Debat

Af Erik Stubtoft, Snekkersten

Hvem forhandler for folkepensionisterne?

Det står efterhånden ganske klart, at selv om fødevarer i gennemsnit er steget med syv-otte procent det seneste år, skal folkepensionister og andre på overførselsindkomster ikke regne med hjælp til dækning af merudgifterne fra hverken regeringen eller nogen af Folketingets partier.

Der skrives godt nok en del om det. Men ingen reagerer, selv om det er ganske åbenbart, at der er et stort misforhold mellem prisstigningerne på varer til dagligt forbrug og den regulering, som blandt andre folkepensionisterne har fået det seneste år på under tre procent.

Politikernes passivitet rejser spørgsmålet: Hvem forhandler egentlig på vegne af dem, der er på overførselsindkomst? Jeg som folkepensionist har jo ingen forhandler, der varetager mine økonomiske interesser specifikt, og jeg kan ikke strejke.

Som det fungerer i dag, er alle modtagere af overførselsindkomster, herunder altså folkepensionisterne, kun en lille del af de brede økonomisk-politiske forhandlinger, der foregår, når der forhandles finanslov. Man kan spørge sig selv om, hvordan en folkepensionist kan være med til at påvirke, når der ikke foregår egentlige forhandlinger mellem parterne – på den ene side staten og på den anden side folkepensionisterne og alle de andre på overførselsindkomst.

I dag foregives løsningen på denne problematik at være, at de politiske partier på stribe giver sig ud for at være »den lille mands« beskytter. Men partierne har jo mange andre grupperinger og interesser at varetage, så her er der ingen specifik hjælp at hente for de nævnte grupper.

Man kunne tro, at det er en løsning at melde sig ind i en organisation for ældre. Men de har jo ikke nogen som helst forhandlingsret. De kan stille krav og ønsker, men ikke forhandle på nogens vegne om folkepensionisternes økonomi.

Måske er løsningen, at Folketinget opretter en statsfinansieret institution, der alene har til formål at være ajour med pris- og omkostningsudviklingen for grupperne på overførselsindkomst – og som på et sagligt grundlag kan forhandle med staten om at regulere pensionsbeløbene og de øvrige overførselsindkomster. Jeg ser for mig en slags ombudsmand, som er uafhængig af partipolitik, regering og Folketinget – på linje med de ombudsmænd, vi kender i forvejen.