvad hjælper det, hvis ikke der bevilges penge nok til at sikre kvaliteten, og sikre at folk kan komme i gang.

24Den sociale arv kan ikke brydes ved få isolerede tiltag. Det kræver en helhed i de politiske beslutninger – at den ene hånd ved, hvad den anden gør.

Fra fagbevægelsens side har vi gennemført flere projekter med mentor-ordninger for flygtninge og indvandrere, og denne indsats vil vi gerne brede ud til andre udsatte grupper, som har brug for ekstra støtte til at finde rundt i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Alle gode kræfter bør gå sammen om denne opgave. Derfor vil vi foreslå, at regeringen nedsætter en arbejdsgruppe, som kan diskutere, hvor der skal sættes ind, og tilrettelægge den bredspektrede indsats, der er behov for. I LO er vi parat til at tage det første skridt.