Den amerikanske middelklasse er ved at dø

Af

USA’s økonomiske krise betyder, at forældre fra den amerikanske middelklasse for første gang i 50 år ikke kan regne med, at deres børn får det bedre økonomisk end dem selv. Tværtimod falder middelklassens levestandard, mens politikerne fortsat begunstiger de én procent rigeste familier.

DEROUTE Hvordan tror du, jeg har det? Her står jeg og installerer garagedøre. Det er ikke, fordi jeg har noget imod det. Jeg han installere døre hele mit liv, og jeg er god til det. Men for to år siden havde jeg otte ansatte, og jeg ordnede det hele fra mit kontor. Som 57-årig passede det mig fint. I dag har jeg tre ansatte – den ene er mig selv. Og jeg installerer døre igen, fra jakkesæt tilbage til kedeldragt. Min kone sidder nu på kontoret – uden løn. Min pensionsopsparing er gået fra at være en million dollars værd til 247.000.«

Bill Orween er rasende. I løbet af to år har han kunnet se hele grundlaget for en økonomisk tryg tilværelse som pensionist forsvinde for næsen af ham, og som selvstændig er der ingen understøttelse at hente. Fra et medlemskab af den bedre polstrede del af den store amerikanske middelklasse er han røget ned i den farezone, hvor man ikke ved, om man stadig ejer sit hus eller har en sygesikring, når året er omme.

Han er dybt skuffet over politikerne – især over den demokratiske præsident Barack Obama, som, han håber, forsvinder ved næste præsidentvalg i 2012. Indtil da sætter han sin lid til midtvejsvalget 2. november, hvor amerikanerne skal vælge ny kongres:

»Jeg stemmer på republikanerne. Jeg har aldrig, ALDRIG modtaget en cent fra staten, men nu vil demokraterne sætte skatterne op og give penge væk til hvem som helst,« mener
han.

Uligheden vokser

Og Bill Orween er langt fra alene. Både uligheden og fattigdommen breder sig i USA med alarmerende hast. Indkomstforskellene har ikke været større i de seneste 50 år. I slutningen af 1970’erne tjente de en procent rigeste amerikanere ni procent af den samlede nationalindkomst. I 2007-2008 tjente den samme gruppe 25 procent.

I sin seneste fattigdomsrapport fra september måned konkluderer det respekterede analyseinstitut Pew Institute fra Washington DC, at 43,6 millioner amerikanere – eller 14,3 procent af befolkningen – nu kan betegnes som fattige.

Den amerikanske grænse for, hvornår man er fattig, lå i 2008 for en familie bestående af fire – to voksne og to hjemmeboende børn – på en samlet årsløn før skat på 22.025 dollars eller derunder.

Andelen af fattige amerikanere, der kan nå op på 15 procent inden årets udgang, er tæt på andelen i 1960’erne og betyder, at en ud af syv amerikanere lever i fattigdom. 20 procent af alle børn lever under grænsen.

Sidst, fattigdommen steg, var under oliekrisen i 1980, hvor tallet toppede med 13 procent fattige. Siden faldt tallet og har været nede på 9 procent. Samtidig har arbejdsløsheden bidt sig fast på lige under 10 procent, også det højeste tal i årtier. Forskere peger på, at den amerikanske middelklasse reelt er ved at afgå ved døden, og at det er politikernes skyld – både demokraternes og republikanernes.

For det er ikke tilfældigt, at krisen rammer så skævt. Ej heller er det udtryk for en naturlig udskillelse i en markedsøkonomi påpeger to universitetsprofessorer i politisk økonomi, Jacob S. Hacker fra Yale og Paul Pierson fra Berkeley over for A4.

De to har netop skrevet den omtalte bog ’Winner-Take-All Politics: How Washington Made the Rich Richer - And Turned Its Back on the Middle Class’ (’Vinderen tager det hele: Hvordan Washington gjorde de rige rigere – og vendte ryggen til middelklassen’). Og de to professorer mener, at bevidste politiske prioriteringer, først og fremmest i skattepolitikken, har formet samfundsretningen:

»Begge partier er i lommen på interessegrupper gennem det net af lobbyister, som gennemsyrer det politiske system i Washington DC,« siger professor Hacker.

Han finder konsekvenserne alvorlige: En udhuling af det politiske demokrati, som USA bryster sig af at huse. Og et kolossalt svigt af den amerikanske middelklasse, der kan se frem til ikke bare faldende indtægter, men også en erfaring, der står i central modsætning til den amerikanske drøm, nemlig at deres børn vil få dårligere betingelser og levevilkår end dem selv.

De to forskeres konklusioner er garneret med tørre tal:

»Måler man på alle de offentlige midler, inklusive indkomst, skat, føderale tilskud af enhver art, og arbejdsgiverbetalte sociale ydelser som sundhedsforsikringer og sygesikring til børn, så er op mod 40 procent af stigningerne i nettoindkomst over de seneste 40 år gået til den rigeste én procent af befolkningen. Denne gruppe af de allerrigeste har haft en nettostigning i indtjening, som er større end den andel, der er kommet 90 procent af samfundet til del,« forklarer Jacob S. Hacker.

Denne allerrigeste procent amerikanere er mennesker med en årsindkomst på seks til syv millioner dollar (omkring 40 millioner kroner, red.).

Halv skat til de rige

Som sagt er det ifølge de to forfattere først og fremmest i skattepolitikken, udviklingen er kørt af sporet. Siden 1995 har forskellige love systematisk sænket skatten for de allerrigeste. Eksempelvis betalte USA’s 400 rigeste familier i 1995 i gennemsnit 30 procent i indkomstskat. I 2007 var indkomstskatteprocenten faldet til 16 procent, hvilket svarer til et tilskud på 45 millioner dollar per person. Samtidig er andelen af amerikanere, som er organiseret i fagforeninger, der kan beskytte arbejdstagernes indtjening og arbejdsvilkår, faldet fra 30 procent for 20 år siden til 8 i dag.

Paul Pierson understreger, at demokraterne ikke har gjort meget for at stoppe hverken forgyldningen af de rigeste eller de tunge interessegruppers regeren i Washington – selv om præsident Obama lige nu kæmper for at slutte sin republikanske forgænger George W. Bushs ekstra skattelettelser til de amerikanere, som tjener over 250.000 dollar om året. En ændring, republikanerne og flere konservative demokrater er imod.

»Vi har haft en demokratisk kontrolleret kongres i de seneste fire år, og det har ikke ændret sig. Facit er, at vi mere og mere ligner samfund, vi normalt ikke synes om, når det drejer sig om indkomstfordeling. Lande som Mexico og Brasilien. Ikke endnu, men vi er godt på vej,« siger Pierson.

Uland Amerika

Ariana Huffington, kendt samfundsdebattør og grundlægger af netavisen Huffington Post, er enig med Pierson og Hacker. Hun har netop udgivet boget ’Third World America’ (’Tredje Verdens Amerika’), hvor hun peger på de samme lande som de to professorer, når hun skal illustrere samfundsudviklingen i USA:

»Vi kan fornemme en skærende alarmklokke, der advarer om, at hvis vi ikke justerer kursen ... kan vi i sandhed ende som et tredjeverdensland. Et land, hvor der blot eksisterer to klasser: de rige og alle andre. Tænk Mexico eller Brasilien, hvor de velhavende lever bag hegn bevogtet af mænd, der svinger de maskingeværer, der skal holde kidnapperne væk,« skriver hun i sin bog.

Huffington peger på, at den industrielle base i USA er svindende, og med den forsvinder de millioner af job, der i over hundrede år har udgjort rygraden i den amerikanske vækst og velstand.

En anden bekymrende udvikling er uddannelsessystemet, som, hun mener, også er brudt sammen. Reelt forlader flere og flere amerikanske unge deres grunduddannelser uden at besidde de basale kompetencer, de skal bygge på i deres videre liv.

Ariana Huffington citerer Elizabeth Warren – formand for det udvalg under Kongressen, som overvåger TARP-programmet, der reddede de finansielle institutioner fra at kollapse totalt. Elizabeth Warren blev i sidste måned udnævnt som chef for det nye finansielle forbrugerråd, som præsident Obama fik igennem som en del af finansreformen.

Warren opsummerer situationen for den truede amerikanske middelklasse således:

»En ud af fem amerikanere er registrerede arbejdsløse, underbeskæftigede eller bare uden arbejde. En ud af ni familier kan ikke betale det månedlige mindstebeløb af på deres kreditkort. Et ud af otte kreditforeningslån er enten ramt af forsinkede betalinger eller låntageren er gået bankerot. En ud af otte amerikanere er afhængige af madkuponer. Over 120.000 familier går fallit hver eneste måned. Alt i alt har den økonomiske krise udslettet mange billioner dollars af amerikanernes pensioner og opsparinger.«

Huffington anklager politikerne for at svigte deres valgløfter.

»Bush og Obama-regeringerne var enige om, at bankerne skulle understøttes og hjælpes, fordi det stod klart, at hele det finansielle system var i fare for at nedsmelte. Når vi nu betragter den amerikanske middelklasse, står det klart, at den er ved at forsvinde på tilsvarende vis, hvis ikke man er klar til at tage lige så drastiske midler i anvendelse over for Main Street som man stod klar til, da det gjaldt om at redde Wall Street.«

Installatør Bill Orween er ikke i tvivl:

»Bankerne er vigtige. Jeg er ikke. Og præsidenten, han er hamrende ligeglad med sådan nogle som mig. Nu håber jeg på, at helt nye kræfter tager over.«

Argumentet om, at nedturen begyndte under en republikansk præsident og måske endda skyldes konservative økonomiske politikker med alt for generøse, ufinansierede skattelettelser, bider ikke på ham:

»Nej, det er ren propaganda. Nedturen startede reelt allerede under Carter. Det er bare blevet værre lige siden. Bush forsøgte at gøre noget, men demokraterne sad på Kongressen det meste af tiden. Obama har intet gjort for amerikanere som mig, den almindelige hårdtarbejdende, hvide middelklasse.«