Den lyseblå bølge ruller

Af

Europa domineres af en ny generation af borgerlige politikere, der har fået velfærdsstaten ind med skolemælken. Dét er en ny udfordring for centrum-venstre.

NYE TIDER Er dansk politik ikke noget helt specielt i disse år? Med en liberalistisk statsminister, der krammer velfærdsmodellen? Med et helt nyt borgerligt parti, der vil trække regeringen ind mod midten, når det gælder globalisering, udlændinge og miljø? Og med en opposition, der har mere end svært ved at finde svarene og vejen til vælgerne?

Særligt dansk? Glem det! Det, der på overfladen ser eksklusivt dansk ud, flugter fuldstændig med den europæiske tidsånd og mainstream. I disse år domineres Europa nemlig af en ny generation af borgerlige politikere, der har fået velfærdsstaten ind med skolemælken, som bekymrer sig om klimaproblemer, og som helst ikke lader sig byde op til dans med højrepopulistiske partier i værdipolitikken. Det er det, der slår igennem over alt.

Tag den britiske konservative leder David Cameron. Her taler vi om en karismatisk 40-årig, der i denne tid kæmper for velfærd, klodens tilstand, ulandsbistand og har gjort integrationen af udlændinge til et hovedtema. Eller tag den tyske forbundskansler Angela Merkel, der indgår tæt parløb med det socialdemokratiske SPD og drømmer om globale klimaaftaler. For ikke at glemme den nyvalgte franske præsident Nicolas Sarkozy, der netop har inviteret stifteren af NGO’en Læger uden Grænser, venstrefløjsikonet Bernard Kouchner, ind i regeringen. Eller den nye svenske statsminister Fredrik Reinfeldt.

Alle er de eksponenter for en ny borgerlig søgen mod midten i både velfærds- og værdipolitikken. Og det er just den, som sætter centrum-venstre-partierne under pres. Overalt i Europa. For mens det har været nemt at sætte sig op imod kapitalisten, miljøsvinet og den fremmedfjendske, er det sværere at bekæmpe den borgerlige, der siger, at han er vild med velfærdsstaten, har grønne holdninger og går ind for det multikulturelle samfund, ikke?

Så var det meget nemmere for 10 år siden, hvor Europa efter Thatcher-æraen var domineret af en centrum-venstre-bølge med lyserøde regeringer og statsledere med navne som Blair, Schröder, Persson og Nyrup og masser af snak om den tredje vej. Eller for bare få år siden, hvor hovedfjenden var de højrepopulistiske partier, der stjal arbejderstemmerne og gav nøglen til magten til de borgerlige.

Tidens udfordring for centrum-venstre med en modstander, der er midterorienteret og afideologiseret, er diffus. Også for S-lederen Helle Thorning-Schmidt. Og det gør det bestemt ikke mindre diffust, at Ny Alliance nu forsøger at trække Fogh ud af den hede omfavnelse med det nationalt indadvendte Dansk Folkeparti og ind på midten af dansegulvet.

Hvis det kan være hende til nogen trøst, står Helle Thorning-Schmidt ikke alene med at få sat en ny kurs på den socialdemokratiske supertanker. Dér har hun nøjagtig samme udfordring som en Ségolène Royal i Paris, en Mona Sahlin i Stockholm og en Gordon Brown i London. En ting skal hun og de andre ikke føle sig fristet af: At påstå, at de borgerlige kræfter inderst inde er lige så reaktionære som altid, og at deres nye attitude er rent spin for galleriet. Den strategi preller af på vælgerne. Simpelthen fordi det ikke passer på en generation af borgerlige, der har fået velfærdsstaten ind med skolemælken. Deri består udfordringen. Og den er ikke nem.