Den lukkede velfærdsstat

Af adm. direktør Ole Krog, Danmarks Apotekerforening.

Mens vi ikke kunne drømme om at købe en leverpostej uden en udførlig opremsning af e-numre, er varedeklarationer fraværende på offentlige ydelser.Derfor ved vi ikke, hvad vi kan forvente, og dermed heller ikke, hvornår ydelsen er for dårlig.

I vores uddannelsessystem har vi i mange år hyldet en undervisningsform, der skulle fremme udviklingen af kritiske, oplyste børn og unge. Det er gennemført med succes. I Danmark er vi begunstiget af efterhånden mange årgange af unge, der vil og kan selv – hvis man da har fået lært de basale færdigheder, der skal til for at tilegne sig ny viden. Men det er jo en anden historie.

Vi ønsker at stille krav, og vi stiller krav også til offentlige ydelser. Men noget halter. Er det smagsdommerne, der i årevis har siddet mere eller mindre virksomme i råd og udvalg og blokeret vores legitime interesser i at omsætte tillært adfærd til konkrete krav? Jeg tror det ikke.

Mange af de nu nedlagte udvalg og såmænd også nogle af de overlevende kan næppe tillægges ansvaret. Men reaktionerne mod »det offentlige« er jo tydelige.

Måske er det derimod professionerne – alle vi, der har lært, hvordan man gør. Vi, der har tilegnet os en metode og et sprog, som – ved vi – jo gør os klogere end de andre.

Det er tankevækkende, når nogle af lærerforeningens medlemmer mener, at jeg ikke kan tåle at få at vide, hvad karaktergennemsnittet er på mit barns skole. Nuvel, karakterer er næppe det bedste mål for de krav, vi som forældre stiller til skolesystemet, men hvorfor så ikke benytte lærerstandens faglighed til at udvikle relevante mål? Så kan vi forældre jo udnytte den kritiske sans, vi har lært at bruge i skolen.

Hvorfor kan man stadig læse om sager, hvor patienter ikke kan få adgang til deres egen sygejournal? Hvorfor kan vi ikke få at vide, hvor mange infektioner, der er på vores lokale sygehus? Hvorfor er varedeklaration fraværende på offentlige ydelser, når vi ikke kunne drømme om at købe en leverpostej uden en udførlig opremsning af snesevis af e-numre?

Det er næsten en undtagelse, hvis offentligt/kollektivt producerede ydelser deklareres. Vi ved ikke, hvad vi kan forvente, og derfor heller ikke, hvornår ydelsen er for dårlig. Det er naturligvis til dels en følge af politisk ledede organisationers mere begrænsede muligheder for at stille kontante krav til og klare mål over for egne (lokale) vælgergrupper. Men det er også sådan, at de grupper, der i særlig grad skærmer sig mod krav ved organiseret faglighed – vi ved bedst – i overvejende grad er ansat i offentlige systemer. Resultatet er, at der ikke opstilles mål, som synliggør niveauet for os, der skal bruge systemerne.

Det danske velfærdssystem er i særlig grad præget af offentligt leverede serviceydelser. Hvorfor er fagbevægelsens energi så ikke langt mere rettet mod at sikre medlemmernes legitime krav på velbeskrevne velfærdsydelser? Hvorfor er det ikke fagbevægelsen, der fører an i kampen for bevidst at synliggøre kvaliteten i offentlig service? Hvorfor er kampen for velfærdsstaten ikke en kamp for klar varedeklaration i en åben velfærdsstat?

Den åbne velfærdsstat, hvor vi synliggør kvaliteten af ydelserne, ville i øvrigt også være den bedste støtte, vi kunne give det store flertal af professionelle, som er dybt engagerede i deres arbejde. Og så behøver vi måske slet ikke snakke udlicitering.