Den nye ulighed

Af

Kom lige én gang til og sig, at alle unges største problem i 2007 er, hvor de får den bedste cafe latte for SU’en. Den nye ulighed er kommet – men forhåbentlig ikke for at blive.

SKEL Hvor store er forskellene i danskernes indkomster? Formuerne? Arven? Og hvad gør skattesystemet og de sociale ydelser for at udjævne forskellene? Disse spørgsmål har domineret i ulighedsdebatten i mange år. Og der er ingen tvivl om, at den økonomiske ulighed stadig spiller en nøglerolle i friværdiernes, skattelettelsernes, arveformuernes og kontanthjælpsloftets Danmark.

Men moderne ulighed handler ikke kun om kroner og øre. En ny form for ulighed spiller en stadig voksende rolle i det danske samfund. Det handler om den store gruppe børn og unge – mellem 10 og 20 procent – som vokser op i skrøbelige familier, hvor de ikke får de sociale eller kulturelle kompetencer, der er nødvendige for at begå sig i livet. Man kan kalde dem for de mulighedsfattige.

I forrige nummer beskrev vi erhvervsskolelærernes frustrationer over den voksende gruppe af elever med faglige problemer, som er umulige at undervise. I sidste uge satte A4 fokus på de mange unge, som ikke formår at få et job, selv om arbejdsmarkedet er rødglødende. Og i dagens ugebrev bringer vi en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at fem gange flere unge med en såkaldt børnesag fra barndommen i perioden 2001-2005 blev sigtet for tyveri, røveri, vold, narkohandel med videre, end tilfældet var i den tilsvarende gruppe, der aldrig har haft en børnesag.

Billedet af den nye ulighed bekræftes af pædagoger og socialarbejdere, som fortæller, at hvor det »fattige« barn før i tiden stod med en plastikpose i hånden og gårdsangersko på fødderne, så render han i dag rundt med mobiltelefon, iPod og masser af slik. Penge er ikke problemet i dag. Det er fraværet af evnen til at indgå i mellemmenneskelige relationer til gengæld. Fuck you, bøsserøv!

Den nye ulighed er en stor politisk udfordring. Men når det gælder netop denne ulighed, er dansk politik hæmmet af to problemer. Det ene er, at middelklassen – herunder politikerne – ikke ser de nye ulighedsformer. Simpelthen fordi de nye fattige befinder sig under radaren. Det skyldes, at vi i stigende grad isolerer os i sociale ghettoer med mennesker, der er kopier af os selv – i boligområder, i skoler, i ægteskaber og i venskaber. Derfor bliver den offentlige debat fordrejet og kommer til at handle alt for meget om at opfylde den velfærdshungrende middelklasses behov for mere velfærd på alle hylder. Se bare på kvalitetsdebatten, som er kørt helt af sporet.

Det andet problem er, at den moderne fattigdom er langt mere kompleks og sværere at bekæmpe end den økonomiske fattigdom. Hvor den sidstnævnte handler om med en lommeregner i hånden at flytte ressourcer fra velstillede til underprivilegerede, er det betydeligt sværere at bekæmpe den ulighed, der skabes før den første skoledag. Hvordan sikrer man, at Dennis, der vokser op i en konfliktpræget familie, lærer basale regler for menneskelig omgang? Hvordan giver man ham faste måltider, kulturoplevelser og lektielæsning? Og hvordan får man ham til at bryde den sociale arv?

Måske er det på tide at nedsætte en socialkommission, der kan afdække den nye ulighed blandt især børn og unge og komme med bud på de nødvendige forandringer i skole-, social- og boligpolitikken?

Kom lige én gang til og sig, at den unges største problem i 2007 er, hvor han får den bedste cafe latte for SU’en. Det er tilfældet for nogle, men langt fra alle. Den nye ulighed er kommet – men forhåbentlig ikke for at blive.