Den nødvendige etik

Af

Flere pensionsfonde vil i fremtiden sætte etikken på dagsordenen i de store, internationale selskaber. Ikke kun af hensyn til menneskerettigheder og miljø – også af hensyn til afkastet. Det vurderer Peter Damgaard Jensen, administrerende direktør i et af Danmarks største pensionsselskaber PKA. Men vejen mod større indflydelse på giganterne er snoet og stenet. Selv har PKA kun taget de første skridt.

PENGENES MAGT I sidste uge kunne sygeplejerskerne læse i avisen, hvordan deres eget pensionsselskab investerer millioner i firmaer, der producerer det dødelige indhold i giftsprøjterne til henrettelser af amerikanske fanger. Få dage før var det Danske Bank og Danica, der trak overskrifter for deres norske investeringer i den mindre pæne del af våbenindustrien. To eksempler ud af mange på, at befolkningen i stigende grad interesserer sig for, hvad deres sparepenge laver af ulykker ude i verden.

Når den slags også i stigende grad bekymrer folk som Peter Damgaard Jensen, administrerende direktør i PKA (Pensionskassernes Admini-stration) og en af Danmarks tungeste aktører på pensionsmarkedet, så skyldes det ikke hans hjertes godhed eller en pludselig vækkelse i politisk korrekthed. Det hænger sammen med, at moralsk angribelige selskabers eskapader stadigt oftere trækker spor på bundlinjen og i aktiekurserne. Det er også forklaringen på, at miljøprofil og social ansvarlighed pludselig er rykket ind i mange store virksomheders direktionslokaler og årsregnskaber side om side med hårde økonomiske måltal, mener Peter Damgaard Jensen:

»Det er jo ikke kun, fordi ledelserne sidder derhjemme og tænker, nu må vi hellere til at opføre os etisk. Det sker jo også, fordi de kan se, at det er forretningsmæssigt fornuftigt at gøre sig nogle overvejelser om det her.«

Når investeringer i selskaber, der bruger børnearbejdere eller forurener lokalmiljøet, lander på forsiden af en avis, er det nemlig ikke længere »blot« et moralsk problem. Så bliver det pludselig også en forretningsmæssig risiko. En risiko, som alle større investorer bliver nødt til at tage højde for, når de vurderer, hvor sikker en inve-stering i en indisk håndklædeproducent eller en dansk kemikalievirksomhed er, mener Peter Damgaard Jensen.

Når han skal sikre den størst mulige pension til 215.000 sygeplejersker, socialrådgivere og andre ansatte i social- og sundhedssektoren, er selskabernes etiske færden derfor blevet en naturlig del af risikovurderingen.

»Det er blevet en meget tydeligere risiko i dag, fordi holdningen i befolkningen og pressens fokus på miljøforhold og arbejdstagerrettigheder er stigende. Så hvor virksomhederne før i tiden kunne sige, »der er ikke nogen, der tager sig af, at vi sviner lidt«, så løber de i dag en meget stor risiko, hvis de har problemer med miljøet. Det viser for eksempel Cheminova-sagen,« siger Peter Damgaard Jensen med henvisning til historierne om den danske kemikalieproducents salg af sundhedsfarlige sprøjtegifte til fattige bønder i Den Tredje Verden.

»I mange år var de etiske retningslinjer måske mest en slagt vinduespynt, der skulle få det til at se pænt ud udefra, og så håbede man ellers på, at der ikke skete noget,« siger Peter Damgaard Jensen.

I dag mener han, der er en voksende forståelse for, at etikken ikke er en blindtarm, men en integreret del af investeringsfilosofien. Og som medlemsejet pensionsselskab oplever PKA samtidig et forstærket krav fra medlemmerne om, at den etiske politik bliver ført ud i livet.

»Vores opfattelse er også, at ledelser, der tænker i de her baner og forsøger at se, hvor i virksomheden, der er nogle etiske risici, det er ledelser, som generelt set må formodes at være mere ansvarlige. De viser et større overblik, fordi de tager fat på de ting i virksomheden, der indebærer væsentlige risici. Det virker for os som god ledelse, og god ledelse plejer at slå igennem på bundlinjen på et eller andet tidspunkt.«

Men hvad gør man, når man som dansk pensionsselskab ønsker at sikre sig mod etiske problemer i investeringer i 2.000 selskaber verden over, hvoraf nogle er multinationale selskaber med forgreninger i hele verden? Opgaven kan virke uoverskuelig, og Peter Damgaard Jensen erkender da også, at han kun har taget de første trin op ad en meget lang stige mod mere indflydelse på det globale marked.

Lad milliarderne tale

Da Ugebrevet A4 taler med den danske pensionsdirektør, er blækket kun lige ved at tørre på en ny aftale med britiske Hermes EOS (Equity Ownership Services), som fremover skal tale PKA’s sag i de internationale selskaber, der nyder godt af de danske pensionskroner.

»Hermes’ folk kan mødes med bestyrelserne på vores vegne, eller de kan stemme for os eller rejse kritik på generalforsamlingerne. Og de kan komme med meget bastante krav til ledelsen, fordi de samler mange pengestærke fonde og derfor har den økonomiske pondus til at følge sagerne op.«

Når PKA ikke selv kan gøre det samme, hænger det ikke kun sammen med de indlysende mandskabsmæssige begrænsninger i en investeringsafdeling på 16 mand. Problemet er i lige så høj grad, at PKA med sine 115 milliarder danske pensionskroner – heraf 27 milliarder i internationale investeringer – hører til de små spillere på det globale, finansielle marked. Her kan kun investorer på størrelse med den norske oliefond og 10-12 andre virkelig store spillere få noget ud af at presse markedet på egen hånd.

For alle andre gælder det om at finde sammen i interessefællesskaber som Hermes EOS. Bureauet taler i dag på vegne af investorer med en samlet kapital på 500 milliarder kroner. Det hjælper, hvis man vil have en stort selskab i tale, mener Peter Damgaard Jensen:

»Det her er et forsøg på at øve indflydelse i en globaliseret verden, hvor store mængder af kapital står uden noget aktivt ejerskab.«

Peter Damgaard Jensen har gode erfaringer med at øve indflydelse på de danske selskaber, hvor PKA er en stor investor. Men han har samtidig måttet indse, at selv om man er Joakim von And i Danmark, så skrumper den danske pengetank ind til en ydmyg sparebøsse på det globale pengemarked. Her kræver det en større rigmandsklub at matche de tungeste selskaber.

»Det mest oplagte eksempel på, hvor vanskeligt det kan være at stå alene, er den amerikanske lavpriskæde Wall-Mart, som vi fandt ud af havde store problemer med arbejdstagerrettigheder. Vi henvendte os derfor til Wall-Marts ledelse og bad om selskabets egen forklaring. Men Wall-Mart syntes åbenbart, at vi var så lille en investor, at de slet ikke behøvede bekymre sig om at svare os. Selv om vi var inde med et tocifret millionbeløb, så er det småpenge i den forretning. Og da vi efter flere rykkere ikke havde fået noget svar, så vi ingen anden udvej end at trække os helt ud.«

Den løsning vasker måske nok PKA’s hænder rene, men den forbedrer ikke arbejdsforholdene for de underbetalte kassedamer i Wall-Mart. Og derfor var det heller ikke nogen særlig optimal løsning, mener Peter Damgaard Jensen, som dengang ærgrede sig over, at han ikke var en del af Hermes’ kundekreds.

»For faktisk skete der det, at da Hermes henvendte sig til Wall-Mart på vegne af flere andre store pensionsfonde, så fik de et møde ugen efter, og Wall-Mart indledte en dialog med dem om arbejdsforholdene i virksomheden. Og det viser for mig forskellen på PKA, når vi kommer der alene med vores millioner, og Hermes, der kommer med mange store investorer bag sig.«

Et andet eksempel er korruptionsskandalen i den tyske industrigigant Siemens, hvor Hermes med en stribe tunge investorer i ryggen var med til at få gennemtrumfet en oprydning i ledelsen.

»Selvfølgelig betyder gode saglige argumenter også noget, men i denne her verden, betyder det nu engang mest, hvor mange penge du har i ryggen. Man stemmer jo per krone på en generalforsamling,« siger Peter Damgaard Jensen.

Intet Colombus-æg

Men han erkender samtidig, at samarbejdet med Hermes skaber lige så mange spørgsmål som svar.

For det første har de mange pensionsfonde vidt forskellige etiske regelsæt. Og ikke alle har tilsluttet sig FN’s 10 retningslinjer for social ansvarlighed – også kaldet Global Compact – som ellers er ved at danne international standard. PKA’s egne demokratisk vedtagne etiske retningslinjer er med andre ord blot et sæt i samlingen hos Hermes og mister let deres gennemslagskraft, med mindre flere andre fonde under Hermes er enige i dem.

Et andet problem er, at Hermes først og fremmest virker som brandslukkere. Selve den forebyggende »screening« af markedet må fondene derfor købe sig til andre steder. Hos PKA foregår det gennem et andet britisk bureau, EIRiS, som overvåger de største selskaber på verdensmarkedet og rapporterer til investorerne, hvis der er etiske ugler i mosen.

Det betyder, at PKA får at vide, hvis selskaberne for eksempel bliver kritiseret i nationale eller internationale medier eller er i konflikt med lokale fagforeninger eller miljøorganisationer.

Men screeningsbureauerne ser kun toppen af isbjerget, for de rapporterer primært ud fra tilgængelige oplysninger på nettet, i selskabernes årsrapporter, fra ikke-statslige organisationer NGO’er, fra pressen og fra selskabernes egne oplysninger. Uanmeldte besøg indgår ikke i konceptet.

»Det ville være en overdrivelse at påstå, at det her system er 100 procent sikkert. Vi befinder os på en rejse fra det punkt, hvor man med rette kunne pege fingre ad os og sige »hvad gør I overhovedet ved det her?« – til at vi faktisk gør noget.«

»Det ville være meget lettere at lade være, men hvis alle opgiver det aktive ejerskab i forhold til de store globale selskaber, hvem er det så egentlig, der kontrollerer og påvirker de selskaber? Det er der jo ikke nogen, der gør, andre end den til enhver tid siddende ledelse. Det er det helt overordnede problem.«