De rigeste flygter fra den offentlige velfærd

Af

Danskere med månedslønninger over 50.000 kroner om måneden vender det offentlige velfærdssystem ryggen. Nye tal viser, at 28 procent har modtaget behandling på et privathospital, og hver fjerde har sendt børnene i privatskole. Samtidig svinder de rigestes vilje til at betale skat til den fælles velfærd. Den negative spiral ligger lige for, advarer samfundsforsker.

SAMMENHÆNGSKRAFT De rigestes opbakning til den danske velfærdsmodel skrider. Mens et flertal af danskerne nøjes med at brokke sig over serviceniveauet i det offentlige, så stemmer de rigeste med fødderne.

En ny undersøgelse viser en omfattende privatisering af velfærden blandt de mest vellønnede danskere: 28 procent har modtaget behandling på et privathospital, hver fjerde højtlønnede børnefamilie har valgt at sende deres barn i privatskole, mens syv procent går uden om det offentlige, når de skal vælge vuggestue og børnehave til deres børn. Tallene fremgår af en rundspørge foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 blandt 1.448 skatteydere, heraf 317 med indkomster over 600.000 kroner om året.

De nye tal får flere eksperter og politikere til at advare om, at Danmark er ved at udvikle sig til et regulært klassesamfund, hvor rig og fattig ikke længere får samme gode skolegang eller sundhedsbehandling af høj kvalitet betalt over skatten. Og hvor adgangen til velfærd i højere grad er bestemt af betalingsevne og personligt netværk.

»Det giver et helt anderledes samfund, og det har nogle konsekvenser, som er uoverskuelige,« advarer den øverste politisk ansvarlige for de offentlige sygehuse, formand for Danske Regioner Bent Hansen (S).

Han mener, der er sket et holdningsmæssigt gennembrud, hvor vi accepterer, at vi nu lever i et opdelt samfund:

»Det breder sig til skoler, børnepasning og plejehjem, og så er vi bundet til vores sociale placering i alle sammenhænge. Det er ikke det samfund, jeg ønsker at bo i,« siger Bent Hansen.

Direktøren for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – SFI og tidligere medlem af en stribe af VK-regeringens kommissioner Jørgen Søndergaard efterlyser en åben, demokratisk debat om privatiseringen af velfærden.

»Det her er noget, der knopskyder sig selv, uden at det er et led i en gennemtænkt plan,« påpeger Jørgen Søndergaard.

Opgør med skattebetalt velfærd

A4-målingen viser samtidig, at de højtlønnede målt på alle parametre er mere skeptiske over for skattefinansieret velfærd end gennemsnittet af danskerne. Tre ud af fire højtlønnede mener, de betaler for meget i skat, og et stort flertal på 82 procent i den tunge lønklasse mener, at serviceniveauet i det offentlige ikke lever op til de skatter, danskerne betaler.

På trods af, at de højest lønnede er mest utilfredse med den offentlige service, så er de samtidig mindst villige til at betale for den. Kun 30 procent af dem med månedslønninger over 50.000 kroner er således klar til at give afkald på deres egne skattelettelser, hvis pengene bruges på mere velfærd. Spørger man resten af lønmodtagerne, vinker over halvdelen gerne farvel til skattelettelser til fordel for mere fælles velfærd.

Der er altså ingen tvivl om, at regeringen med sin skattereform har svaret på en reel utilfredshed hos de højest lønnede. A4’s måling viser da også, at 8 ud af 10 højtlønnede vælgere stemmer på et parti, der går ind for skattelettelser – Venstre, konservative, radikale eller Liberal Alliance.

Professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter Bent Greve mener, de højtlønnedes ændrede holdninger til skat og velfærd er udtryk for »et brud i solidaritetsopfattelsen«:

»Tallene viser, at de højtlønnede er mindre villige end resten af befolkningen til at betale til fælles, solidariske velfærdsløsninger. Det er jo faktisk det, de siger: De vil ikke af med skattelettelserne for at hæve serviceniveauet. Det problem løser de selv ved at købe sig til en anden service i det private.«

Selv om regeringen og Dansk Folkeparti netop har vedtaget en skattereform, der sænker indkomstskatterne markant for netop denne vælgergruppe, så tvivler professor Bent Greve på, at det vil få de rigeste danskere til at valfarte tilbage til den offentlige service.

»Hvorfor skulle de vende tilbage til det offentlige tilbud, bare fordi de får lidt mere på kontoen efter skat,« spørger han.

Når toppen i samfundet får velfærdsservice andre steder end i det offentlige system, kommer de let til at synes, de betaler for meget i skat. Men får de flere skattelettelser, så bliver der færre penge til den offentlige velfærd, hvilket vil få endnu flere til at vælge den fra. Den negative spiral ligger lige for, advarer Bent Greve.

Ukontrolleret udvikling

Især i de større byer går privatiseringen rigtig stærkt. Private plejehjem skyder frem, og i nogle kvarterer går kun et mindretal af børnebefolkningen i den lokale folkeskole. Og mens private vuggestuer og børnehaver indtil for få år siden var et næsten ukendt fænomen herhjemme, så har syv procent af de højtlønnede familier i dag et barn i private daginstitutioner.

Som tidligere medlem af blandt andet regeringens velfærdskommission, kvalitetsreformgruppen og arbejdsmarkedskommissionen undrer Jørgen Søndergaard sig over, at en samfundsomvæltning af denne karakter får lov til at ske helt uden om den demokratiske proces og uden en vurdering af fordele og ulemper:

»Jeg synes, politikerne skal interessere sig for, om man skal lade det her rulle af sted på sin egen ukontrollable facon. Diskussionen af, om det her er den rigtige måde at gøre det på, har vi jo ikke rigtig haft. Det kunne være nyttigt at diskutere, hvor de private tilbud og forsikringer mest meningsfyldt kunne have en rolle at spille.«

Jørgen Søndergaard mener dog, det er en illusion at tro, at man kan skrue tiden tilbage til før privathospitalernes og de private børnehavers indtog på velfærdsmarkedet.

»Den tid er forbi, hvor man troede, at man kunne tvinge en lighedsbetragtning igennem. Vi har så stor en gruppe nu, der har en sundhedsforsikring – og der står under alle omstændigheder et stort udenlandsk marked til rådighed for dem, der kan betale.«

Michael Baggesen Klitgaard, der forsker i velfærdsreformer på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, mener heller ikke, det er muligt at vende tilbage til tidligere tiders enhedstankegang:

»Alternativet er et rigidt, offentligt system, hvor alle er lige og får en ens­rettet behandling. Vil man gerne sikre variation og valgfrihed til borgerne, så er der ingen vej uden om private løsninger – og lidt mere ulighed. Når man har et privat alternativ til det offentlige er det et uundgåeligt resultat, at de bedst stillede også er bedre i stand til at udnytte det frie valg.«

Når udviklingen ikke er mere synlig, skyldes det blandt andet, at den endnu ikke for alvor har fået fat i middelklassen. Ifølge Michael Baggesen Klitgaard bliver velfærdssamfundet først for alvor truet i det øjeblik, en almindelig LO-arbejder også har en privat sundhedsforsikring eller på andre måde vælger det offentlige fra.

Skrækbilledet

At det går stærkt på det private sundhedsmarked, er ingen hemmelighed.

Regeringens behandlingsgarantier har sammen med skattefrie sundhedsforsikringer betydet, at antallet af danskere med en sundhedsforsikring er steget fra 50.000 til 1 million på ganske få år. Langt hovedparten har fået forsikringen tilbudt som et skattefrit gode på arbejdspladsen. Formanden for de offentlige sygehusejere raser over, at politikerne på denne måde har flyttet tusindvis af stærke patienter og milliarder af skattekroner ud af det offentlige sundhedssystem.

»Det er simpelthen gift i forhold til den måde, vi driver sundhedsvæsen på i Danmark. Det er rigtig, rigtig farligt, og det er derfor, jeg er dybt, dybt bekymret over den her udvikling,« siger Bent Hansen.

Resultatet kan blive, at det offentlige sundhedsvæsen alene bliver et tilbud, man benytter sig af, hvis man ikke har råd til noget bedre i det private system:

»Det er ikke et skrækbillede. Det er noget, vi er på vej hen i. Hvis man vil have et sundhedsvæsen, der dækker hele befolkningen og er i international topklasse, så skal man også betale for det. Men det offentlige sundhedsvæsen er holdt i en skruestik i årtier nu, og det er klart, at det påvirker serviceniveauet, hvis man bliver ved med det,« advarer Bent Hansen.

Hans næstformand i Danske Regioner, Venstres Kristian Ebbensgaard, mener, man skal bekymre sig mindre om konkurrencen fra de private løsninger og mere om kvaliteten i det offentlige.

»Det væsentlige for mig er, at man har et offentligt skattefinansieret sundhedssystem af høj kvalitet. De offentlige hospitaler skal selvfølgelig have nogle vilkår, så de er så attraktive, at alle grupper ønsker at bruge dem.«

Han undrer sig ikke over, at så mange højtlønnede er kritiske over for de offentlige tilbud:

»Vi ønsker alle sammen en lang levetid og en god livskvalitet, så derfor er der en stor interesse for sundhed i alle grupper i samfundet. Private løsninger på sundhedsområdet er jo ikke kun noget, højtlønnede vælger at bruge,« påpeger Kristian Ebbensgaard.

Riges krav sikrer kvalitet

Velfærdsforsker Michael Baggesen Klitgaard mener heller ikke, at privatiseringen af velfærden samlet set er skadelig for den danske velfærdsmodel, fordi den er med til at give danskerne en større valgfrihed og mere fleksibilitet i den service, de efterspørger. Men det vil alt andet lige svække betalingsviljen til de fælles velfærdsgoder, erkender han:

»Hvis vi antager, at der er en sammenhæng mellem det, man får ud af sine skatter, og villigheden til at betale dem, så må man formode, at jo mind­re man bruger det offentlige system, desto større pres vil der være for at få reduceret skatten, og det vil selvfølgelig svække mulighederne for at få finansieret velfærden.«

Samtidig kan de riges flugt fra den offentlige velfærd betyde en dalende kvalitet på sygehuse, skoler og børnehaver. For uden de krævende forældre i klassen eller de ressourcestærke pårørende på sygehuset vil presset for bedre service tage af og det offentliges udvikling gå i stå, advarer Michael Baggesen Klitgaard.

»Politisk er de rigeste 10 procent jo nærmest ligegyldige, for det er middelklassen, der har de afgørende stemmer. Når det alligevel er vigtigt at have de rige med, er det jo, fordi det er dem, der brokker sig og stiller krav til den offentlige sektor. Så de skal være der for at sikre kvaliteten, også for de fattigste.«