Den fede børnehave ligger i velhaverkvarteret

Af

Uligheden trives i fuldt flor på børneområdet. De socialt stærke børn finder sammen i luksusbørnehaver med lækre lokaler og legepladser, mens de socialt svage børn klumper sig sammen i nedslidte institutioner, hvor de færreste pædagoger holder ret længe.

ULIGE LEG Uindbydende lokaler og en legeplads, der ikke har set en arbejdsweekend i årevis. Stor udskiftning i personalet og en inaktiv eller ikke-eksisterende forældrebestyrelse. Sådan er vilkårene i mange af de institutioner, der skal løfte den tungeste opgave med at bryde den sociale arv. Det viser et sjældent nærbillede af 37 institutioner, der skiller sig ud ved enten at have ekstremt mange problembørn – eller stort set ingen.

A4 har undersøgt vilkårene i 20 »ghettoinstitutioner« og 17 »velhaverinstitutioner«. Børnehaverne og vuggestuerne i undersøgelsen repræsenterer de pasningstilbud, som Danmarks tre største byer tilbyder børnene i hver sin ende af den sociale skala. Den geografiske afstand fra Østerbro til Nørrebro i København, fra Risskov til Gellerup i Århus eller fra Vollsmose til Hunderup-kvarteret langs Odense å er kun få kilometer. Men set i børnehøjde er der tale om helt forskellige verdener.

I den ene verden – den, der findes i Risskov og Marselisborg i Århus, Østerbro i København og Hunderup i Odense – er 9 ud af 10 børn etniske danskere, og de, der ikke er, har som hovedregel højtuddannede forældre, der taler et andet vestligt sprog. Her har lederen højst været i kontakt med de sociale myndigheder en enkelt gang det seneste år. De fleste pædagoger har været i institutionen længe, og når der endelig en ledig stilling, mangler der sjældent ansøgere. I denne del af institutionsverdenen er der ikke en eneste leder, der vil betegne lokaler eller legeplads i sin egen institution, som »meget utilfredsstillende«.

Hvert femte barn er truet

I den anden ende af skalaen – den, der findes på Nørrebro, Tingbjerg og Nordvestkvarteret i København, i Gellerup, Hasle og Trige i Århus eller i Vollsmose i Odense – er 7 ud af 10 børn tosprogede. Seks gange om året må personalet underrette kommunen om et nyt barn, der har brug for hjælp fra de sociale myndigheder, og hvert femte barn er så socialt belastet, at lederen vurderer, at det er i risiko for at skulle samme vej.

»Vi har den regel her, at når vi kan se, at børnenes øjne slukkes, så går vi altså i gang,« fortæller en af de ledere, der har deltaget i A4’s undersøgelse, Lis Thorup Hansen, fra en af de større integrerede institutioner i Københavns nordvestkvarter. Her er 75 procent af børnene tosprogede, og hovedparten kommer fra familier med en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet.

»De er født ind i familier, hvor forældrene har det psykisk dårligt og mange gange mangler redskaber til at være forældre. Vi gør jo, hvad vi kan for at hjælpe de familier, men vi kan ikke nå at gøre nok, fordi vi har så mange af dem.«

I 2006 skrev Lis Thorup Hansen underretninger til kommunen om 10 børn, eller næsten 10 procent af den samlede flok på 102 børn.

Hun undrer sig over, at hun får stort set samme ressourcer som en institution med lutter dansksprogede akademikerbørn i Østerbros ambassadekvarter, hvor lederens største problem er krævende forældre. Hun tror ikke selv på, at hun kan give socialt svage børn lige så gode chancer i livet, som de kunne få i institutionerne i et af kommunens velhaverkvarterer. Dels er ressourcerne til udviklende pædagogik i hverdagen små, fordi pædagogerne har hænderne fulde med at tage sig af de mange utilpassede børn og forældre. Dels drukner nogle af problembørnene så at sige i mængden.

»Personligt synes jeg, at problemerne skal være meget voldsomme, før kommunen endelig sætter noget i værk herude, fordi der er så mange sager. Og det kan også godt være, at vores egne normer er skredet gennem årene. At vi ikke er lige så hurtige til at underrette kommunen som institutioner med færre problembørn,« erkender Lis Thorup Hansen.

Skæv fordeling af ressourcer

Lis Thorup Hansens institution er blandt de otte i A4’s undersøgelse, der ikke har en bestyrelse, eller har en, der er helt inaktiv. Kun en af de tyve ghettoinstitutioner har en forældrebestyrelse, som lederen vil betegne som »meget aktiv«.

Det kan måske forklare, hvorfor de fysiske rammer også halter efter velhaverkvarterernes grønne legepladser og nymalede legerum. For uden opbakning fra penselsvingende forældrene i halvårlige arbejdsweekender eller ansøgninger fra en aktiv bestyrelse om puljepenge til nye gynger og bålplads, så forfalder både bygninger og legeplads i denne del af institutionsverdenen. 4 ud af 10 ledere i ghettoinstitutionerne vurderer, at de lokaler, de byder børnene, er utilfredsstillende eller meget utilfredsstillende. Tre ud af fire siger det samme om legepladsen.

Et synligt tegn på underskud, som også afspejler sig – om end mindre målbart og synligt – i kvaliteten af det pædagogiske arbejde, mener Niels Glavind, der har udført flere analyser af uligheden i daginstitutionerne for AErådet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd).

»Det er klart, at hvis man har en børne- og familiesammensætning, der gør, at man må bruge en stor del af tiden på individuel backup og kontakter med forældre eller sociale myndigheder, så bliver der mindre tid til det pædagogiske arbejde i børnegruppen. Det betyder, at kvaliteten af det øvrige arbejde simpelthen forringes, hvis ikke der er personalemæssig kompensation.«

Problemet er nemlig ikke, at børnehaver og vuggestuer i de såkaldte ghettoer får færre penge end velhaverbørnehaverne. Problemet er, at de ikke får flere:

»Det er det jo ikke lighed at give lige mange ressourcer til alle institutioner, hvis det er ulige opgaver,« mener Niels Glavind.

Hans analyser fra 2006 viser, at halvdelen af børn med svag hjemmebaggrund er koncentreret i 20 procent af institutionerne, og at der kun i meget lille omfang følger ressourcer med de tunge opgaver. Resultat er, at det bliver langt sværere at bryde den sociale arv i netop de institutioner, hvor opgaven er størst, vurderer Glavind.

Det koster at bryde den sociale arv

Normeringen er da også det eneste fællestræk ved institutionerne i undersøgelsen. I det omfang, der gives ekstra midler eller puljepenge til arbejdet i institutionerne, giver det ikke målbart flere hænder i det daglige. Et billede, der går igen i andre undersøgelser, fortæller lektor Bente Jensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).

»Men jeg tror, der er forandringer på vej, og det er også påkrævet,« siger Bente Jensen.

Hun har gennem mange år forsket i mulighederne for at bryde den sociale arv i daginstitutioner. Hun mener, at loven om pædagogiske læreplaner stiller helt nye krav til pædagogerne.

»Man må forstå, at der er tale om en helt ny opgave, og så må man prioritere politisk, så det er muligt at løse den – enten med ekstra normeringer i de institutioner, der har særligt store problemer, eller med mere personale i alle institutioner.«

For hvis pædagogerne ikke længere »kun« skal give omsorg, men også skal stimulere og udvikle de børn, der har dårlige betingelser derhjemme – uden at sende dem uden for døren med en støttepædagog – så kræver det flere hænder i det daglige og en helt ny faglig fokus på arbejdet med de udsatte børn, mener Bente Jensen.

»Der er to store udfordringer, når man taler om socialt udsatte børn:  Den ene er, at de muligvis ikke er superstimulerede hjemmefra. Og den anden er, at de ofte bliver marginaliserede i de grupper, de er i. Begge dele kræver tid og en pædagogisk faglighed, der er opmærksom på det her.«

Den erkendelse er da også ved at brede sig i landets kommuner. Men det er stadig relativt små beløb, der flytter fra velhaverinstitutionerne ud i ghettoerne.

Århus har landsrekord i ekstra bevillinger direkte til driften i de belastede daginstitutioner. Her flyttes 33,5 millioner ud af et samlet børnepasningsbudget på over en milliard kroner. I Odense fordeles blot 2,8 millioner ud af et samlet budget på 800 millioner. Og i København sættes der efter en særlig satsning i 2007 7,9 millioner kroner af til ekstra hænder i de socialt belastede institutioner, mens andre 10 millioner kroner er reserveret til puljer og særlige projekter målrettet de svageste institutionsbørn og deres familier.

Småpenge, der tyder på, at det ikke for alvor er gået op for politikerne, hvor vigtigt der at give børnene i de belastede kvarterer en reel chance for at bryde den sociale arv, mener Niels Glavind:

»Man fokuserer jo meget på, at alle skal have en ungdomsuddannelse. Men de problemer, folkeskolen har med, at nogle børn ikke er læringsparate, skal jo løses, inden børnene møder op i 1. klasse. Så på den måde ligger nøglen til nogle af samfundets virkeligt store problemer i at få bragt de her børn og familier i bedre balance allerede, mens børnene går i daginstitution.«

Måske kunne mærkbart bedre normeringer eller ekstra penge til bedre fysiske rammer tiltrække flere dygtige pædagoger – og dermed løse et andet gennemgående problem i ghetto-institutionerne: De nuværende rammer og arbejdsvilkår giver nemlig markant færre ansøgere til stillinger på Nørrebro eller i Vollsmose, end når institutionerne i Østerbros eller Odenses velhaverkvarterer holder ansættelsesrunder.

Dem er der ellers nok af i ghettokvartererne. Især i de socialt belastede københavnerinstitutioner i A4’s undersøgelse er udskiftningen i personalet enorm. Her har 4 ud af 10 ansatte været i institutionen i under et år.

Gennemtræk giver problemer

En tendens, der også bekræftes af Bente Jensens undersøgelser fra DPU:

»Der, hvor pædagogerne føler sig pressede, er reaktionerne selvfølgelig, at de siger op, og så skal der nye ind. Gennemtrækket i de mest belastede institutioner er et kæmpe problem,« vurderer Bente Jensen.

For hvis personalet skal opbygge en fælles kultur og et målrettet fagligt arbejde med fælles mål for de socialt udsatte børn, så kræver det en vis stabilitet

»Det kræver jo, at der sker en læring på arbejdspladsen, og det er ikke noget, man kan gøre med nye mennesker hver anden dag.«

Samtidig har alle børn – og især de mest udsatte – brug for stabil voksenkontakt, og den er svær at give, hvis op mod halvdelen af de voksne skiftes ud i løbet af et år.

»Det er et stort problem for det enkelt barn, for det er jo små børn, vi taler om. For dem er det vigtigt, at der er en tryghed og tillid og kontinuitet i hverdagen,« fastslår Bente Jensen.