De riges revolution

Af

En stadig mere effektiv markedsøkonomi skaber ufattelig rigdom, men er samtidig ved at opdele samfundet. En global overklasse af de kompetente og talentfulde er ved at sige farvel til den almindelige lønmodtager. Ansvaret for en ny og mere menneskelig kapitalisme ligger hos den enkelte, mener den svenske managementguru Jonas Ridderstråle.

»Mandlige gener,« siger Jonas Ridderstråle og griner.

Nej, det er ikke med vilje, han er pilskaldet, sådan har det nærmest altid været, forstår man. Tanken er ellers nærliggende, for på bogomslag og hjemmeside er Ridderstråles blanke isse et gennemgående motiv. Og evnen til at stikke ud, at have et mærke eller et brand, som det hedder på handelshøjskolerne og på avisernes lyserøde erhvervssider, er ifølge Jonas Ridderstråle et af de største succesparametre i en moderne markedsøkonomi. Ridderstråle, doktor ved den anerkendte handelshøjskole i Stockholm, er på rekordtid blevet en globalt efterspurgt foredragsholder om den nye økonomi. En økonomi, som Ridderstråle i bogen »Funky Business« fra 1999 kalder et overskudssamfund med næsten uanede muligheder for de dygtige virksomheder og den kompetente medarbejder. I bund og grund et samfund til fordel for alle.
I dag er hans tanker sporet i andre retninger, og begejstringen for de frie markedskræfter dæmpet.

Fra bobleøkonomi til dobbeltøkonomi

Ridderstråle er ikke den eneste managementguru eller finansekspert, der taler om, at kapitalismen har problemer. Men hans bekymring handler ikke om virksomhedernes bundlinier. Han er optaget af økonomiens betydning for samfundet.

I 1990’erne glemte man kollektivt, at virksomheder først og fremmest skal tjene penge og ikke blot ekspandere som svampe i en våd skov. Det måtte nødvendigvis føre til en voldsom opbremsning i økonomien, og de seneste to år er aktiekurserne da også styrtdykket, den ene virksomhedsgigant efter den anden er bukket under, og i 1990’ernes guldgraverindustrier som IT- og finansverdenen er fede bonusordninger erstattet med arbejdsløshed.

Det er problemer i overfladen. Noget helt andet er, at økonomien gennem de seneste år har ændret karakter, kapitalismen er blevet mere rå, omkostningerne er blevet større. Og det er noget, som optager Ridderstråle.

citationstegnI USA har de i det mindste en drøm, men hvad vil vi med vores samfund? Hvordan giver vi kapitalismen konkurrence? For markedet trænger til modstand, den trænger til en ny åndelighed – kapitalisme med karakter.

»Der er så meget medieopmærksomhed på bobleøkonomien, men den store forandring er, at vi glider mod en dobbeltøkonomi. Engang levede vi i et velfærdssamfund, hvor indkomsten var meget jævnt fordelt. Der var en lille gruppe meget rige mennesker og en lille gruppe fattige. De fleste tilhørte middelklassen og levede et materielt trygt liv. Men den type samfund er en parentes i historien. Normalen er en skarpt opdelt økonomi mellem meget rige og meget fattige. Og vi er på vej til at genindføre det skel,« forklarer Ridderstråle og forsætter:

»Det har smarte virksomheder allerede forstået. Se bare på, hvordan lavprisvirksomheder som IKEA, Ryan-air og Netto vinder frem, mens virksomheder såsom Gucci, Armani og Apple, der henvender sig til de absolut rigeste, bliver udbredt til hele kloden.«

15 Markedsmaskinen

Årsagen til det voksende skel i befolkningen ligger i det, som økonomer bruger hele deres liv på at forstå, nemlig hvordan et marked fungerer. Ifølge Ridderstråle er en markedsøkonomi hverken god eller ond, sort eller hvid – den er en maskine, der sorterer det effektive fra det ineffektive. I velfærdssamfundet er maskinen indstillet til en stor grad af omfordeling af ressourcerne, og det skaber den historisk set enestående store middelklasse. På grund af globaliseringen, den teknologiske udvikling og de stadigt mere effektive markeder, er der kommet knas i maskinen.

Ifølge Ridderstråle er forskellen på menneskers værdi for en virksomhed blevet enorm. Nogle har et særligt talent, de har særlige kompetencer. I sportens verden er David Beckham et eksempel på det fænomen: Han er bare bedre end de fleste andre fodboldspillere og derfor mere værd. I en konkurrencepræget vidensøkonomi er det præcis evnen til at tænke de skæve tanker, til at være innovativ, der afgør virksomhedens skæbne. Derfor er det ikke bare et spørgsmål om uddannelse, men i lige så høj grad om din personlighed og energi.

»Inden for de seneste 20 år er udviklingen blevet helt klar, fordi de mest kompetente medarbejdere er blevet en del af et globalt marked, hvor prisen på deres viden er skyhøj. De er vor tids overklasse og nyder en ekstremt høj grad af frihed,« siger Ridderstråle.

citationstegnDet er de riges revolution. I fremtiden bliver skattegrundlaget de fattige og fast ejendom, og det umuliggør velfærdssamfundets store omfordeling. Resultatet bliver opdeling.

Og det er kun en meget lille gruppe mennesker, der har adgangskort til det globale arbejdsmarked. Der findes bunker af ingeniører, reklamefolk, journalister og økonomer, der er bundet af deres lokalitet, fordi deres viden eller netværk er forældet. Alligevel mener Ridderstråle ikke, at man skal undervurdere betydningen af, at arbejdsmarkedet er blevet globaliseret.

»Jeg ved godt, at der er stor uenighed om, hvor mobil arbejdskraften i virkeligheden er. Men dels tror jeg, at vi ikke helt forstår, hvor globalt orienterede mennesker under 25 år er. Dels kan jeg se, at et land som Danmark allerede har sænket selskabsskatten og indført en særlig skat for udenlandske eksperter. Hvorfor? Fordi man er bange for, at de globale virksomheder og de mest værdifulde medarbejdere fravælger Danmark. Det er de riges revolution. I fremtiden bliver skattegrundlaget de fattige og fast ejendom, og det umuliggør velfærdssamfundets store omfordeling. Resultatet bliver opdeling,« siger han.

Den amerikanske drøm

Udviklingen er ifølge Ridderstråle mest håndgribelig i USA. Her er lønforskellene vokset eksplosivt, og de, der scorer de store aktiegevinster, er de absolut rigeste og så videre.
»Men USA er også det land i verden, hvor man bedst forstår at udnytte vidensøkonomiens dynamik. Det gælder særligt, når det handler om at skabe social mobilitet, at bryde den sociale arv. I USA har syv af de ti rigeste under 40 år selv bygget deres virksomhed op. To er direktører for nye virksomheder, og den sidste er Michael Jordan. Kort sagt, den amerikanske drøm er ikke grebet ud af den blå luft. I Europa består den tilsvarende liste af arvinger og russiske oliebaroner,« siger Ridderstråle.

I USA har den frie markedsøkonomi været med til at skabe verdens rigeste samfund, men det har også haft en pris. Mennesker i bunden af lønningsskalaen må have to job for at få økonomien til at hænge sammen. Ikke alle kan følge med, derfor vokser udstødningen, og antallet af indsatte i de amerikanske fængsler har aldrig været større. Gruppen i toppen knokler 70-80 timer om ugen, fordi de ved, at deres viden er en fersk vare, hvor udløbsdatoen er afhængig af, hvor meget de holder sig i gang.

»Mange tænker på at score gevinsten, præcis som en tennisspiller eller fodboldspiller, der ved, at de ikke er meget værd, når de er over 35 år. Derfor bliver det vanskeligere for alle at finde balancen mellem at leve og overleve, hvilket også forklarer, hvorfor salget af viagra og prozac er eksploderet. Det er livsfarligt at bygge et samfund med så store forskelle og usikkerhed, for det skaber ustabilitet, og det har aldrig været godt for samfundet,« siger Ridderstråle og forsætter med et retorisk spørgsmål:

»I USA har de i det mindste en drøm, men hvad vil vi med vores samfund? Hvordan giver vi kapitalismen konkurrence? For markedet trænger til modstand, den trænger til en ny åndelighed – kapitalisme med karakter.«

Det personlige ansvar

Jonas Ridderstråle er enig i en del af kritikken af markedsøkonomien. For den er ikke perfekt, siger han, men formodentlig det mindst ringe system, vi hidtil har forsøgt os med. Men han advarer også mod troen på, at man kan regulere sig ud af problemerne:

»På kort sigt kan vi lave en masse regler, som stækker markedskræfterne. Resultatet bliver mindre effektivitet. Populært sagt bliver samfundskagen mindre, og det vil absolut ikke være en fordel for de økonomisk svageste. Dem med talenter og kompetencer flygter, og vejen til sammenbrud er blotlagt,« siger Ridderstråle.

Han mener, at en stor del af ansvaret for at tæmme markedskræfterne og give kapitalismen en ny moralsk dimension ligger hos den enkelte. De fleste danskere eller svenskere skal nemlig til at se sig selv som mere end lønmodtagere, de skal også til at jonglere mere aktivt med rollerne som kunder og kapitalister.

»Lønmodtagere vil gerne have en højere løn. Får de ikke det, strejker de, skifter arbejde eller bliver bare mugne. Som forbrugere vil vi gerne have lave priser på vores jeans, på vores fødevarer. Forbrugere i dag er meget prisbevidste, og med internettet er det blevet nemt at sammenligne priser på ens varer. Så konkurrencen er knivskarp. Samtidig er de fleste europæiske lønmodtagere blevet aktieejere i kraft af arbejdsmarkedspensionerne. Og som aktieejere vil vi have høje afkast. På den måde indeholder vi hver især de spændinger, som findes i den nye økonomi,« siger Jonas Ridderstråle.

Han peger på, at en økonomi, hvor lønmodtagerne får højere lønninger, lavere priser og større afkast på deres aktier er et regnestykke, der ikke går op. I hver eneste rolle bliver det enkelte menneske desuden nødt til at tænke sig om og træffe afgørende valg: Vil jeg have et samfund, hvor det vigtigste er høje aktieafkast, eller er det vigtigere, at mine pensionspenge bliver investeret i virksomheder, som tager et socialt ansvar i Polen? Vil jeg købe de billigste bukser, selv om prisen er lav, fordi bukserne er lavet af udsultede bengalere? Er det vigtigste en høj løn eller en garanti for, at noget af virksomhedens overskud bliver brugt på at sikre rummelighed på arbejdspladsen?

»Det er summen af vores egne valg, der kan give samfundet en drejning i den rigtige retning,« afslutter Jonas Ridderstråle.