Den moderne lønmodtager er en selvvalgt daglejer

Af Rasmus Meyer-Frederiksen

I New York regerer fremtidens arbejdsmarked: Flere og flere freelancere hopper fra job til job, fra arbejdsgiver til arbejdsgiver, fra projekt til projekt. Den virkelighed skal fagforeningerne afspejle, mener Sara Horowitz, der har stiftet den succesrige Freelancers Union. Her bliver der ikke aftalt løn på medlemmernes vegne, til gengæld er foreningen uden kontingent.

INTERVIEW Der var engang, hvor en lønmodtager helst blev på den samme arbejdsplads livet ud. Hvor et job var af den slags, der varede fra 9 til 16 dag efter dag, og hvor fagforeningen, selvsagt, forhandlede løn og arbejdstider.

Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Især ikke i New York i USA, hvor konturerne af fremtidens arbejdsmarked træder tydeligt frem: Her suser en stor del af arbejdsstyrken fra ansættelse til ansættelse, fra projekt til projekt – uden at vide, om der venter et nyt job i morgen. Usikkerheden er blevet et grundvilkår: Den moderne lønmodtager er en selvvalgt daglejer.

Dén slags arbejdsmarked kræver imidlertid en radikalt anderledes fagforening end den traditionelle. Det mener Sara Horowitz, leder af den relativt unge, succesfulde fagforening Freelancers Union i New York, som på få år har udfordret billedet af, hvordan en moderne fagforening ser ud: Her må lønmodtageren selv forhandle sin løn, til gengæld tilbyder fagforeningen arbejdsløshedsforsikringer, pensionsordninger og en stribe politiske initiativer, der matcher behovene på det fleksible arbejdsmarked.

»Tror man på, at tiden kan skrues tilbage til dengang, hvor folk var ansat på den samme arbejdsplads i 25 år, så skal man ikke tro på vores model. Men tiden kan ikke skrues tilbage. Og derfor tror jeg på, at vores model er fremtiden,« siger Sara Horowitz.

Fagforening med vokseværk

Ved første øjekast ligner Freelancers Union til forveksling en ’gul’ fagforening. Men tag ikke fejl, forklarer Sara Horowitz: Freelancers Union har en solidarisk vision og et klart progressivt ståsted. I et land, hvor de færreste kender til fagforeninger, organiserer Freelancers Union nemlig de moderne daglejere under samme paraply og forhandler billige og gode arbejdsløshedsforsikringer for dem.

»Men vi nøjes ikke med at indgå gode forsikringsaftaler, vi arbejder også politisk. Vi går til regeringen og presser på. Vi er som samfund nødt til at finde en model, hvor den voksende gruppe freelancere bliver økonomisk sikret, så de kan betale husleje, mad og forsikring,« forklarer Sara Horowitz.

Og hendes fagforeningsmodel ser ud til at vinde genklang. Medlemmerne strømmer til Freelancers Union, der i år kunne fejre 14 års fødselsdag og med sine over 100.000 medlemmer kalde sig selv New Yorks fjerde største fagforening. For en måned siden måtte fagforeningen flytte til nye og større lokaler i det trendy Dumbo-område i Brooklyn.

Tager man undergrundsbanen i New York, vil man ofte støde på fagforeningens hippe reklamer og fængende slogans som eksempelvis ’Du gik på universitet. Du arbejdede hårdt. Du har ikke råd til en sundhedsforsikring’. Netop dén virkelighed kan den stadigt voksende gruppe af byens freelancere inden for finansverdenen, marketing og kreative brancher nikke genkendende til. Og som i alle andre moderne storbyer verden over er denne gruppe stærkt voksende i New York: I dag udgør freelancere mindst 17 procent af byens arbejdsstyrke.

Men Freelancers Union skiller sig ikke alene ud på grund af den enorme medlemsfremgang, den brogede medlemsskare og det faktum, at fagforeningen ikke forhandler løn. Fagforeningen adskiller sig også fra andre amerikanske og europæiske fagforeninger på et andet afgørende punkt: Hos Freelancers Union betaler du ikke kontingent.

»Det er gratis at være medlem hos os. Vi tjener penge, hvis du køber en forsikring eller service igennem fagforeningen. På den måde sikrer vi de folk, der ellers ikke ville have nogen forsikring, for hverken regeringen eller arbejdsgivere hjælper freelancerne,« forklarer Sara Horowitz.

»I det her land har vi i nogen grad spændt et socialt sikkerhedsnet ud under de fattige, de ældre, veteranerne og de fuldtidsansatte. Men freelance-arbejderne må klare sig selv.«

Flyt fokus fra arbejdsgiveren

Det var som advokat for New Yorks fagforbund, at Sara Horowitz i sin tid lærte det nye, fleksible arbejdsmarked at kende indefra: Et arbejdsmarked, hvor færre og færre arbejder på den samme arbejdsplads livet igennem. Et arbejdsmarked, hvor flere og flere opfatter sig selv som freelancere – nogle af nød, andre af lyst.

I den seneste tid er den voksende skare af freelancere kun blevet større på grund af finanskrisens virksomhedskrak og massefyringer. Det sker på et amerikansk arbejdsmarked, hvor kun 12 af procent af arbejdsstyrken er organiseret i fagforbund – og bare 7,5 procent, når det gælder de privatansatte. Selv efter amerikanske standarder er det tal historisk lavt. Der er med andre ord god grund til at gentænke, hvordan amerikanerne skal organisere sig fagligt, mener Sara Horowitz.

»Folk på det moderne arbejdsmarked rykker hurtigt fra job til job. På sådan et arbejdsmarked går det ikke, at lønmodtagernes sikkerhed er bundet til arbejdsgiverne. I stedet skal lønmodtageren have mulighed for at tage sikkerhedsnettet med sig fra job til job,« argumenterer hun.

»Jeg er træt af fagforeninger, der fokuserer på arbejdsgiverne. For jo kortere tid folk er ansat på den samme arbejdsplads, jo mindre rolle vil arbejdsgiverne komme til at spille i fremtiden.«

I stedet må lønmodtagerne udvikle private løsninger, i stil med de forsikrings- og pensionsordninger Freelancer Union udbyder, der kan sikre den enkelte lønmodtager økonomisk sikkerhed, mener Sara Horowitz.

Men er I så ikke bare et alternativt forsikringsselskab?

»Nej, vi har også en politisk overbygning.«

For Sara Horowitz hænger magt på markedet uløseligt sammen med politisk magt. Hun peger på væggen, hvor et billede i sort og hvid af den kendte, amerikanske fagforeningsmand Sidney Hillman hænger.

»Han stod i spidsen for tekstilarbejderne i begyndelsen af det 20. århundrede, og startede de første arbejderbanker, forsikringsselskaber og boligforeninger. Han var en solidarisk og entreprenant mand, der altid har været en stor inspiration for mig,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er ud af en fagforeningsfamilie, og støtter op om, at man skal forhandle løn kollektivt. Men virkeligheden ser bare anderledes ud for mange lønmodtagere i dag. Jeg er pragmatiker. Vi må finde nye løsninger.«

For Sara Horowitz gælder det, at markedet er en ven, ikke en fjende. For hende er det derfor målet – som det var for Sidney Hillman – at markedet skal arbejde til gavn for lønmodtagerne.

»I mange år har venstrefløjen råbt på mere og mere stat, men før i tiden var der en hel bevægelse, der troede på kooperativer og andelstanken. Det er dén strømning, vi tilhører,« siger Sara Horowitz.

Selv om hun er stærk tilhænger af private løsninger, mener Sara Horowitz stadig, at staten bør spille en rolle:

»Lige nu søger vi at få politisk opbakning til en ny model: For hver 1.000 dollar et af vores medlemmer lægger til side for at sikre sig mod arbejdsløshed, skal staten lægge 300 dollar,« siger Sara Horowitz og forklarer paradokset, som den moderne freelancer ofte befinder sig i:

»Er du en fastansat grafisk designer, der arbejder på et projekt i otte måneder, og projektet bliver stoppet, så har du ret til understøttelse. Er du derimod freelance-ansat i samme firma, har du ingen ret til understøttelse. Det holder ikke.«

Nye tider – ny tankegang

Ifølge Sara Horowitz betyder den teknologiske udvikling, at virksomheder med større og større sikkerhed kan forudsige, hvor og hvornår de har brug for arbejdskraft. Derfor har de moderne arbejdspladser ikke i lige så høj grad som tidligere brug for, at have arbejdskraft liggende ’på lager’. Og resultatet er, at flere og flere amerikanere – om de vil det eller ej – om få år vil arbejde som freelancere.

»Opgaven er at sikre fremtidens lønmodtagere en sikkerhed på et arbejdsmarked, hvor de aldrig ved, hvor og hvornår de skal arbejde næste gang. Vi er mennesker, og mennesker har brug for tryghed. Det bliver ikke noget behageligt samfund at være en del af, hvis vi ikke sikrer den moderne lønmodtager.«

Selv om Freelancers Union skiller sig ud, er forholdet godt til de traditionelle forbund, forsikrer Sara Horowitz.

»Vi er ikke konkurrenter, vi komplementerer deres arbejde. Lad mig give dig et eksempel: Musikernes fagforening forhandler kollektive lønaftaler for deres medlemmer, men hvis en musiker ikke arbejder minimum 1.000 timer, så er han ikke inkluderet i de kollektive aftaler. Og så har han ingen forsikring og støtte, hvis han bliver arbejdsløs. Derfor kommer musikerne til os, hvor de kan få gode forsikringer og hjælp,« siger Sara Horowitz og fortsætter:

»Vi siger jo ikke til vores medlemmer, at de skal lade være med at være medlem af de traditionelle fagforeninger. Tværtimod. Hvis de kan, skal de da gøre det. For vi spiller en helt anden rolle end en traditionel fagforening.«

Men Sara Horowitz er heller ikke ukritisk over for fagforeningernes tilgang til freelancere:

»Når du spørger de traditionelle fagforeninger, om de tager hånd om de medlemmer, der arbejder som freelancere, så svarer de alle sammen ’ja, vi gør en masse’. Men når man spørger freelancerne selv, så oplever de det, som at de får lov at være med, men at de egentlig ikke passer ind.«

Nye tider er ifølge Sara Horowitz i færd med at ommøblere arbejdsmarkedet ganske grundlæggende, og derfor nytter det ikke, at fagforeningerne bliver ved med at indgå aftaler, der afspejler en tid, hvor fastansættelser var normalen. Som Sara Horowitz siger:

»Der er virkelig brug for nytænkning.«