Demokratisk valgsejr kan styrke fagforeninger

Af Martin Burcharth, USA-korrespondent for Dagbladet Information

Amerikansk fagbevægelse krydser fingre for, at demokraterne vinder både præsidentvalget og valget til Senatet til november. Det kan bane vejen for en arbejdsmarkedsreform, der vil gøre det langt lettere for lønmodtagere at organisere sig i en fagforening. Arbejdsgiverne har allerede iværksat en lobbykampagne mod reformen.

FRIT VALG Millioner af amerikanske arbejdere har noget konkret at se frem til, hvis Barack Obama bliver valgt til USA’s næste præsident, og det demokratiske parti som forventet vinder flere pladser i Senatet ved valgene i november.

Muligheden for at organisere lønmodtagere i fagforeninger vil nemlig blive markant forbedret, hvis det lykkes at få vedtaget en arbejdsmarkedsreform i Senatet. Demokraterne har forsøgt at få lovforslaget vedtaget flere gange gennem de seneste år, men hver gang har republikanerne stukket en kæp i hjulet. Derudover har præsident George W. Bush truet med at nedlægge veto.

Men det er ikke nok, at Barack Obama i givet fald erobrer Det Hvide Hus:

»Hvis lovforslaget skal blive til virkelighed, skal demokraterne øge deres nuværende smalle flertal i Senatet med mindst fem-seks pladser,« siger Bob Kingsley, leder af elektrikerforbundet United Electrical Workers afdeling for organisering af nye arbejdspladser.

Det vigtigste aspekt i demokraternes lovforslag (»Employee Free Choice Act«) er afskaffelsen af arbejdsgivernes ret til at kræve en afstemning i en virksomhed om de ansattes indlemmelse i en fagforening. Hvis lovændringen bliver vedtaget, vil en begæring underskrevet af et flertal af medarbejderne på en arbejdsplads automatisk give dem retten til organisere sig. Det vil afskære arbejdsgiverne fra at påvirke og skræmme arbejderne i perioden op til afstemningen, hvilket ellers har virket som et effektivt instrument.

Efter årtier med konstant tilbagegang vejrer den amerikanske fagbevægelse derfor nye og bedre tider forude. Ude i små lokale afdelinger af de store fagforbund fornemmes en solid optimisme, som blandt andre Dennis Conahan, formand for stålarbejdernes afdeling i den gamle stålby Johnstown i staten Pennsylvania, sætter ord på:

»Jeg tror, at vi får den reform under en demokratisk præsident. Det ville være en helt fantastisk forandring for Amerika. I AFL-CIO (amerikansk hovedorganisation for lønmodtagere, red.) tror de, at reformen kan skaffe 45 millioner nye medlemmer,« siger Dennis Conahan.

Til kamp mod chikane

Gennem de seneste 20 år er andelen af organiserede arbejdere ansat i USA’s private sektor faldet fra 16 til 7 procent. Det står i skærende kontrast til, at et flertal på 53 procent af landets 100 millioner lønmodtagere gerne vil være med i en fagforening, hvis de havde mulighed for det. Det viste en undersøgelse foretaget af opinionsinstituttet Peter D. Hart Associates i 2006.

Samme meningsmåling viste, at fagbevægelsens popularitet er vokset støt siden et absolut lavpunkt i midten af 1980’erne. I dag har 65 procent af befolkningen en positiv holdning til fagforeningers arbejde. Samtidig støtter to ud af tre amerikanere en arbejdsmarkedsreform, som gør det lettere for lønmodtagere at blive optaget i en fagforening uden at risikere chikane eller i mange tilfælde en fyreseddel fra arbejdsgiveren.

Men den amerikanske fagbevægelse har god grund til at tøjle optimismen. Snakken om en reform, der skal styrke lønmodtagernes mulighed for at organisere sig, er nemlig langt fra ny, og selv i gode tider har demokraterne ikke formået at sætte handling bag ordene:

»Vi har haft dårlige erfaringer med de to seneste demokratiske præsidenter Jimmy Carter og Bill Clinton. Især i Carter-perioden (1977-1981, red.) var de politiske muligheder for en ­arbejdsmarkedsreform store og desværre uopfyldte. Siden har vi befundet os i en defensiv –position og foretrækker derfor at beherske ­vores følelser,« siger Bob Kingsley fra sit kontor i delstaten Virginia, hvorfra han leder det amerikanske elektrikerforbunds afdeling for organisering af nye arbejdspladser.

Fagbevægelsen har ellers gjort meget for at fremme en arbejdsmarkedsreform. Blandt andet gennem solid støtte til fagforeningsvenlige kandidater til Kongressens to kamre (Senatet og Repræsentanternes Hus) i form af både penge og menneskelige ressourcer.

Hvis fagbevægelsens arbejdsbetingelser skal forbedres ad lovgivningens vej, kræver det dels et solidt demokratisk flertal i Senatet og dels en demokratisk præsident. Derfor har de to landsdækkende hovedorganisationer for lønmodtagere, AFL-CIO og Change To Win, tilsammen afsat hele 360 millioner dollar (cirka 1,7 milliarder danske kroner) til at støtte de demokratiske kandidater til Kongressen og Barack Obama i præsidentvalgkampen mod republikaneren John McCain. Begge valg finder sted i november. Den økonomiske satsning fra fagbevægelsen er dermed mere end dobbelt så stor som ved præsidentvalget i 2004, hvor den demokratiske senator John Kerry tabte til George W. Bush.

Arbejdsgivere bruger alle midler

Selv hvis fagbevægelsen vinder det politiske slag mod arbejdsgiverne og deres lobbyister – hvis hovedargument er, at amerikanske statsborgere har krav på en fri afstemning – må fagforbundene dog forberede sig på, at kampen flytter ud på de enkelte arbejdspladser.

»Vi har lært, at fagforeningsfjendske arbejdsgivere aldrig nedlægger deres våben. Hvis arbejdsmarkedsreformen bliver til virkelighed, forventer vi, at de vil fyre flere arbejdere, som prøver at organisere kammerater,« siger Bob Kingsley fra det amerikanske elektrikerforbund.

Trods de mange forsøg på at skræmme arbejdere vinder fagforeninger gennemsnitligt halvdelen af afstemningerne på arbejdspladserne. Men den statistik beskriver kun et brudstykke af virkeligheden, fortæller Bob Kingsley:

»I de fleste tilfælde lykkes det arbejdsgiverne at stoppe en organiseringskampagne i opløbet og hindre en afstemning.«

Virksomheder kan blandt andet benytte sig af særlige konsulentfirmaer, der specialiserer sig i at organisere møder for de ansatte, hvor den fagforening, som forsøger at organisere de ansatte, bliver angrebet i for eksempel videofilm. Men det første træk er sædvanligvis at svine initiativtagerne til og true dem med afskedigelse. Ofte sætter arbejdsgiveren et eksempel ved at fyre de få, der tør stikke hovedet frem. På arbejdspladser, hvor de ansatte ikke har en overenskomst eller en ansættelseskontrakt og kan blive fyret fra den ene dag til den anden, virker den slags metoder som regel.

Bob Kingsley fra elektrikerforbundet fortæller en konkret historie fra it-koncernen Stanley Inc., hvor forbundet for nylig har holdt afstemninger på ni af koncernens arbejdspladser. I Californien tvang Stanley Inc. eksempelvis sine ansatte til at deltage i propagandamøder, hvor der var bevæbnede vagter ved alle udgange. På møder fik medarbejderne blandt andet vist en video­film, hvor fagforeningens krav om at afskaffe afstemninger på arbejdspladsen blev sammenlignet med de ufrie forhold i Fidel Castros kommunistiske regime på Cuba.

I det hele taget har Bob Kingsley ikke meget til overs for de såkaldte »frie« afstemninger om, hvorvidt de ansatte vil organiseres eller ej:

»Ansatte tvinges til at løbe spidsrod, inden de når frem til afstemningen. De bliver udsat for en slags psykologisk krigsførelse fra arbejdsgivernes side. Og resultatet er, at mange simpelthen ikke tør stemme.«

Selv når de ansatte på en arbejdsplads stemmer ja til at oprette en lokal fagforeningsafdeling, kan der være lang vej, før de kan få en overenskomst med virksomheden. Den gældende arbejdsmarkedslov fra 1936 pålægger ikke arbejdsgiveren at indgå en overenskomst. Og den største risiko, selskabet løber ved at afvise forhandlinger, er en lille bøde.

Den foreslåede arbejdsmarkedsreform kræver indgåelse af en overenskomst senest tre måneder, efter domstolen har godkendt underskrifterne på de skriftlige begæringer om at blive optaget i en fagforening. Hvis fagforeningen og virksomheden ikke kan blive enige, går sagen videre til en mægler, som får 30 dage til at nå et forlig. Hvis det også kikser, kan en uvildig kommission i sidste instans påtvinge parterne en overenskomst af to års varighed.