Den sociale arv er tung og klæbrig

Af | @MichaelBraemer

Pædagog Lene Lind har arbejdet med socialt belastede børn i mere end 30 år. Hun kalder det naivt, når regeringen vil bryde den tunge sociale arv med skærpede læreplaner.

Den sociale arv kan ikke brydes – den hænger ved. Man kan højst mildne dens negative virkninger.  

Det er pædagog Lene Linds erfaringer fra mere end 30 års arbejde med socialt belastede børn. Hun finder det naivt, at regeringen har sat sig for at forhindre sociale problemer og mønstre i at gå igen fra generation til generation uden at ville gøre noget ved de grundlæggende problemer, der gør en stor gruppe børn socialt handicappede.

Politikerne mangler efter hendes mening forståelse for de traumatiske oplevelser og alvorlige omsorgssvigt, som mange danske børn vokser op med. Disse børn har sår på sjælen, og i forhold til dem er politiske programerklæringer om, at de skal udvikle sig fra bistandsklienter til bankdirektører, i første omgang irrelevante. For overhovedet at fungere socialt har de svage børn brug for en omsorg, der kan få dem til at tro på sig selv og lære dem at omgås andre, mener Lene Lind, der i stedet for læreplaner efterlyser mål for børns udvikling. 

»Al den snak om læring! Og så de forbandede undersøgelser om, hvem der er dygtige til det ene og det andet. De socialt svage bliver i højere og højere grad tabere i det ræs. Det vigtigste i livet er at have tillid til sig selv og til andre. Men det kræver et langt sejt træk at nå så langt med socialt udsatte børn, og vilkårene for arbejdet bliver stadig sværere. Det er synd, for har børnene først det grundlag på plads, er de også bedre i stand til at lære noget bagefter,« mener pædagogen.

Belastningerne er blevet større

Lene Lind har sine erfaringer fra Eksperimentalinstitutionen, en daginstitution på Amager, hvor halvdelen af de i alt 60 børn visiteres fra hele København af såkaldt psykosociale årsager. Den anden halvdel er almindelige, velfungerende børn fra institutionens naturlige opland. 
Belastningerne hos de svage børn er blevet værre gennem årene, oplever Lene Lind. De vokser op med stadig mere alvorlige problemer: Vold og misbrug går igen i mange af børnenes familier. Seksuelle overgreb præger også mange børns opvækst – enten fordi de selv udsættes for dem, eller fordi forældrene har været seksuelt misbrugt som børn. Endelig er en stor andel af forældrene psykisk syge.

citationstegnVi har alle noget med fra vores barndom, som vil indgå i det manuskript, vi skriver for vores eget liv. Her vil vi ofte gentage de mønstre, vi selv er vokset op med

»Det er skandaløst, at et velhavende samfund som det danske lader børn leve under så forfærdelige vilkår, som tilfældet er. Vi fik på et tidspunkt et barn, som på tre år var blevet flyttet 12 gange. Det lille barn betjente to voksne seksuelt, men hver gang, nogle begyndte at interessere sig for familiens forhold, flyttede den bare,« siger Lene Lind.
Hvor stor en børnegruppe, der trækker rundt med en tung social arv, har hun ingen nøjagtige tal for. Men børneforskeren Per Schultz Jørgensen har tidligere opgjort risikogruppen af børn og unge til at udgøre 15 procent.

Den lille omsorgsgiver

Fælles for de belastede børn er, at de har savnet omsorg og derfor har et udtalt behov for at blive set, hørt og forstået. Men de kan opføre sig meget forskelligt. Nogle er stille, tilbageholdende, triste og opgivende. Andre urolige, aggressive og lader sig styre af øjeblikkelige indfald. Hver især har de udviklet de færdigheder, der bedst sætter dem i stand til at klare problemerne derhjemme.  

»Forestil dig et barn, der vokser op i en familie med vold og altid er bekymret for sin mor. Det udvikler fantastiske evner til at registrere voksnes følelser, forudse, hvad der er på vej, og tage ansvar. Et sådant barn kan være ekstremt selvhjulpent og have et overdrevent blik for, hvad kammeraterne mangler og har brug for. Man kan sidde ved et bord med en treårig, der har fuldstændig styr på, om alle har lige mange farver, eller om der er én, der mangler noget. Men det er færdigheder, barnet har udviklet på bekostning af at være legende og ubekymret,« siger Lene Lind.

12Midlet over for den lille omsorgsgiver er at komme den i forkøbet med omsorg. Men det grundlæggende handlemønster kommer man aldrig helt til livs, har institutionslederen erfaret.
»Vi har alle noget med fra vores barndom, som vil indgå i det manuskript, vi skriver for vores eget liv. Her vil vi ofte gentage de mønstre, vi selv er vokset op med. Selvfølgelig kan man til en vis grad omprogrammere livet med nye og brugbare erfaringer. Det er jo også princippet i det arbejde, vi gør for at få børnene til at bearbejde deres oplevelser, så de midlertidigt kan glemme og opleve noget, der er skægt og livgivende. Men vores oplevelser kan vi ikke bare kaste overbord. Har du set din mor blive banket den ene gang efter den anden, slipper du aldrig af med billederne,« mener Lene Lind.

Manglende tiltro

Når de socialt belastede børn kommer til Eksperimentalinstitutionen mangler de fuldstændig tiltro til voksne. Samtidig har den manglende omsorg og opmærksomhed givet dem opfattelsen af, at de er dårlige børn. Institutionen opbygger derfor et tæt, følelsesmæssigt forhold mellem det enkelte barn og en bestemt voksen.

»Nogle af børnene har faktisk brug for at have en voksen – den samme voksne – ved siden af sig stort set hele tiden til at hjælpe sig over for andre børn og i situationer, hvor der bliver stillet krav til dem. Det skal ikke være en støttepædagog, som man flytter videre til en anden, lige så snart barnet har fået det lidt bedre. Det vil kun give barnet endnu en oplevelse af svigt – af, at »hun kunne heller ikke holde mig ud«, « siger Lene Lind.

Hun vurderer, at det tager mindst tre år med en sådan »mandsopdækning«, før et svigtet barn har fået de erfaringer, der gør, at det kan tro på voksne og har lært at tage ansvaret for dets egne handlinger. Den ekstraordinære indsats er mulig, fordi Eksperimentalinstitutionen i forhold til almindelige institutioner i kommunen har 50 procent flere ressourcer til rådighed. Det er efter Lene Linds vurdering også nødvendigt, for at almindelige forældre vil »lægge børn til« praktiseringen af institutionens teori om, at socialt udsatte børn også har brug for andre, velfungerende børn som med- og modspillere. De ekstra ressourcer kommer nemlig alle institutionens børn til gode.

Helt anderledes normeringer nødvendige

»Men det siger jo noget om, hvad der skal til, hvis politikerne for alvor vil sætte ind mod den sociale arv og give børn med forskellige baggrunde bare tilnærmelsesvis lige muligheder i livet. Det kræver helt anderledes gode normeringer i daginstitutionerne og et langt bedre samarbejde mellem institutioner og socialforvaltninger – forvaltninger, som burde bemandes langt bedre, hvis de skal yde den nødvendige indsats og opfølgning i forhold til de problemer, der er i børnenes familier,« siger Lene Lind.

Hun mener, at mere lege- og familieterapi og flere aflastningsfamilier ville gøre underværker for de svage børn. Institutionslederen ville også gerne opbygge et tværfagligt samarbejde med socialrådgivere i den kommunale forvaltning om løsning af familiernes problemer. Men hun oplever, at hensynet til den kommunale økonomi bliver mere og mere styrende samtidig med, at hensynet til børnenes behov skubbes længere og længere i baggrunden.

»Skattestoppet med de begrænsninger og nedskæringer, det fører med sig, hænger jo slet ikke sammen med en erklæret målsætning om at bryde den sociale arv. Vi oplever, at der bliver skåret ned hele vejen rundt, og det rammer alt sammen ned i de udsatte familier. Børnenes vilkår tænkes der aldrig på. Tænker psykiateren for eksempel på konsekvenser for eventuelle børn, når han henviser en psykisk syg til distriktspsykiatrien og dermed til at bo hjemme og skulle varetage en forældrerolle,« spørger Lene Lind. 

Hvor langt det praktiske arbejde med den sociale arv er fra vidtløftige politiske visioner om, at alle skal kunne indtage ledende poster i samfundet, viser et familieprojekt, som Eksperimentalinstitutionen etablerede for et års tid siden. Her kommer pædagoger hjem til belastede familier og hjælper med spisning, sengelægning og tager familien med på tur i for eksempel Tivoli eller Zoologisk Have. Steder, hvor nogle af forældrene aldrig har været selv. Øvelsen skal lære dem at være sammen med deres børn på en sjov måde.

Der er aldrig fulgt op på de socialt truede børn, som gennem årene har været på Eksperimentalinstitutionen. Derfor er der ingen dokumentation for, at institutionens særlige og styrkede pædagogik virker. Men som mangeårigt medlem af Københavns Kommunes visitationsudvalg glæder Lene Lind sig over, at ingen af institutionens tidligere børn endnu er dukket op som forældre i nye »sager«.

Alle kan ikke være gode pædagoger

Lene Lind er ikke blind for, at pædagoger også selv bærer et ansvar for, at indsatsen for de svage børn forbedres. Det løfter de ikke altid lige godt, for pædagoger er ikke godt nok uddannet i dag, mener hun. Uddannelsen er efter hendes mening for kort, bred og generel. Samtidig er det i for høj grad op til den enkelte pædagogstuderende at stykke uddannelsen sammen. Resultatet er, at uddannelsen leverer pædagoger, som ikke nødvendigvis ved noget om børns udvikling.

»Vi bliver også nødt til at tage hul på det tabu, at ikke alle kan blive gode pædagoger – nøjagtig som alle ikke kan blive matematikere og operasangere. I dag er holdningen jo, at alle kan blive pædagoger. Men hvis man selv har mange lig i lasten, kan man ikke indgå i relationer, der kan give børn gode udviklingsmuligheder. Og nogle har simpelthen haft for svær en barndom til, at de har det tilstrækkelige overskud. Det er virkelig noget, seminarierne bør være opmærksom på,« mener hun.