Den liberale revolution er aflyst

Af | @JanBirkemose

Et år efter VK-regeringens valgsejr ligner Danmark stadig sig selv. Parolen i Venstres valgkamp hed ellers »Tid til forandring«, men det historiske liberale sporskifte er udeblevet. Tværtimod cementerer magtskiftet den endelige død over neoliberalismen og en overbevisende sejr til socialdemokratismen, mener professor.

Der har været protester, modstand og demonstranter på slotspladsen det seneste år. Alligevel ser det i dag – et år efter VK-regeringen trådte til – ikke ud til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen og resten af ministerfølget for alvor har gjort noget ved valgsejrens slogan »Tid til forandring«.

Ganske vist har regeringen indført skattestop, gennemført markante stramninger på udlændingeområdet og store besparelser på miljøindsatsen og støtten til ulandene, men i fremtidens historiebøger bliver det svært at påstå, at Danmark for alvor blev forandret 20. november 2001.

Men måske er fundamentale samfundsændringer som det groende græs. Det er svært at se, at det vokser, men bagefter er der ingen tvivl om, at der er sket en udvikling. Ugebrevet A4 har bedt fire eksperter med mangeårig indsigt i den danske samfundsudvikling om at kigge nærmere på VK-græsplænen og vurdere, om der grundlæggende er ændret noget i samfundet, siden VK-regeringen tiltrådte på en kold og blæsende efterårsdag for et år siden.

Mistanken hos opposition og politiske modstandere om, at en større liberal revolutionering af samfundet blev søsat sammen med VK-regeringen har været fremherskende både under valgkampen og i det første år under Anders Fogh Rasmussen. Ikke mindst statsministerens fortid som superliberal ideolog har været årsag til, at ethvert lovforslag og udspil fra regeringen er blevet analyseret forfra og bagfra for at vurdere, om det skulle være et skarpt skud i den liberale bøsse.

Magten ligger på midten

Men ifølge de fire forskere, som A4 har talt med, er der ikke noget, der tyder på en større liberal omvæltning af samfundet. Ganske vist er der gennemført et antal ændringer i klar borgerlig retning, men når man om fem år kigger tilbage, vil konklusionen ikke være, at Anders Fogh Rasmussen fik ændret samfundet væsentligt – i hvert fald ikke i regeringens første leveår.
Professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Ove K. Pedersen, mener tværtimod, at regeringsskiftet vil gå over i historien som den endegyldige sejr til socialdemokratismen.
»Valgsejren viste, at hvis man vil have regeringsmagten i Danmark, må man gå mod midten og acceptere den socialdemokratiske velfærdsstat. Derfor er det et paradoks, at det blev til et nederlag til Socialdemokraterne, men i og med, at Venstre er et liberalt parti, og statsministeren har en neoliberal fortid, er det en historisk vigtig begivenhed, der viser, at neoliberalismen og den bølge, der var op gennem 80’erne, nu er endegyldigt gravet ned,« siger Ove K. Pedersen.
Konsekvensen er ikke alene, at den traditionelle danske midterpolitik har sejret, men nok så historisk vigtigt, at den neoliberale oppositionspolitik til socialdemokratismen er forsvundet, påpeger Ove K. Pedersen. Derfor var udfaldet af valget en totalsejr til de socialdemokratiske værdier og mærkesager. Og den sejr illustrerer også Socialdemokraternes problemer som oppositionsparti. For hvordan skal partiet være i opposition til en politik, der grundlæggende ikke afviger fra partiets egen?
Ove K. Pedersen ser desuden to andre udviklinger som historisk interessante:

  • Regeringens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti har gjort partiet stuerent og givet indflydelse til de væsentlige dele af befolkningen, der har en angst over for indvandringen. Det betyder, at potentialet for en radikal højrepopulisme i Danmark er blevet begrænset. Samtidig har Dansk Folkeparti ikke bare taget vælgere fra Socialdemokraterne, men til regeringens overraskelse har de også valgt at være meget fastholdne over for klassiske områder i socialdemokratismen. Det betyder, at når regeringen på enkelte punkter i arbejdsmarkedspolitikken forsøger sig med liberale udsving, bliver de tvunget tilbage til midten af Dansk Folkeparti.
     
  • Skattestoppet ser Ove K. Pedersen som et »no return-skridt«, som en eventuelt kommende socialdemokratisk regering kun kan fjerne ved at tilbyde markante skattelettelser. Samtidig er skattestoppet et vigtigt redskab til at sætte rammer om den offentlige udgiftspolitik.
Udfordringen fra det offentlige

Ifølge professor Jørn Henrik Petersen fra journalistlinjen ved Syddansk Universitetscenter skyldes de manglende grundlæggende forandringer i strukturen af samfundet, at regeringen har låst sig selv fast ved dels at indføre skattestop samt ved at have bevæget sig ind som forsvarer for det velkendte socialdemokratiske velfærdsystem.

»Derfor er der ikke sket noget, der vil blive spektakulært nok til historiebøgerne. Groft sagt vil jeg kalde de ændringer, der trods alt er sket, for kosmetiske. Det eneste, der tangerer en grundlæggende forandring, er den nye arbejdsmarkedsreform, men der må vi vente en del år, før vi kan se resultaterne,« siger Jørn Henrik Petersen om reformen, der i øvrigt har bred tilslutning i Folketinget.

Som et eksempel på en af de kosmetiske ændringer, nævner Jørn Henrik Petersen opgøret med smagsdommerne:

»I historiebøgerne vil opgøret blive nævnt som en parentes, der mest handlede om retorisk populisme. Regeringen er jo selv afhængige af eksperter til at trække på.«
Hvis det lykkes at få EU-udvidelsen på plads, forventer Jørn Henrik Petersen dog, at det resultat vil blive den største fjer i regeringens hat. Men samtidig påpeger han, at der ligger enorme udfordringer på regeringens bord. Det drejer sig først og fremmest om at få skabt nogle varige løsninger på fremtidens beskæftigelse og ældrebyrde.

»Mere end halvdelen af befolkningen modtager på den ene eller anden måde hovedparten af deres indtægt fra det offentlige. Den kendsgerning motiverer ikke politikerne voldsomt til at gå ind i noget, der går på tværs af den offentlige sektor. De politikere, der tør, vil blive kaldt visionære i historiebøgerne, og det gælder også regeringen.«

Netop frygten for at komme til at genere vælgerne er regeringens store problem. På Socialforskningsinstituttet følger forskningschef Niels Ploug først og fremmest med i udviklingen af velfærdstaten.

»Alle analyser viser, at der er stor opbakning til velfærdsstaten. Folk vil gerne have fornyelse, men når det kommer til forandringer af velerhvervede rettigheder, vil ingen være med. Set i et historisk perspektiv vil man derfor altid se forandringerne komme stykvis, og først efter lang tid vil de egentlige forandringer opdages.«

Ingen tikkende liberal bombe

Nogle af de spor, som regeringen har lagt ud, og som på længere sigt kan skabe grundlæggende forandringer i form af mere markedsbaserede løsninger er ifølge Niels Ploug forsøget på at bekæmpe ventelisterne på sygehusene.

»Det er et eksempel på, at regeringen forsøger at løse problemerne inden for det eksisterende systems præmisser. Men der ligger det i det, at hvis det ikke virker, så vil der blive taget anderledes løsninger i brug. Nedsættelsen af Strukturkommissionen giver potentialet til nogle omfattende ændringer i opbygningen af sundhedsvæsenet, og der kan amternes manglende succes med sundhedsbehandling blive løftestangen for store forandringer,« siger Niels Ploug og tilføjer:

»Men det ser ikke ud til, at der er lagt nogen tikkende liberal bombe under systemet.«
På det ideologiske plan mener Niels Ploug, at skattestoppet er regeringens største bud på forandring. Og at det desuden kan føre til yderligere forandringer.

Også professor i statskundskab ved Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen, deler opfattelsen af, at regeringen ikke har bidraget med de store forandringer. Han anser dog både stramningerne over for flygtninge, ændringen af den særlige pensionsopsparing, som folk knap nok opdagede, og besparelserne på miljø- og ulandsområderne som væsentlig afvigende fra, hvad en socialdemokratisk regering ville have gjort.

»Jeg har svært ved at se de store forandringer, og jeg tror, regeringen har gjort klogt i ikke at have taget særlige store skridt. Det vil den ikke blive straffet for, og det er også opskriften på dens succes,« siger Jørgen Goul Andersen, som dog tror, at regeringen alligevel vil skabe en vis ideologisk og kulturel påvirkning af samfundet.
»Regeringen har et håb om langsomt at opdrage til flere valgmuligheder. Alene ved at undersøge mulighederne for øget udlicitering kan man fremtvinge en adfærdsændring hos brugerne og de decentrale forvaltninger.«

»Ligesom ingen i sin tid opdagede, at folkepensionssystemet blev afløst af et flerstrenget pensionssystem, er det i dag også svært at se forandringer på grund af VK-regeringen. Sådanne ændringer ligger ikke lige i kortene nu. Men man skal ikke undervurdere effekten af at have regeringsmagten. Der vil altid være nogle normer og principper, der forplanter sig ned gennem systemet,« lyder det fra Jørgen Goul Andersen.

Alligevel mener han, at regeringens legitimitet ligger i, at den har lovet en form for fastholdelse af status quo, samt en bedre forvaltning af det bestående.
»Den almindelige opfattelse er jo, at det går ganske godt. Der var jo heller ingen stor politisk mistillid til den tidligere regering. At vi så alligevel fik en jordskredssejr er noget af et paradoks. Men det forpligter VK-regeringen til ikke at forsøge at lave de helt store ideologiske sporskifter.«
»Regeringen har væbnet sig med revolutionær tålmodighed. Navnlig Anders Fogh Rasmussen har set muligheden for at erobre centrum-højre positionen og det har en politisk pris – men det er prisen, han betaler for magten.«