Den kommunale hestehandel

Af

Regeringen er på vej med en reform af arbejdsmarkedet, som er både upopulær, ulogisk og risikabel. Kommunal jobformidling kan kun begrundes i, at brikkerne nu en gang skal fordeles.

Gambling Danmark har opnået international berømmelse for sit fleksible og effektive arbejdsmarked. En af årsagerne til, at det i 90’erne lykkedes at nedbringe ledigheden så dramatisk, var en bevidst satsning på et højeffektivt system, der hurtigt kunne omskole, aktivere og videreuddanne efter virksomhedernes behov. Fleksibilitet og hurtig omstillingsevne skal skabe konkurrencefordelene i et lille land med mange små og mellemstore virksomheder.

Om kort tid spiller regeringen ud med en strukturreform, som vil vende op og ned på det berømmede danske system. Alt tyder på at beskæftigelsesindsatsen både for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere samles i landets kommuner. Kommunale jobcentre skal tage sig af alle, der kun har ledighed som problem. Den kommunale forankring etableres i strid med alle anbefalinger fra arbejdsmarkedets parter, den samlede opposition til venstre for regeringen og sågar et flertal af de kommuner, der har indgivet høringssvar til strukturkommissionen.

citationstegnTidligere er den slags reformer både herhjemme og internationalt sket efter langvarige kommissionsarbejder med det ene hensyn at styrke arbejdsmarkedet.

Placeringen af beskæftigelsesindsatsen er blevet en nøglebrik i regeringens udspil til en strukturreform. For at det overhovedet giver mening at gentegne det kommunale danmarkskort og etablere større enheder, skal kommunerne have tilført nye opgaver. Alene behovet for at kunne forklare den historiske reform synes at være hovedbegrundelsen for at indlede et eksperiment med den danske beskæftigelsesindsats.

Et velfungerende arbejdsmarked bliver endnu vigtigere i fremtiden, hvis ambitionerne skal nås om at skaffe flere i arbejde og sikre det økonomiske fundament for velfærden. Derfor er det uforståeligt, at regeringen lader indsatsen bestemme af, hvordan brikkerne tilfældigvis kan falde på plads i en fremtidig struktur. Tidligere er den slags reformer både herhjemme og internationalt sket efter langvarige kommissionsarbejder med det ene hensyn at styrke arbejdsmarkedet.

Det grundlæggende problem ved den kommunale forankring er, at indsatsen bliver meget uens.

Det ser vi allerede i dag med den kommunale indsats over for ledige på kontanthjælp. Dertil kommer, at det danske arbejdsmarked trods alt er ret overskueligt. Ret beset bor der ikke flere mennesker i Danmark end i Hamborg og omegn. At have et stort antal kommuner til at administrere systemet uden en stærk central styring forekommer ulogisk. Og med en stærk central styring, hvad skal vi så med den kommunale myndighed?

Det samme gælder finansieringen af systemet. Her forekommer det tilsvarende logisk, at regningen for en isoleret regional stigning i ledigheden ikke kan ramme en enkelt kommune, og at kommunen ikke efter forgodtbefindende kan skære ned på indsatsen, fordi den hellere vil prioritere mere populære opgaver. Derfor må der for udgifterne til systemet være noget nær 100 procent statslig refusion. Og hvad skal vi så med den kommunale myndighed?

Der er god fornuft i at etablere et enstrenget system. Men at samle opgaverne kommunalt savner simpelthen en logisk begrundelse, som rækker ud over den kommunale hestehandel.