Den danske aftalemodel er under pres

Graden af faglig organisering har samlet set stabiliseret sig, men den ændrer karakter, viser de nyeste tal. Især i den private sektor taber organisationer med kollektive overenskomster medlemmer, mens organisationer, der ikke dækker eller kun dækker få af deres medlemmer med kollektive aftaler, vinder. Hermed svækkes den danske aftalemodel.

ANALYSE UDEFRA En øget arbejdsstyrke vil ofte gå hånd i hånd med en stigning i ledigheden. Men herhjemme er det lykkedes at kombinere en stigende efterspørgsel efter arbejdskraft med en aktiv arbejdsmarkedspolitik og således ikke kun få ledigheds¬køen kraftigt forkortet, men også få nye grupper ind på arbejdsmarkedet.

Denne paradoksale kombination har de seneste 15 år været et af de mest fremhævede træk ved udviklingen i dansk økonomi: En markant faldende ledighed – fra 12,4 procent i 1993 til rekordlave 1,6 procent i dag – og en forøgelse af arbejdsstyrken og beskæftigelsesgraden, idet det samlede antal lønmodtagere og ledige steg fra 2,5 millioner i 1996 til 2,7 millioner i dag.

Spørgsmålet er nu, hvordan den udvikling har påvirket tilslutningen til lønmodtagerorganisationerne på arbejdsmarkedet.

Traditionel international arbejdsmarkedsteori tilsiger, at når efterspørgsel efter arbejdskraft stiger, så stiger også lønmodtagerorganisationernes muligheder for at forhandle resultater hjem. Derfor skulle medlemstallet og organisationsgraden stige. Det er dog gået modsat de seneste 20 år i det meste af den industrialiserede verden, inklusiv Europa. Generelt er organisationsgraden – og omfanget af strejker og arbejdskonflikter – faldet betragteligt. Organisationsgraden i EU er således faldet fra 40 procent i 1980 til 26 procent i dag. Antallet af tabte arbejdsdage på grund af arbejdskonflikt er faldet fra 419 i 1970’erne til 51 i dag.

I visse lande, heriblandt Belgien, Danmark, Finland og Sverige, har stigende ledighed dog ikke været fulgt af faldende faglig organisering, snarere tværtimod: Organiseringen steg, da Anker Jørgensen var statsminister, og tilsvarende under Poul Schlüter, mens ledigheden også enten steg eller lå konstant højt. Arbejdsløshedsforsikringen – der i Danmark knytter faglig organisering og arbejdsløshedskasser sammen – medvirker til at holde den faglige organisering oppe, særligt i tider med høj ledighed.

Lav ledighed indebærer, at færre vil føle sig afhængige af at tegne arbejdsløshedsforsikring, da risikoen for at skulle gå ledig – især i længere tid – bliver klart mindre. Det indebærer, at også afhængigheden af at stå i fagforening mindskes, hvorved også organisationsgraden vil tendere til at falde. Nu er risikoen for, at medlemmer melder sig ud, måske ikke så stor. Men arbejdsmarkedet præges ikke blot af stor afgang og tilgang, men af, at flere trækkes ud på arbejdsmarkedet. Herved står flere erhvervsaktive over for valget: fagforening eller ej? Lav ledighed påvirker disse grupper i retning af en lavere grad af indmeldelse.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at både medlemstallet og organisationsgraden herhjemme er faldende. Faldet i medlemstallet er måske ikke så stort – to procent over 12 år. Men faldet i organisationsgrad (den andel af lønmodtagere og ledige, der er fagligt organiseret) er mere markant, fra 73,1 procent i 1996 til 69,0 procent i 2008. Ikke mindst fordi arbejdsstyrken er steget kraftigt i samme periode, nemlig 4,0 procent.

Dog har udviklingen fra 2007 til 2008 stabiliseret sig: Det samlede medlemstal er kun faldet med 2.000. Organisationsgraden ligger også stabilt. Det er altså lykkedes fagbevægelsen at bremse det seneste tiårs tilbagegang.

Ikke desto mindre: Hvor tre ud af fire lønmodtagere for 12 år siden var fagligt organiseret, er det i dag kun godt to ud af tre. Det er naturligvis ikke i sig selv nogen katastrofe for de faglige organisationer. Problemet er, at:

  • Tendensen har været konstant siden 1996, hvor organiseringen nåede sit hidtidige højdepunkt. Selv om de nyeste tal ikke udviser noget fald, er det for tidligt at sige, at medlemskurven er knækket.
  • Organisationsmønstret forandres i retning væk fra arbejdsmarkedets klassiske store hovedorganisation, LO, og i retning af hovedorganisationerne for funktionærer og de såkaldt alternative eller uafhængige fagforbund.

Når man ser på udviklingen i medlemstallene, er det tydeligt, at LO-forbundene ikke bare bærer hele den samlede tilbagegang. Den kompenseres af fremgang hos de øvrige forbund. Hvor den samlede tilbagegang i medlemstallet er cirka 34.000 – to procent – så er LO’s tilbagegang på hele 191.000 – eller 16 procent af medlemstallet i 1996. Det svarer til, at hvert sjette, der var LO-medlem i 1996, er forsvundet i dag.

Det mest urovækkende for LO er måske, at udviklingen synes at have taget fart de allerseneste år: Hvor LO i tiåret 1996-2006 mistede i alt 191.000 medlemmer – svarende til 19.000 medlemmer hvert år – har LO de seneste to år mistet 84.000 medlemmer, svarende til 42.000 medlemmer hvert år.

Andre har dog haft fremgang. FTF’s medlemstal er steget med 27.000 (otte procent) og AC’s med 42.000 (hele 32 procent). Denne forskydning fra LO-forbundene til FTF’s og AC’s medlemsorganisationer skyldes i høj grad, at arbejdsstyrken generelt får et højere uddannelsesniveau og dermed i højere grad organisatorisk passer ind i FTF eller AC. Med andre ord er der ikke, eller kun i ringe grad, tale om forbund, der direkte konkurrerer med LO-forbundene.

Også de uafhængige forbund har imidlertid haft fremgang, nemlig med 87.000 medlemmer (eller 76 procent). Her er det til gengæld i høj grad organisationer, som konkurrerer direkte med LO-forbundene.

På LO-området bærer især Metal (-9.000), 3F (-32.000) og HK (-22.000) de store medlemstab inden for de seneste to år, mens den største relative tilbagegang findes hos NNF (-18 procent). Disse fire forbund bærer tilsammen et medlemstab på 69.000 ud af LO’s samlede tab på knap 84.000. Tilbagegangen koncentrerer sig således ikke kun om de klassiske arbejderforbund. Funktionærforbundene kan også være med.

Hos FTF er der hverken de store tal for fremgang eller tilbagegang at spore. I AC går DJØF næsten 11 procent eller 3.000 medlemmer frem.

Den rigtigt store medlemsfremgang skal som sagt findes uden for hovedorganisationerne: Især Kristelig Fagbevægelse (+18.000) og organisationerne under Det Faglige Hus (i alt +16.000) er gået kraftigt frem. Også Journalistforbundet (+2.600) og Business Danmark (+3.000) kan udvise betydelig fremgang. Man må således sige, at fremgangen hos især Kristelig Fagbevægelse og Det Faglige Hus truer LO-forbundene direkte på deres kerneområder.

Aftaledækning truet?

Især når det gælder de uafhængige forbund, men i et vist omfang også AC-organisationerne, er der imidlertid tale om, at de kun i meget begrænset omfang har kollektive overenskomster eller aftaler med arbejdsgivere i den private sektor. Dette indebærer, at den medlemsmæssige opbakning til aftalemodellen herhjemme svækkes i den private sektor, hvor der – i modsætning til den offentlige sektor – hele tiden opstår ny virksomheder, der ikke er aftaledækket, og hvor forbundene er afhængige af en vis medlemsopbakning for at kunne få overenskomst.

Hvis de faglige organisationer vil bevare deres fremtrædende plads i det politiske liv, i fastlæggelse af løn-, arbejds- og andre vilkår for deres medlemmer og i det mere daglige liv på arbejdspladsen, er det ubetinget nødvendigt at medlemstendensen vendes. Dette gælder de faglige organisationer generelt, men især naturligvis LO. Og for de øvrige organisationer gælder, at hvis de vil betragtes som seriøse parter på arbejdsmarkedet, er det ikke nok at rekruttere medlemmer: Det er nødvendigt også at være til stede i arbejdslivet – altså opnå og indgå de kollektive overenskomster og aftaler, de ikke har i dag.