Den offentlige sektor kvæles i kontrol

Af | @MichaelBraemer

Mistillid og kontrol er alt for udbredt i den offentlige sektors forhold til sine ansatte, mener arbejdsmiljøprofessor Tage Søndergaard Kristensen. Arbejdsglæden i det offentlige er i dag så lille, at han forudser store problemer med overhovedet at få nogen til at løse fremtidige velfærdsopgaver.

Farvelfærd Danske politikere vil få det med efterlønnen, nøjagtig som USA i øjeblikket har det med Irak: Det var let nok at erobre landet, men hvad så? Når politikerne har gjort, som økonomerne i den nedsatte Velfærdskommission er bestilt til at anbefale dem – nemlig at afskaffe efterlønnen – vil de opdage, at det var en teknisk detalje, der nok var nødvendig, men ikke i sig selv løste problemet.

For ud over en udvikling i befolkningssammensætningen, der går i retning af flere ældre, består velfærdssamfundets krise af en række problemer, der ikke lader sig løse af en enkelt lovændring. Og får vi ikke rettet op på den måde, vi har misrøgtet den offentlige sektor på, er vi på vej mod et samfund, der ikke er bæredygtigt.

Sådan ser forskningsprofessor på Arbejdsmiljøinstituttet Tage Søndergaard Kristensen i hvert fald på problemet med at sikre fremtidens velfærdssamfund.

Efter at have gennemført over halvdelen af det femårige forskningsprojekt PUMA (Projekt Udbrændthed Motivation og Arbejdsglæde), der udelukkende omfatter offentligt ansatte, har han oplevet så stor frustration og utilfredshed blandt velfærdssamfundets praktiske udøvere, at han forudser alvorlige problemer med at rekruttere arbejdskraft til at løse fremtidens velfærdsopgaver.

»Vi risikerer rent ud sagt at komme i en situation, hvor ingen gider at passe eller undervise vores børn, behandle de syge eller passe de gamle. Simpelthen fordi det vil være for lidt attraktivt, sådan som vi har indrettet og behandler den offentlige sektor,« advarer han.

Besværlige kunder

Det er offentligt ansatte over en bred kam, der klager over dårlig ledelse, uklare arbejdsopgaver og stigende arbejdspres. Samtidig udsættes de for trusler, vold og chikane fra stadigt mere krævende og besværlige borgere. At der er mere end almindelig småbrok bag klagerne, viser voksende sygefravær, udstødning, medarbejderflugt og de problemer, der allerede er med at skaffe arbejdskraft til den offentlige sektor.

Ingen, der har fulgt den seneste tids begivenheder i fængslerne, vil være i tvivl om, at fængselsbetjente kan være truet på arbejdet. Men truslerne sætter ind længe, før det udvikler sig til fangeoptøjer. »Vi ved godt, hvor dine børn går i børnehave,« er blot et eksempel på de mange trusler, betjentene løbende modtager.

citationstegnDet største chok var nok, at jordemødrene er den gruppe, som i PUMA-undersøgelsen mere end nogen anden taler om stigende antal besværlige kunder. Det er blevet et tabernakel for moderne kvinder at føde – det helt store og iscenesatte show, og reaktionen er hård, hvis kunderne ikke oplever, at personalet spiller med.

Det vil næppe heller overraske nogen, at P-vagterne ikke føler sig båret frem på en bølge af popularitet. Men det kan måske forarge, at hver tredje P-vagt i København i løbet af et år bliver slået, spyttet på, væltet omkuld, sparket, truet med kniv eller udsat for, at bilister vil køre dem ned.

Ikke engang politibetjente har været i stand til at bevare respekten for deres arbejde. Volden mod dem steg med over 50 procent på fem år fra 1998 til 2002.

»Vi bliver mere og mere besværlige år for år, og det går ud over alle grupper af offentligt ansatte.

Ganske almindelige borgere slår synsinspektører ned, hvis de ikke får godkendt deres bil. Men det største chok var nok, at jordemødrene er den gruppe, som i PUMA-undersøgelsen mere end nogen anden taler om stigende antal besværlige kunder. Det er blevet et tabernakel for moderne kvinder at føde - det helt store og iscenesatte show, og reaktionen er hård, hvis kunderne ikke oplever, at personalet spiller med,« fortæller Tage Søndergaard Kristensen.

Han mener, at det er et meget alvorligt krisetegn, når danskerne begynder at stille større krav til velfærdsydelserne samtidig med, at de slækker på respekten for dem, der skal levere ydelserne.

Ligeså problematisk finder Tage Søndergaard Kristensen det, at politikerne snakker om kvaliteten i velfærdsydelserne uden at tage stilling til arbejdsbetingelserne for dem, leverer dem.

»Og det er jo et paradoks af rang, at man vil øge arbejdsstyrken ved at reducere antallet personer på offentlige ydelser samtidig med, at offentligt ansatte har den største risiko for at ende på førtidspension,« siger han.

Nedskæringer er en myte

Problemet for det offentlige er ikke mangel på ressourcer, mener Tage Søndergaard Kristensen. Hans pointe er tværtimod, at Danmark har verdens største offentlige sektor, og at problemerne og mistrivslen er steget i takt med den offentlige vækst.

»Nedskæringer er et løbende tema i den offentlige debat, men det er en myte, skabt af journalister. Faktum er, at den offentlige sektor vokser og har gjort det siden Anden Verdenskrig. Selv i den periode, hvor der blev færre børn, blev der ansat flere lærere. Man indførte så bare færre børn i klasserne, sendte flere til specialundervisning og lod lærerne undervise færre timer,« påpeger han.

Et andet illustrativt eksempel er sygehusvæsnet, der i 1935 havde 15 ansatte per sygeseng. I 1995 var der 80 ansatte for hver seng, og alle løb rundt og var stressede. Det tvivler Tage Søndergaard Kristensen ikke et øjeblik på, at de var. Det skyldtes bare ikke mangel på ressourcer, men derimod mangel på målsætning samt dårlig ledelse og organisering.

»Vi har utroligt mange mennesker ansat i det offentlige til at løse en dårligt defineret opgave, og så længe det er tilfældet, kan man altid bruge nogle flere. De fleste offentligt ansatte bruger langt under halvdelen af deres tid på det, de er ansat til. Derfor kan vi godt droppe troen på, at hvis vi bare bliver nogle flere, så bliver vi også mindre stressede,« siger han.

Tage Søndergaard Kristensen henviser til undersøgelser i sundhedsvæsenet, der viser, at hvis man bare ansætter mere personale uden organisatorisk omtanke, så opnår man kun flere kommunikationsfejl, flere problemer med koordinering, samarbejde og ledelse, mere ventetid og spild samt mindre tid til kerneydelsen: Patienterne.

Famler i blinde

Sundhedsvæsnet er dog enestående for den offentlige sektor ved løbende at foretage en evaluering af, om man når de mål, man har sat sig. Ellers oplever forskningsprofessoren, at de offentligt ansatte famler rundt i blinde med en nagende og nedbrydende bevidsthed om, at uanset hvad de gør, så er det ikke godt nok. Lærernes arbejdsbetingelser er efter hans opfattelse et af de grelle eksempler.

»Vi har en af verdens dyreste skoler, men alle spørger sig selv, hvad pengene går til. Skolelærerne oplever at blive hængt systematisk ud i medierne for ikke at være gode til deres arbejde. Børnene kan jo ikke læse eller skrive, siger rapporterne. Oven i købet skaber skolen løbende flere tabere og større social skævhed. Man lægger karakterer for forskellige skoler ud på nettet til sammenligning, selv om de først og fremmest viser, at børn fra socialt bedre stillede områder får bedre karakterer end børn fra socialt dårligere stillede områder. Lærerne straffes altså for at undervise der, hvor der er mest brug for det,« påpeger Tage Søndergaard Kristensen.

I stedet for den mistillid og kontrol, som vinder stigende indpas i den offentlige sektor, efterlyser Tage Søndergaard Kristensen klare målsætninger for arbejdet og tiltro til, at de ansatte selv kan vurdere deres arbejdsindsats i forhold til disse målsætninger.

Det ville betyde et gevaldigt løft for arbejdsglæden og motivationen i den offentlige sektor, mener han. For eksempel for hjemmehjælperne, der i disse år underkastes det helt store kontrolapparat med tidsstudier og opdelte arbejdsfunktioner.

»Hvis fru Hansen får tildelt fire timers hjemmehjælp om ugen, burde hun jo sammen med hjemmehjælperen kunne aftale, hvad der skal ske. Det er to voksne mennesker, det handler om.

Men fra syerskerne og slagteriarbejderne ved man jo, hvordan man ødelægger et arbejdsmiljø, og nu skal succesen åbenbart gentages,« siger Tage Søndergaard Kristensen.

Erfaringer udnyttes ikke

Det undrer ham, at udviklingen kan få lov til at gå den forkerte vej, alt imens forskningsrapporter om plusser og minuser i arbejdsmiljøet hober sig op. Der mangler nemlig ikke værktøjer til at indrette sig, så man både opnår et bedre arbejdsmiljø og en bedre offentlig service. Det er skraldemændene mønstereksemplet på.

citationstegnVi har utroligt mange mennesker ansat i det offentlige til at løse en dårligt defineret opgave, og så længe det er tilfældet, kan man altid bruge nogle flere. De fleste offentligt ansatte bruger langt under halvdelen af deres tid på det, de er ansat til. Derfor kan vi godt droppe troen på, at hvis vi bare bliver nogle flere, så bliver vi også mindre stressede.

»Deres arbejdet er baseret på gode principper som tillid og selvforvaltning, der er gode arbejdsforhold, fritidsfaciliteter og mange personalegoder. Derfor er det også blevet et højstatus-job i Danmark med ventelister, hvor det internationalt er et møgarbejde, der udføres af folk i pjalter. Meget symptomatisk ser man, at skraldemændene i modsætning til andre har overskud til at engagere sig i for eksempel opgaven med at integrere indvandrere,« siger han.

Stik modsat lider postbudene under et arbejdsmiljø, som takket være alle de forkerte beslutninger er dumpet fra toppen til bunden på kvalitetsskalaen i løbet af godt 30 år. I en stor dansk undersøgelse i 1972 blev postbudenes arbejdsmiljø kåret som landets bedste.

Forklaringen var ikke mindst, at postbudene som nogle af de eneste fik motion på jobbet. Det »personalegode« har senere regler om postkassers placering udhulet. Samtidig har man udsat postbudene for hele registret af mistillid: Opmåling, intensivering af arbejdet og kontrol.

»Faren ligger i, at hele det offentlige system degenerer til et enormt kontrolapparat. Foreløbig er der intet, der forhindrer det i at ske,« advarer Tage Søndergaard Kristensen.