De spildte chancer

Mens regeringen støvsuger Danmark for de sidste ledige hænder, er bestræbelserne på at skabe et mobilt arbejdsmarked på tværs af Øresund gået næsten i stå. Er visionen om en stærk Øresundsregion druknet i jysk og stockholmsk lokalpatriotisme?

Det lød egentligt så godt og rigtigt. Selv om der var meget støj og mange protester, da Øresundsforbindelsen blev vedtaget dengang i begyndelsen af 90’erne, havde mange fanget visionen: At lade København og Malmø smelte sammen til et stærkt skandinavisk vækstcenter, hvor varer, tjenester, koncertgængere, fodboldspillere, Tivoli-elskere, kærestepar og arbejdskraft frit kunne flyde over Øresund til gensidig berigelse. Geografer tegnede vækst-områder på Europa-kortet og hovedstadsborgmestre så byggekraner og nye skattekroner for deres indre blik. Ikke mindst industrien på begge sider af Sundet lagde kræfter i at få bygget en fast forbindelse, som kunne skabe vækst og sikre kvalificeret arbejdskraft til tiden. Metervis af rapporter blev udarbejdet – ikke mindst om, hvilke barrierer der nødvendigvis måtte ryddes af vejen for den vandrende arbejdskraft.

På mandag har Øresundsforbindelsen to års fødselsdag. Rapporterne samler fortsat støv, og status for visionerne om det fælles dansk-svenske arbejdsmarked er, at de enorme anstrengelser, som politikere, erhvervsfolk og faglige ledere lagde i at få bygget broen, står i direkte kontrast til bestræbelserne i dag på at få arbejdskraften til at bevæge sig frit. Skal man tro den stribe af fagfolk og politikere, som Ugebrevet A4 i dag refererer, så er arbejdet med at sikre et mobilt arbejdsmarked på tværs af Øresund simpelthen gået i stå. En svensk bosat øresundspendler med firmabil i Danmark må fortsat ikke benytte bilen i Sverige. Danske kokke og elektrikere med dansk svendebrev bliver stadig ikke accepteret i Sverige. Vil man have et erhvervskørekort i Danmark, kræves det fortsat, at man i forvejen har et dansk kørekort, som ikke kan erhverves af en udenlandsk statsborger. VVS- og elektriske installationer i Danmark forudsætter stadig, at man har en autorisation, som en svensk håndværker ikke umiddelbart kan få. Som hovedregel vil en dansker, der flytter til Malmø for at arbejde, være tvunget til at opsige sin private pensionsordning med betydelige rentetab til følge. Det samme gælder opsparing til efterløn, som ikke umiddelbart kan flyttes med til Sverige.

Eksemplerne på manglende tilpasning af lovgivning står i kø. Venter man barn, eller er den ene ægtefælle på overførselsindkomst, tårner et nyt bureaukrati sig op. Mest illustrativt er det måske, at de senere års byggeboom i hovedstaden har flyttet tusinder af bygningshåndværkere fra Fyn og Jylland, men yderst få fra Skåne.

Set i lyset af det højtprioriterede politiske arbejde, som i disse måneder finder sted med henblik på at opfylde målet om 87.000 nye job inden 2010, virker det nærmest grotesk, at politikerne har så svært ved at få øje på de muligheder, som Øresundsregionen tilbyder. Mens man i Danmark støvsuger arbejdsmarkedet for at finde studerende, indvandrere, handicappede og andre til at udfylde kommende store huller på det danske arbejdsmarked, så har man tilsyneladende opgivet overhovedet at sende støvsugeren til Sydsverige.

Årsagen til den ringe politiske interesse for at rydde barriererne af vejen kan man kun gisne om. En af forklaringerne er givetvis, at det i dag er andre politikere, der sidder på magten i både Danmark og Sverige, end dengang den store vision for Øresundsregionen blev fostret. En anden og mere grum mistanke er, at der er gået regionalpolitik i sagen. At politikerne i Stockholm og »Jyllandspartiet« i det danske Folketing slet ikke er interesseret i en stærk hovedstadsregion, der som økonomisk kraftcenter kan konkurrere med Berlin og den svenske hovedstad. I hvert fald er det påfaldende, at »mulighedernes bro« er ved at forvandle sig til »den glemte bro« efter bare to år.