Debat i frit fald

Af

De store samfundsproblemer sættes ikke – længere – til debat i Danmark. Desværre.

DEMOKRATI »Khader hånet og ydmyget«, »Foghs lydige skoledreng« og »Bendtsen truer Christmas«. Det opsigtsvækkende ved farcen om asylsagen i sidste uge var hverken Naser Khader, Pia Christmas Møller, eller at regeringen undgik at komme i mindretal. Nej, det opsigtsvækkende var, at spørgsmålet om, hvorvidt asylansøgere kan bo uden for et asylcenter efter to eller tre år, overhovedet kunne komme til at dominere debatten i et helt samfund.

At aviser, tv, radio og politikere i dagevis kunne være optaget af det, der må kaldes for detaljer i en lovgivning, viser dansk politiks tilstand lige nu: De store samfundsproblemer sættes ikke for alvor til debat. Til gengæld er der fokus på spillet, spinnet og personerne: Hvem er inde? Hvem er ude? Og hvilke personer bliver nu ydmyget af hvem?

Sådan var det også under valgkampen i november, hvor debatten handlede om bogstaver, om at holde et parti ude, og hvor den eneste fornyelse var et parti, der i virkeligheden slet ikke var et parti, men en strategi ved navn Ny Alliance. Og sådan er det altså stadig. Hvor er de store dagsordener? Det politiske indhold? Substansen?

Der er ellers nok af substantielle emner, politikerne kunne forholde sig til. Der er for eksempel uddannelsessvigtet, hvor stadig flere svage unge ikke får en ungdomsuddannelse. Eller hvad med debatten om, hvad vi gør ved den nye form for ulighed, der betyder, at hvert sjette barn vokser op i en stærkt ressourcesvag familie? Eller problemet med den sociale mobilitet, der er gået i stå? Eller det nødvendige løft til det nødlidende offentlige sundhedsvæsen? Den snigende privatisering af velfærden? Opkomsten af en østeuropæisk underklasse på arbejdsmarkedet? Eller den sociale ghettoisering i begge ender af samfundspyramiden? Og hvor er de ideer, der skal modvirke de offentligt ansattes sociale rutsjetur ned ad prestige-rangstigen?

Rækken af store uløste samfundsproblemer, som sætter velfærdssamfundet under pres, er lang. Og alt for lang til, at vi kan tillade os at bruge tiden på at sludre om spin og personfnidder. Udgangspunktet er ellers ikke dårligt. For når det gælder evnen til at debattere fælles udfordringer, er vi godt vant i Danmark. Så sent som for to år siden formåede danskerne at debattere velfærdssamfundets fremtid i det samme offentlige rum igennem mange måneder. Og det hele kulminerede med en velfærdsreform. En imponerende demokratisk øvelse!

Desværre har debatniveauet siden været i frit fald. Årsagen er blandt andet, at medierne på få år har optrappet sit fokus på den kunstneriske fremførelse – spillet og spinnet – og i ekstrem grad vurderer politikere på deres strategiske evner. At dette mediefokus er snævert forbundet med kopimaskinepolitikken, som betyder, at de politiske forskelle mellem lejrene svinder ind, er uomtvisteligt.

Men det handler også om, at regeringen for længst har fået gennemført sine store projekter fra udlændinge- og skattestop til velfærds- og globaliseringsreformer, er løbet tør for nye ideer og derfor i dag har blikket stift rettet mod at placere sig dér, hvor flertallet ligger i dagens Epinion-måling.

Og så spiller det naturligvis også ind, at oppositionen ikke har formået at sætte en dagsorden, der har kunnet begejstre befolkningen og sætte regeringen under pres. Dansk politik anno 2008 er sjældent kedelig og ufokuseret. Der er for meget Khader, for lidt substans – og masser af presserende udfordringer, der trænger til at blive samlet op.