Den nye danske model

Af | @GitteRedder

Den lovpriste danske flexicurity-model er på vej i graven. Til gengæld har en ny dansk model, der sætter uddannelse i højsædet, set dagens lys. Kun livslang læring kombineret med social sikkerhed og mobilitet kan sikre dansk konkurrenceevne fremover, mener arbejdsmarkedsforskerne. Undervisningsministeren hylder den nye model, der har fået titlen: mobication.

MADE IN DENMARK Den berømte danske flexicurity-model er noget nær en død sild, der slet ikke passer til fremtidens arbejdsmarked. Det er en gammel udslidt model, der passede bedre til 1990’ernes arbejdsmarked. Nu kalder især den nye internationale arbejdsdeling og finanskrise på en ny og robust dansk model, hvor uddannelse kommer i højsædet.

Det er to af Danmarks fremtrædende arbejdsmarkedsforskere, der erklærer flexicurity på gravens rand og i stedet har designet en ny og, ifølge dem selv, mere fiks model, der skal sikre dansk konkurrencekraft og dermed velfærd fremover.

Arbejdsmarkedsforskerne professor Ove Kaj Pedersen fra Handelshøjskolen i København (CBS) og leder af Center for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet Søren Kaj Andersen kalder den nye danske model for ’mobication’ – en sammentrækning af de to ord mobility (mobilitet) og education (uddannelse).

»Det er uddannelsespolitikken, der skal være trækkraften for den næste generation af beskæftigelsespolitikken. Hvis vi ikke via læring konstant omstiller og uddanner arbejdsstyrken til et nyt krævende arbejdsmarked, mister vi konkurrenceevne og arbejdspladser, og uden det har vi ikke råd til velfærd,« siger Ove Kaj Pedersen, der også er formand for Det Nationale Råd for Voksenuddannelse.

Også Søren Kaj Andersen mener, at den danske flexicurity-model efterhånden har udtømt sin mission.

»Vi bliver nødt til at se på, hvilke dynamikker, der er vigtige for at sikre høj beskæftigelse fremover. I den gamle flexicurity-model handlede det meget om, hvad der sker, når man bliver arbejdsløs og hvilken social støtte og aktiveringstilbud, man fik. I den nye model handler det om, hvad der sker, når du er inde på arbejdsmarkedet for at sikre dig flest mulige jobmuligheder på et omskifteligt og krævende arbejdsmarked«, siger Søren Kaj Andersen.

Begge forskere afviser, at det bare er akademisk ordlir at tale om ’mobication’ som afløseren for ’flexicurity’.

Fodslæbende

Ifølge LO-formand Harald Børsting er dansk fagbevægelse allerede mange skridt ude af mobication-vejen. Set med den faglige veterans øjne repræsenterer begrebet ikke for alvor nogen form for nytænkning:

»Jeg bryder mig ikke om forskernes forbandede sammensatte ord, men hvis de nu har brug for det for at forklare sig, er det fint nok. Men pointerne i det nye begreb – at vi skal satse på fleksibilitet og uddannelse – tilslutter jeg mig, og så er jeg glad for at forskerne bliver mere og mere klar over, at uddannelse er en nødvendig investering,« siger Harald Børsting og glæder sig over, at han i Ove Kaj Pedersen og Søren Kaj Andersen har fået et par våbenbrødre i kampen for at få regeringen til at punge ud med flere penge til uddannelse:

»I fagbevægelsen har vi kæmpet som gale for, at regeringen skulle forstå, at aktiv arbejdsmarkedspolitik skal indeholde langt mere uddannelse. Regeringen er stadigvæk meget fod­slæbende og har den tilgang til uddannelse, at den er en omkostning, der belaster vores offentlige finanser helt ad helvede til,« siger Harald Børsting og fremhæver, at man »jo bare kan tage en hvilken som helst statistik om svage grupper i det her samfund og så sammenholde det med deres uddannelsesbaggrund, så kan man få øje på hovedforklaringen.«

Sagt med andre ord: Uden uddannelse er du svag.

»Det er jo mange gange dokumenteret, at uddannelse betaler sig på den lange bane. En person, der gennemfører en ungdomsuddannelse, leverer 5-6 år mere på arbejdsmarkedet end en, der ikke gør. Vi ved notorisk, at folk uden uddannelse er overrepræsenteret i statistikkerne over overførselsindkomst, og derfor bliver de omkostningstunge for samfundet. Der er kun ét modsvar: Uddannelse,« fastslår Harald Børsting.

Både beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og undervisningsminister Bertel Haarder (V) bør ifølge LO-formanden nærlæse ’mobication’ og lade nogle højere bevillinger følge med.

»Der er ingen tvivl om, at der er brug for massive investeringer i uddannelse. Fra folkeskole til ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser og så videre. Vi er totalt enige med regeringen om, at det er helt vitalt at nå målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang får en uddannelse, hvis Danmark skal klare sig i fremtiden. Dertil kommer livslang uddannelse, og vi skal have et effektivt efteruddannelsessystem, der matcher behovene,« siger Harald Børsting.

Den nye mobication-model har gået sin første Catwalk – nemlig i Nordisk Råd, hvor undervisnings- og beskæftigelsesministre fra de nordiske lande har fået den præsenteret. Og undervisningsminister Bertel Haarder erklærer sig da også enig i hovedpointerne, selv om han har opfundet sit eget ord for modellen, nemlig ’flexication’:

»Men det er samme sag. Udover fleksibilitet på arbejdsmarkedet og social sikkerhed skal vi have fleksibilitet i uddannelserne. Det går ud på at fjerne blindgyder, at sikre at elever og studerende, der vil skifte spor, ikke skal begynde forfra. At sikre, at man altid kan bygge ovenpå den uddannelse, man har,« siger Bertel Haarder og tilføjer, at flexication er endnu mere nødvendig i fremtiden end i fortiden.

»En masse job er forsvundet, og hvis nye job skal opstå, har vi i den grad brug for social sikkerhed, uddannelse, mobilitet. Efteruddannelse er vigtigere end nogensinde«, siger ministeren, der afviser LO-formandens kritik af, at regeringen er fodslæbende, når det handler om at prioritere livslang læring:

»Det mener jeg bestemt ikke er en rimelig beskyldning. Vi er suverænt nummer et i hele verden. Og med de nye kompetencefonde, som arbejdsmarkedets parter bygger op, er vi endnu mere nummer et,« siger Bertel Haarder.

Skal skæres ud i pap

Men uanset at almindelige lønmodtagere slår knuder på tungen, når de skal tale om en ny dansk model, så er det vigtigt, at vi får en ny GPS at navigere efter i beskæftigelsespolitikken, mener forskerne.

Forudsætningerne for at opretholde dansk konkurrenceevne har nemlig ændret sig dramatisk siden 1990’erne, påpeger de og henviser til nogle grundlæggende strukturelle forandringer på arbejdsmarkedet, der også er vores allerstørste udfordringer:

  • Den internationale arbejdsdeling, hvor arbejdspladser især flytter til det lønbillige Asien, fortsætter. På halvandet år har Danmark tabt lige så mange arbejdspladser, som vi normalt taber på ti år.
  • Ny teknologi udfordrer os, og vi skal være i verdensklasse med it, forskning og innovation, hvis vi vil opretholde vores løntunge job.
  • Demografiske forandringer, hvor vi bliver stadig ældre.
  • En klimadagsorden, hvor grøn vækst og grønne job er en bunden opgave.

Tiden kan ikke skrues tilbage, og de gamle industriarbejdspladser kan ikke hentes hjem igen, påpeger forskerne. Samtidig står vi ifølge Ove Kaj Pedersen overfor et paradoks, der trækker arbejdsmarkedet i to forskellige retninger; i den ene retning bevæger vi os hen mod arbejdsfunktioner, hvor der anvendes højtkomplicerede teknologier. Videnstunge job kendetegnes ved høje lønninger. I den anden retning har vi service og omsorg, hvor de fleste job har lave lønninger.

»Hvis vi ikke hele tiden kvalificerer os, risikerer Danmark om 10-20 år at stå med en arbejdsstyrke, der ikke besidder de rette kvalifikationer i forhold til de jobmuligheder, der er på de to delarbejdsmarkeder,« siger Ove Kaj Pedersen.

Alvoren understreges ifølge professoren af, at de børn og unge, som vi uddanner i dag, er fremtidens arbejdsstyrke, der skal konkurrere med højtuddannet arbejdskraft fra hele kloden.

»I betragtning af at mange unge aldrig får en uddannelse udover folkeskolen, at vi har et alarmerende frafald på erhvervsuddannelserne, og at mange springer fra undervejs i en uddannelse, er det vigtigt, at vi får skåret ud i pap, at uddannelse undervejs i livet skaber mange flere muligheder i ens arbejdsliv,« siger han.

Hvem skal nu betale?

Opfinderne af mobication-modellen anviser ikke, hvem der skal finansiere gildet. Men de påpeger, at der allerede ved overenskomstfornyelse på det private arbejdsmarked i 2007 er oprettet de såkaldte kompetencefonde, hvor både arbejdsgivere og arbejdstagere via overenskomsterne bidrager med mange penge til et uddannelsesløft. Forskerne kalder kompetencefondene et fortrin for Danmark og mener, at de bør udbygges yderligere. I det hele taget er et mix mellem egenbetaling, offentlig finansiering og arbejdsgiverbetalte ordninger et gode.

»Arbejdsmarkedets parter kan være med til at spare endnu mere op til uddannelse end de gør i dag, og kompetencefondene kan sagtens udvides til at gælde endnu flere på arbejdsmarkedet,« siger Ove Kaj Pedersen og understreger, at statsfinanserne ikke kan bære hele uddannelsesindsatsen.

Også Søren Kaj Andersen fra FAOS fremhæver, at der er mange håndtag at dreje på. Blandt andet kan man via skattesystemet gøre det attraktivt at uddanne sig.

»Yngre mennesker i ufaglærte job med en fed indtægt, der kan være svær at slippe, kan måske motiveres over i uddannelse med en skattemæssig gevinst,« siger Søren Kaj Andersen og tilføjer, at virksomheder også via skattesystemet kan tilskyndes til at give brede uddannelsestilbud til sine ansatte.

»Vi må tage mange instrumenter i brug for at sikre et dynamisk arbejdsmarked, hvor folk løbende uddanner sig. Skrækscenariet er, at vi står med store grupper på arbejdsmarkedet, der ikke har de rette kvalifikationer og dermed mister konkurrencekraft,« siger Søren Kaj Andersen.

Selv om undervisningsminister Bertel Haarder er ellevild med den nye danske model, vil han ikke udstede en blankocheck til formålet:

»Det er ikke noget, der koster penge. Tværtimod er det noget, der sparer penge både for den enkelte og samfundet. Det betyder, at vi kan skyde genvej i stedet for at starte forfra, kan beholde sit job samtidig med at man studerer. Det er alt sammen mere en besparelse end en udgift.«