Den feminine flodbølge

Af Agi Csonka

Det Sidste ord Det er interessant, at et stigende antal kvinder på de videregående uddannelser overhovedet kan gå hen og blive en »historie«. Og det er bestemt ikke mindre interessant, at forsøget på at dæmme op for strømmen af kvinder til forveksling minder om positiv særbehandling – af mændene.

En af sommerens forsidehistorier var den med, at nu bliver de videregående uddannelser oversvømmet af kvindelige studerende. De unge mænd har for lave karakterer i studentereksamen, og kan ikke komme ind på de videregående uddannelser. I stedet vælter stræbsomme unge kvinder i store sværme ind på de studier, der før var forbeholdt mænd. Ja nogle steder er så meget som 60 procent af de studerende af hunkøn! Katastrofestemningen i den anledning mindede en smule om den, der herskede omkring de rigtige oversvømmelser: Mændene sakker agterud og bliver tabere på fremtidens arbejdsmarked. De mandlige værdier er truede. Heldigvis var nogle foretagsomme studiechefer dog allerede i gang med at dæmme op for katastrofen. I erkendelse af, at de unge mænd ikke har højt nok karaktergennemsnit i studentereksamen, ændrede man prompte adgangskriterierne og indførte en optagelsessamtale, som supplerende kriterium. Og vupti, nu kunne man optage alle de mænd, man ville.

Debatten er overmåde interessant af flere grunde. For det første er det interessant, at det overhovedet er en »historie«. Jeg mindes ikke at have set spisesedler med historien om, hvor forfærdeligt det er, at der på mange faglige uddannelser er mellem 90 og 100 procent mænd? Siden hvornår har man talt om, at »de kvindelige værdier« er truede på metalområdet? Eller i erhvervslivets bestyrelser? Eller på ingeniøruddannelserne?

For det andet er det interessant, hvordan denne feminine flodbølge straks udløser tiltag fra studiechefernes side, der til forveksling ligner positiv særbehandling. De unge mænd kan ikke klare sig på de almindelige optagelsesvilkår, så derfor må man tilpasse optagelsesprocedurerne, så de i højere grad passer til mændenes adfærd og kompetencer. Nemlig ved at indføre en optagelsessamtale, hvor de får lejlighed til at redegøre for deres studieegnethed på en anden måde.

Nu er jeg faktisk selv en varm fortaler for positiv særbehandling. Jeg mener, at det er et glimrende instrument til at rette op på nogle ubalancer, hvor en gruppe konsekvent forfordeles på grund af snævre og skævvridende kriterier – det være sig i uddannelsessystemet eller på arbejdspladserne. Men når jeg fremfører den slags argumenter, bliver jeg praktisk taget altid mejet ned af stor og retfærdig forargelse: Skal man slække på kvalitetskravene, bare for at bestemte grupper skal kunne komme ind? Jamen, ingen kan der være tjent med at få jobbet, bare fordi de tilhører en bestemt gruppe? At positiv særbehandling ikke handler om at lukke de dårlige ind på bekostning af de gode, men derimod om at gøre kriterierne for optagelse eller rekruttering rummelige nok til at favne mere end en type adfærd – ja den slags argumenter bliver som oftest overhørt.

Men nu ved jeg, hvorfor jeg møder al den modstand. Jeg har jo været så ualmindelig tåbelig at argumentere for positiv særbehandling for kvinder. Og se DET kan vi ikke have. Det ville da være at gøre kvinderne en bjørnetjeneste. De vil aldrig blive respekteret. Kvinderne må vise, at de kan det samme som mændene og så videre og så videre. Men at de hersens unge mænd, som altså ikke har været i stand til at opnå de nødvendige høje karakterer, alligevel er studieegnede, er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved. Ej heller er der nogen, der fortæller dem, at det ikke er i deres interesse, at blive optaget »på trods«.

Jeg under såmænd gerne de unge mænd, at de får hjælp til at komme ind på deres drømmeuddannelser. Jeg ville bare sådan ønske, at positiv særbehandling kunne komme andre til gode end de unge, hvide mænd.