Den økonomiske tvist

Af Illustration: Sune Watts

Om kort tid spiller Helle Thorning-Schmidt (S) og SF’s Villy Søvndal ud med oppositionens plan for Danmarks økonomiske fremtid – politikere vil fra alle sider skyde planen ned og i stedet fremhæve deres egne unikke løsninger. Fire økonomer skærer dansk økonomi ud i pap.

MENS VI VENTER Beskæftigelse. Vækst. Holdbarhed. Uddannelse. Efterløn. Krise.

Socialdemokraterne og SF er på trapperne med deres bud på dansk økonomis fremtid, og vi er atter på vej ind i en periode, hvor de økonomiske begreber blandes sammen som æbler og pærer i den politiske debat.

Statskassen har i år et underskud på 94 milliarder kroner, og samtidig forventes de offentlige udgifter i fremtiden at overstige indtægterne, fordi vi bliver flere ældre, der intet producerer, men til gengæld lever længere.

Derudover falder olieindtægterne på grund af en faldende olie- og gasproduktion, og samlet set viser regnskabet, at hvis politikerne intet gør, kommer statskassen til at mangle 31 milliarder kroner i 2015. Og omtrent det samme beløb året efter – og året efter igen …

Danmark står altså med ét her og nu problem – og ét fremtidsproblem. I regeringens konvergensprogram fra februar skitseres kursen nærmest som den rene ruin:

’Samtidig peger de beregningstekniske fremskrivninger imidlertid på, at der efter 2015 vil være udsigt til en periode på 20-30 år med tiltagende underskud … ‘

I den politiske virkelighed anno 2010 findes der populært sagt to typer medicin:

Enten vil man fortsat bruge mange penge nu, fordi man tror, det giver endnu større indtægter, flere job på sigt og dermed sorte tal i statsregnskabet i fremtiden.

Eller også prædiker man mådehold og konsolidering nu på grund af krisen, hvilket på kort sigt ofte betyder fyringer i den offentlige sektor, men til gengæld giver mulighed for at få bugt med underskuddet i statskassen.

Uddannelse vs. nulvækst

Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), skitserer den første vej sådan her:

»Vi advarer meget kraftigt imod, at vi i 2011 strammer finanspolitikken. Vores frygt er, at du stopper det opsving, der er ved at komme i gang, og at du slet ikke får fart i økonomien,« siger han og kræver straks langt mere fokus på uddannelse af unge og ufaglærte, fordi Danmarks største problem på sigt er manglen på hænder på arbejdsmarkedet.

»Det, der ligger et år eller to ude i fremtiden, er det, der skal gøre, at vi får vækst frem til 2020 og gør, at vi får løst vores holdbarhedsproblem på sigt,« vurderer han.

I den borgerligt-liberale ’tænketank’, Cepos, illustrerer cheføkonom Mads Lundby Hansen den anden vej.

Cepos vil på kort sigt konsolidere de offentlige finanser ved – ligesom statsministeren – at køre med ’nulvækst’ i det offentlige forbrug. Mads Lundby Hansen er endda parat til at køre med decideret minus-vækst i den offentlige sektor.

Pointen er, at hvis man ikke viser tegn på økonomisk ansvarlighed, bliver det negative billede selvforstærkende.

»Der ligger et pædagogisk signal i at være økonomisk ansvarlig. Man skal huske, at hvis man ikke gør noget ved det offentlige underskud, kan forbrugere og virksomheder måske holde igen i fremtiden – fordi forbrugerne frygter fremtidige skattestigninger, og virksomhederne holder igen med investeringer,« siger Mads Lundby Hansen, der vil sikre flere hænder på arbejdsmarkedet.

»Det er en bremse på dansk økonomi frem mod 2020. Så her er løsningen i høj grad at fjerne efterlønnen og skære dagpengeperioden ned fra fire til et år, men vi skal også have gjort noget omfattende ved vores skattesystem. Vi skal også reducere selskabsskatten markant, gerne fra 25 ned til 15 procent, så vi øger incitamentet til at investere i virksomheder. Det giver øget produktivitet og øget velfærd. Og så skal vi have sænket marginalskatten til 42 procent. Det er lavere end i England, Schweiz og USA, så får vi et mere konkurrencedygtigt skattesystem,« siger Mads Lundby Hansen.

»Erfaringen fra Danmark og OECD er, at når man øger arbejdsudbuddet, følger beskæftigelsen med,« siger Mads Lundby Hansen.

Professor i økonomi ved Roskilde Universitet (RUC) Jesper Jespersen mener dog, at Cepos – og regeringen – tager den forkerte vej.

»De næste tre år vil finansministeren spare på de offentlige budgetter. Det er oppe imod økonomisk teori, når man siger, at man sikrer beskæftigelse ved at spare på den offentlige økonomi. Det er grundlæggende nogle forkerte krav, men det er fordi, de benytter en forkert økonomisk teori, hvor man foregøgler, at markedskræfterne løser problemet, hvis bare der er balance på de offentlige budgetter,« siger han og fremhæver finanskrisen som eksempel på, hvor stor skaden bliver, når markedet kører for vidt.

»Det er jo derfor, vi har fået så store underskud på de offentlige budgetter, fordi den offentlige sektor går ind og samler op, når markedskræfterne svigter,« siger Jesper Jespersen.

Skal skabe job

Løsningen i Jesper Jespersens redningsplan er en opgradering af arbejdsmarkedet.

»På den lange bane skal vi sikre en højnelse af uddannelsesniveauet og en højnelse af erhvervsfrekvenserne. Det er både økonomisk, men også menneskeligt, helt uacceptabelt, at 20 procent af en ungdomsårgang ingen uddannelse får,« siger han.

Danmark står i en situation, hvor arbejdspladser siver til udlandet, eksempelvis slagteriernes arbejdspladser, men Jesper Jespersen vurderer, at det – trods alt – er til at leve med. Ingen briter ønsker sig givetvis tilbage til kulminerne i dag, påpeger han. Uddannelse gør arbejdsmarkedet bedre, og det er løsningen på fremtidens udfordringer.

»Jeg hører ikke til dem, der siger, at vi får flere i beskæftigelse ved at sætte dagpengene ned. For hvis der ikke er job, så … ,« siger Jesper Jespersen.

Cepos’ Mads Lundby Hansen er uenig:

»Jeg er ikke bekymret for, at nulvækst og reformer på arbejdsmarkedsmarkedet vil svække dansk økonomi. Hvis man går fra voksende til uændret offentlig beskæftigelse, bliver der flere hænder til den private sektor, som kan vokse. Det bliver der behov for,« siger han.

Mytedræber

Tidligere vismand og professor i økonomi på Copenhagen Business School (CBS) Jan Rose Skaksen slår dog en pæl gennem mange myter: Vi kan ikke kun vokse os ud af krisen.

»Det er rigtigt at lukke hullet i de offentlige finanser forholdsvis hurtigt, fordi vi på sigt får et større og større problem med at få udgifter og indtægter til at nå sammen. Vi står grundlæggende og mangler 25 milliarder kroner hvert år fremover, og det er vigtigt at forstå, at vi ikke kan få det her hul til at gå væk ved at investere og producere os ud af det. Produktiviteten i den private sektor løser ikke en disse ved dette problem. Når vi bliver mere produktive og rige, får vi større skatter, men vi får også større udgifter til lønninger i den offentlige sektor. De to ting følges ret pænt ad,« siger han.

AE’s Lars Andersen vurderer dog stadig, at alt for mange kræfter bruges på at holde igen i den offentlige økonomi. Blandt andet for at leve op til EU’s konvergens-program, der siger, at statsunderskuddet kun må have en vis størrelse i forhold til bruttonationalproduktet.

»Du skal huske på, at når du laver nulvækst i en situation med arbejdsløshed, er det ikke den fulde effekt, du får på offentlige budgetter. Du skal ikke tage det der konvergensprogram alvorligt helt ned på decimaler. Vi skal passe på, at vi ikke tilrettelægger medicinen, så vi ender med at skyde os selv i foden,« siger han.

Når der tales om langsigtede reformer nævnes efterlønnen ofte som den store skurk.

Cirka 18 milliarder kroner årligt ville statskassen spare, hvis ordningen var væk, men når efterlønnen køres ind i debatten i dag, fjerner den alligevel ikke hullet i statskassen på 94 milliarder kroner. Alligevel er det ikke tosset i dag at tale om at fjerne efterlønnen, påpeger Jan Rose Skaksen.

»Efterlønnen letter problemet på længere sigt, og det smitter af på, hvor vigtigt, det er at få lukket hullet i kassen på kort sigt,« siger han.