Den danske model er truet

Regeringens genopretningsplan kan bidrage til et mere stift og polariseret arbejdsmarked, advarer forskere og forbund. Sludder og vrøvl, mener Dansk Arbejdsgiverforening.

USIKKER GRUND Når regeringen halverer perioden med dagpenge og gør det dyrere at være medlem af mange fagforeninger, så rokker den ved den berømte, danske model for arbejdsmarkedet. En model som af de fleste eksperter ses som en af hovedkilderne til Danmarks rigdom. Professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet lægger ikke fingrene imellem:

»Uanset hvad man holder af skåltaler om den danske model, så udtynder regeringens tiltag modellen.«

Når regeringen og Dansk Folkeparti halverer den maksimale periode på dagpenge fra fire til to år, så bliver lønmodtagerne mere usikre på deres økonomi. Modsvaret fra fagbevægelsen kan blive krav om længere opsigelsesvarsler eller større godtgørelser ved fyringer. Det vil i givet fald være i direkte modstrid med den danske model, som netop er kendt for at være smidig, fordi det er relativt billigt for arbejdsgiverne at fyre medarbejdere.

»Når det politiske system svækker den sociale sikkerhed, så bliver arbejdsgiverne nødt til at levere mere tryghed. Det kan de så gøre ved eksempelvis at gå med til større godtgørelser ved fratrædelser. Men så bevæger man sig ud af et spor, hvor vi får sydeuropæiske tilstande med et mere stift arbejdsmarked,« siger Flemming Ibsen.

Formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, mener, at halveringen af dagpengeperioden er en markant, politisk ændring:

»Det er stærkt bekymrende, at hvor Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister anerkendte den danske model – altså at der er parter, som kan løfte løn og ansættelsesvilkår – så har Lars Løkke Rasmussen (V) tilsyneladende ikke lyst til at lytte til fagbevægelsen.«

Han understreger, at et godt dagpengesystem er forudsætningen for, at man ikke i Danmark ender med et meget usmidigt arbejdsmarked som i Sydeuropa.

»Hvis det ene ben i den danske model – den økonomiske sikkerhed – bliver kortere, så begynder vi efterhånden at sidde rimeligt skidt,« konstaterer Dennis Kristensen.

Formanden for HK Danmark, Kim Simonsen, ser også halveringen af dagpengeperioden som en trussel mod den danske model, som kombinerer fleksibilitet for arbejdsgiverne og sikkerhed for de ansatte (flexicurity).

»Regeringen kan lave nok så meget spin, men det her er et angreb på flexicurity. Og når nu ’security-delen’ (med den halverede dagpengeperiode, red.) bliver formindsket, så er vi nødt til som fagbevægelse at se på, hvad vi kan gøre for at sikre vores medlemmer,« siger Kim Simonsen.

Han forstår ikke rigtigt, hvorfor direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, roser halveringen af dagpengeperioden.

»Det er ærgerligt at se Jørn Neergaard være begejstret for det her, for der er en vis risiko for, at regningen også havner på arbejdsgivernes bord,« siger Kim Simonsen.

Jørn Neergaard Larsen vil ikke kommentere på, at arbejdsgiverne ved kommende overenskomstforhandlinger risikerer at blive mødt med krav om mere tryghed i ansættelsen. Og han afviser blankt, at halveringen af dagpengeperioden rokker ved den danske model.

»Afkortningen af dagpengeperioden bidrager slet ikke til en svækkelse af den danske model. Måske snarere tværtimod hvis alle parter bidrager mere til, at ledige kommer hurtigere i job, bliver hurtigere aktiveret og får et uddannelsesløft. Vi må erkende, at vi i mange tilfælde har gjort både den enkelte ledige og systemet en bjørnetjeneste ved at lade de ledige gå i lang tid,« siger Jørn Neergaard Larsen.

Udover den kortere dagpengeperiode bliver loftet over skattefradraget for fagforeningskontingent sat ned, hvilket sandsynligvis vil resultere i, at mange fremover fravælger fagforeningen. Det vil bidrage til, at andelen af organiserede lønmodtagere i Danmark falder yderligere. Den er i forvejen gået ned fra 73 procent i 1995 til nu omkring 68 procent. Desto lavere organisationsgrad desto sværere bliver det at opretholde den danske model, påpeger lektor og arbejdsmarkedsforsker Mikkel Mailand fra Københavns Universitet. For så længe organisationsgraden er rimelig høj, kan man godt overlade vigtige samfundsspørgsmål som ordninger med pension og kompensation ved barsel til arbejdsmarkedets parter.

»Hvis et stigende antal mennesker derimod står uden for fagbevægelsen og overenskomsternes goder, så vil politikerne ikke sidde med hænderne i skødet. Der vil komme mere lovgivning, der vil være mindre smidig end aftalerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere,« siger Mikkel Mailand og påpeger, at en lav organisationsprocent også vil skabe et tydeligere skel mellem de lønmodtagere, der nyder godt af overenskomsternes goder, og dem, der står udenfor.

Hvor lav en organisationsprocent den danske model kan klare sig med, vil hverken Mikkel Mailand eller Flemming Ibsen komme med noget præcist bud på. Flemming Ibsen konstaterer dog:

»Mens vi i Danmark har en organisationsprocent omkring de 68, så er den i Norge nu nede omkring de 50. Og i Norge har de altså stadigvæk en norsk model for arbejdsmarkedet.«