Den asociale efterløn

Af

Det virker absurd, at mennesker med en lang uddannelse bag sig kan gå på efterløn som 60-årige, mens en nedslidt slagteriarbejder efter 44 år på arbejdsmarkedet skal tigge om førtidspension. Men politikerne er hunderædde for at diskutere en reform af efterløn.

Nogle politiske emner ender som så store tabuer, at ingen tør tage fat på dem i årevis af angst for konsekvenserne. Ikke se, ikke høre og for alt i verden: ikke røre. Sådan er det med efterlønnen i Danmark. Efter reformen i 1998, som kostede Socialdemokraterne så dyrt og fik bitterheden i fagbevægelsens rækker til nå så høje tinder, har ingen med hang til genvalg turdet nævne ordet efterløn uden bæven i stemmen.

Derfor var reaktionen en lodret afvisning raden rundt, da seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet Jon Kvist i sidste uge fremkom med et ellers ganske fornuftigt og gennemtænkt forslag til en reform af efterlønnen. Uha, uha sagde socialdemokratierne. Og uha, uha sagde de i regeringspartierne. 1998-aftalen om efterlønsbevis, personlig efterlønskonto og alle de politiske løfter, man kan tænke sig, står ikke til at rokke. Til trods for, at den altoverskyggende dagsorden i denne tid er at skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet, så den danske velfærd kan opretholdes, tør ingen tilsyneladende røre ved den faktor, som virkelig batter noget. Nemlig den tidlige tilbagetrækningsalder. 171.000 mennesker er i dag på efterløn, og tallet vil vokse i de kommende år, hvor de ældre årgange bliver større og større. Blot til sammenligning, så skønnede den daværende regering i 1979, da efterlønnen blev indført, at 30-40.000 mennesker hvert år ville benytte sig af ordningen. 

Men hvad var det, seniorforskeren sagde? Jo, han tillod sig at foreslå, at efterlønnen skulle gøres afhængig af, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet snarere end af ens alder. At efterlønnen skulle komme dem til gavn, som den oprindeligt var tiltænkt: De nedslidte, de arbejdstrætte, som efter et langt liv på arbejdsmarkedet kun venter på at få fri med den sidste rest af fysisk overskud i behold. Kort og godt mener Jon Kvist, at efterlønnen skal være belønningen efter 40 år på arbejdsmarkedet.

I en tid med mangel på arbejdskraft er det ikke svært at se det absurde i, at akademikere og højere funktionærer frit kan trække sig tilbage til golf-banerne i en alder af 60 – efter et liv, som måske for halvdelens vedkommende er gået med en uddannelse, som samfundet har postet masser af penge i. Samtidig får nedslidte 58-årige mænd og kvinder afslag på førtidspension og må gennem ydmygende test for at slå fast, om deres arbejdsevne nu også er intakt. Mange af dem har været på arbejdsmarkedet i over 40 år – siden de gik ud af 9. klasse. Set med sociale briller er der ingen tvivl om, at SFI-forskerens forslag er inde på et spor, som burde samle massiv opbakning i fagbevægelsen. I de næste 10-15 år vil skiftende regeringer igen og igen vende tilbage med forslag til nye stramninger på arbejdsmarkedet for at få det store velfærdsregnestykke til at gå op. Et af fagbevægelsens bidrag kunne passende være at tage fat på en af dens allerhelligste køer og samtidig bidrage til en mere socialt retfærdig efterløn.

En sidegevinst ved SFI-forslaget er, at samfundet kunne spare millioner af kroner, som i dag bruges på formålsløs aktivering og revalidering af nedslidte mennesker i slutningen af 50’erne. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har bebudet, at han vil se på en justering af efterlønnen om fem år. Men først efter en grundig debat og endnu et folketingsvalg. Der kan være meget fornuft i at tage debatten med vælgerne før et indgreb – ihukommende erfaringerne fra 1998. Blot skal man huske på, at velfærdsregningen for den aldrende befolkning bliver større, jo længere tid man venter og vælger at holde fast i de politiske tabuer.