De radikale satsede – og står til nederlag

Af

Efter flere års uafbrudt succesridt har Det Radikale Venstre på rekordtid tabt pusten i meningsmålingerne, og partiet ligger nu under valgresultatet fra februar 2005. Ugebrevet A4 undersøger, hvor de radikale skred i svinget. Storhedsvanvid, uradikale krav og venstresnoede vælgere er elementer i historien.

NEDTUR Det var gode tider. Rigtig gode tider endda. Siden folketingsvalget i 1998 har Det Radikale Venstre redet på en bølge i vælgerhavet. Mens blot 3,9 procent af vælgerne stemte radikalt i 1998, havde partiet otte år senere mere end tredoblet sin vælgeropbakning i meningsmålingerne. Hele 12,3 procent ville stemme radikalt ifølge meningsmålingerne fra april 2006.

Men alle gode historier har en ende – også den radikale succeshistorie. Siden april har vælgerne nærmest stået i kø for at forlade de radikale, og i de seneste meningsmålinger ligger partiet på under ni procent af stemmerne og dermed under valgresultatet fra februar 2005. Den aller seneste af slagsen offentliggjort i fredags sender de radikale helt ned på 7,7 procent.

Men hvorfor er de radikales optur stoppet så brat? Ugebrevet A4 forsøger på baggrund af samtaler med politiske forskere og kommentatorer at komme nærmere svaret. Eller rettere svarene, for der er fire hovedforklaringer på, at de radikale har mistet pusten:

  • De radikales fremgang skyldtes i høj grad den megen fokus på udlændingepolitik og værdipolitik, og den kulminerede netop under Muhammed-krisen, hvor disse spørgsmål optog praktisk talt alle danskere. På det felt optræder de radikale markant som kontrast til Dansk Folkeparti. Siden er værdipolitikken gledet ned ad den offentlige dagsorden, mens velfærdsdebatten er i fokus. Og her har de radikale været fraværende.
  • De radikales brud med Socialdemokraterne og åbning over for et samarbejde med Venstre og de konservative har skræmt mange af de radikale vælgere. Flere analyser viser, at langt størstedelen af de radikale vælgere orienterer sig mod venstrefløjen. Specielt de vælgere, som de radikale har tiltrukket i de seneste år, har meget svært ved at se de radikale støtte Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister.
  • De radikales seks ultimative krav (som på det seneste er blevet uomgængelige i stedet) for at støtte en regering er i modstrid med den pragmatisme, som traditionelt har kendetegnet partiet. De radikale har stået for en linje, hvor man altid søgte mest mulig indflydelse og indgik i forlig, hvis man mente, at resultatet trak i den rigtige retning. Mange radikale vælgere føler, at ultimative krav er virkelighedsfjerne og groft sagt udtryk for, at de radikale topfolk har fået storhedsvanvid. Specielt når et af kravene var, at Marianne Jelved skulle være statsminister.
  • De radikale folketingsmedlemmer har i flere omgange udkæmpet offentlige slagsmål om partiets linje. Blandt andet i værdi- og udlændingepolitikken, hvor der er langt fra Elsebeth Gerner Nielsen på partiets venstrefløj til Naser Khader på højrefløjen. Under Muhammed-krisen var det en fordel at kunne appellere til flere grupper, men på længere sigt er de vanskelige at skræve over. Samtidig mente flere, at kravene ikke skulle være ultimative, og nogle kunne ikke se fornuften i at lancere Jelved som statsministerkandidat. Det interne fnidder har forvirret vælgerne.

I maj 2006 offentliggjorde A4 en undersøgelse, der viste, hvad de radikale vælgere ville stille op, hvis partiet ikke fandtes. Og konklusionen var ganske klar: Over halvdelen af det traditionelle midterpartis vælgere ville i stedet stemme på Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten, mens kun en femtedel ville sætte kryds ved Venstre, de konservative eller Dansk Folkeparti.

Andre analyser har peget på, at specielt de nyere radikale vælgere er mere venstreorienterede end den klassiske radikale vælger. Mange af dem er frafaldne socialdemokrater, som har været skuffede over Socialdemokraternes linje i værdi- og udlændingepolitikken. Derfor var det en leg med ilden, de radikale kastede sig ud i, da man 7. april 2006 besluttede, at Socialdemokraterne ikke længere kunne regne med de radikales støtte i kampen for at vælte VK-regeringen.

»De radikale har fået nogle rigtigt venstreorienterede vælgere i de seneste år, og derfor er det ekstremt farligt for deres vælgertilslutning, at de begynder at flirte med regeringen,« siger Søren Risbjerg Thomsen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Han mener, bruddet med Socialdemokraterne er en væsentlig forklaring på, at de radikale har mistet mange vælgere de seneste ni måneder.

Ole Dall, chefredaktør for det radikalt sindede Skive Folkeblad, kalder det en rigtig satsning at melde klart ud, at de radikale var et selvstændigt parti med en selvstændig profil. Til gengæld var fremsættelsen af de »ultimative« krav en fejl:

»Det var helt uradikalt og politisk uklogt. Klassisk radikal politik indebærer, at man indgår forlig, hvis resultatet trækker i den rigtige retning. Man sætter sig ikke uden for indflydelse ved at stille ultimative krav,« siger Ole Dall.

Guds gave til menneskeheden

Den analyse støttes af politisk kommentator og chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup. Han mener, en psykolog kunne få meget ud af, at de pragmatiske radikale pludselig stillede ultimative krav, hvor et af dem var, at Marianne Jelved skulle være statsminister:

»De radikale betragter mere og mere sig selv som Guds gave til menneskeheden, og jeg tror, det byder mange inderligt imod. Hele Marianne Jelveds projekt »jeg vil være statsminister« virker også som storhedsvanvid, når man repræsenterer et parti med kun cirka 10 procent af vælgerne bag sig. Nedturen er på den måde et lærestykke i, hvordan det kan gå, når succes stiger en til hovedet.«

Kravet om Jelved som statsminister har de radikale dog nedtonet nu, og lav cigarføring er også den eneste mulighed, hvis den drøm nogensinde skal gå i opfyldelse. Det mener Hans Jørgen Nielsen, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, som henviser til 1968, hvor Hilmar Baunsgaard blev radikal statsmini-ster, selv om de radikale var det mindste parti i VKR-regeringen:

»Det lykkedes Baunsgaard at manøvrere sig i stilling til statsministerposten gennem flere års arbejde på de indre linjer. Men det kan ikke lade sig gøre, når man begynder med at kræve posten offentligt,« siger Hans Jørgen Nielsen.

Han mener, at slutningen på Muhammed-krisen også markerede slutningen på den radikale succeshistorie. Dels var det umuligt i længden at holde på de meget forskellige vælgere, som de radikale tiltrak under Muhammed-krisen, og dels har den efterfølgende dagsorden ikke været de radikales hjemmebane:

»De har mistet den fordel, at værdipolitikken var enormt meget i fokus. Og så har de manglet en klar politik i den velfærdsdebat, som har været på dagsordenen de seneste måneder. De er stærke til at kritisere regeringen, men de har ikke været ret gode til at fremlægge deres egen politik,« siger Hans Jørgen Nielsen.

A4 ville meget gerne have haft Marianne Jelveds analyse af den radikale nedtur, men hun vil af princip ikke kommentere på meningsmålinger. Hun henviste dog til Socialdemokraternes katastrofale placering i meningsmålingerne, da hun i april begrundede, at de radikale ikke længere ville støtte en socialdemokratisk statsminister:

»Vi må erkende, at en SR-regering ikke længere er en realistisk mulighed, og det tager vi så konsekvensen af,« sagde Jelved til flere medier.

I dag er virkeligheden en anden. I flere af de seneste meningsmålinger har Socialdemokraterne og de radikale haft flertal med støtte fra SF og Enhedslisten. Derfor er der ifølge Henrik Qvortrup også kun én udvej for de radikale, hvis de vil have indflydelse efter næste valg:

»De må bløde lidt op på deres krav, og så må de lægge sig i selen for at skabe et troværdigt alternativ til regeringen sammen med Socialdemokraterne. De radikale ville stå sig ved at indse, at det er den eneste realistiske mulighed.