De nye europæere ligner de gamle

Af

Ti nye medlemslande betyder en fundamental ændring af hele det politiske spil i EU. Fogh og Blair håber, at fremtidens EU bliver mere liberalt og pro-amerikansk. Det er højst usikkert, vurderer eksperter og diplomater. Men udvidelsen forstærker presset på »lunkne« europæere som Storbritannien – og Danmark.

Weekendens EU-topmøde var et af de sidste i det »gamle« EU. Næste år vokser unionen fra 15 til hele 25 lande, og intet bliver som før. Spillet, balancerne, magtforholdene – alt vil ændre sig. Det store spørgsmål er hvordan.

Den britiske regering fremhævede efter Irak-krigen sin egen styrkeposition i fremtidens EU. De nye østeuropæiske EU-lande er – som Storbritannien – orienteret imod USA og støttede krigen mod Saddam Hussein. Østeuropæerne er også skeptiske over for mange EU-regler omkring miljø, arbejdsmarked og socialpolitik. Kort sagt: Fremtidens EU bliver mere liberalt og pro-amerikansk – mente man i London.

citationstegnTil forskel fra Storbritannien og Danmark forstår de nye medlemslande, at EU er en politisk størrelse. De melder sig netop ind af politiske grunde. Kirsty Hughes, forsker ved Centre for European Policy Studies

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er inde på lidt af det samme i en ny bog:

»Den massive udvidelse af EU vil få betydelige konsekvenser for EU’s politiske udvikling. De nye lande i Central- og Østeuropa er pro-atlantiske og ser USA som garanten for deres frihed og sikkerhed… Det vil præge deres syn på udviklingen af en fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik i EU,« siger Fogh i den nye udgave af interview-bogen »I godt vejr og storm«.
Statsministeren mener, at de mange nye EU-lande vil svække Tyskland og Frankrig, der hidtil har været motoren i den europæiske integration. Derimod vil Fogh og hans meningsfæller angiveligt få flere allierede.

Store forskelle på de nye

Måske skal Blair og Fogh lige spise brød til. Eksperter og diplomater vurderer nemlig, at fremtidens EU bliver mere komplekst og uforudsigeligt. Frankrig og Tyskland har – ganske rigtigt – ikke samme vægt som før. Men det har Storbritannien – eller Danmark – heller ikke. Og de nye medlemslande vil formentlig rent politisk vise sig at være lige så forskellige som de nuværende:
»Kandidatlandene vil ikke føre den samme politik, når de bliver medlem af EU. Et land som Estland vil ligge tæt på Storbritannien og Danmark – liberalt, pro-amerikansk, skeptisk over for yderligere europæisk integration. Men lande som Tjekkiet eller Ungarn vil være helt anderledes.

Ungarn deler for eksempel ikke den britiske frygt for yderligere integration, og den tjekkiske regering var delt midt over i holdningen til Irak-krigen,« siger Kirsty Hughes, der er forsker på den ansete tænketank Centre for European Policy Studies i Bruxelles.

Tværtimod vil Storbritannien og Danmark få et problem med deres forbeholdne Europa-politik. De nye lande orienterer sig allerede nu for fuld kraft imod EU’s institutioner, som briter og danskere ikke er fuldt med i, påpeger Kirsty Hughes. Hverken Storbritannien eller Danmark er med i euroen, Storbritannien er uden for Schengen-samarbejdet om åbne grænser, mens Danmark har forbehold over for forsvar og overnational retspolitik.

»Til forskel fra Storbritannien og Danmark forstår de nye medlemslande, at EU er en politisk størrelse. De melder sig netop ind af politiske grunde. De øst- og centraleuropæiske lande satser alle på fuldt medlemskab af euroen. De vil ikke være EU-medlemmer på anden klasse,« siger Kirsty Hughes.

Hun deltog for nylig i en konference i København, hvor Anders Fogh Rasmussen fremlagde sin Europa-politik. Statsministeren fremhævede, at Danmarks militære sikkerhed i sidste ende garanteres af USA og ikke af de vesteuropæiske stormagter. Derfor skal Danmark ifølge Fogh bakke op om USA i konflikter som Irak:

»Det er et ærligt synspunkt: Danmark gør det, som vores beskytter gerne vil have,« siger Kirsty Hughes.

»Men for det første må danskerne spørge sig selv, om de vil lade en beskytter styre deres udenrigspolitik. For det andet: Hvad er truslen? Hvem er det, der står klar til at invadere Danmark? Verden har ændret sig siden den kolde krig, og de globale udfordringer er helt anderledes. Den største trussel imod Danmark og andre europæiske lande er terrorismen, og det kræver nok så meget et europæisk samarbejde på tværs af grænserne,« påpeger Kirsty Hughes.

Forbehold svækker Danmark

Danske diplomater forudser ligeledes voksende problemer med forbeholdene i et større EU. Disse års fremdrift i EU sker især på tre områder – euroen, forsvarspolitik og samarbejde om rets- og asylpolitik. Netop de felter, hvor Danmark ikke er fuldt med på grund af forbeholdene.

Når EU vokser med ti nye lande, er spillet mellem landene langt mere uoverskueligt. Det bliver sværere at etablere koalitioner, som kan fremme eller stoppe bestemte initiativer. Ministre og embedsmænd får i endnu højere grad end i dag brug for uformelle alliancer, hvor et lands støtte kan »betales« med forståelse på et helt andet område. Og her får Danmark et problem, når vi på grund af EU-forbeholdene står uden for de mest dynamiske dele af samarbejdet:

»Når vi har færre varer på hylderne, har vi også mindre at handle med, når der skal etableres uformelle alliancer,« siger en dansk diplomat.

Det er imidlertid uklart, hvornår statsminister Anders Fogh Rasmussen er rede til et opgør med forbeholdene. Mens Venstre under Uffe Ellemann-Jensen havde EU som en afgørende mærkesag, er partiet i dag helt anderledes forsigtigt. Meget tyder på, at Fogh først vil lade danskerne stemme om den nye EU-forfatning – og udskyder et opgør med forbeholdene til en fjern fremtid.

I klemme mellem far og mor

Det var især krigen i Irak, som satte fokus på de nye EU-landes udenrigspolitik. Ti østeuropæiske lande bakkede i en fælles erklæring op om USA’s linje. Resultatet var voldsom irritation i Tyskland, Frankrig og andre lande, der var kritiske over for USA. Frankrigs præsident Chirac udtalte ligefrem, at de kommende EU-medlemmer forsømte en oplagt lejlighed til at holde bøtte.
Mange af de østeuropæiske lande fandt imidlertid valget mellem USA og Tyskland-Frankrig meget smertefuldt. »Hvordan kan jeg vælge mellem min far og min mor,« sukkede den slovenske udenrigsminister Dimitrij Rupel. De nye EU-lande vil da også fremover vælge en lavere profil, forventer diplomater og eksperter.

En af dem er vicedirektør Heather Grabbe fra Centre for European Reform i London. Hun advarer imod at overfortolke østeuropæernes linje under Irak-krisen. De fleste østeuropæiske politikere deler godt nok den britiske opbakning til NATO og USA. Og de beundrer USA for dets velstand og anti-kommunisme. Alligevel kan opbakningen til USA under Irak-krigen meget vel være et enkeltstående tilfælde, påpeger Heather Grabbe. Det skyldes flere faktorer:

  • Folkestemningen i Østeuropa var lige så skeptisk over for krigen som i de fleste vesteuropæiske lande. Krigsmodstanden var særlig stærk blandt de yngre østeuropæere, der er vokset til efter kommunismens fald.
  • Samtidig lægger østeuropæerne stor vægt på at styrke FN og andre internationale institutioner – hér er de meget tættere på Vesteuropa end på USA. De har for eksempel støttet EU over for USA i spørgsmål som Kyoto-aftalen om drivhus-effekten og Den internationale Straffedomstol imod krigsforbrydere og folkemord.
  • Endelig har de østeuropæiske lande brug for en stærk EU-udenrigspolitik over for deres egne ustabile naboer længere mod øst. Polen har foreslået, at EU udvikler en stærkere »øst-politik« over for Hviderusland og Ukraine, mens Ungarn og Slovenien lægger stor vægt på EU’s Balkan-politik. Her er de nye EU-lande langt mere afhængige af et godt forhold til Frankrig, Tyskland og Storbritannien end af et USA, der interesserer sig for helt andre dele af verden, fastslår Heather Grabbe.

Den danske forsker Søren Rishøj har i mange år fulgt den politiske debat i Østeuropa og peger lidt i samme retning. De øst- og centraleuropæiske lande vil ændre sig med nye generationer, som er vokset op efter kommunismen:

»Mange af de nuværende toppolitikere orienterer sig imod NATO og USA, fordi de stadig frygter Rusland og føler en taknemmelighedsgæld til amerikanerne. Men for de yngre generationer er kommunismen stort set fortid – det er mest noget, forældrene fortæller om. Yngre, veluddannede østeuropæere er europæiske, pragmatiske og individualistiske, og medlemskabet af EU bliver en gigantisk læreproces,« siger Søren Rishøj, der er lektor på Syddansk Universitet.

Fattige – og forskellige

Men de fremtidige EU-lande er fælles om én ting – pengemangel. Som det fremgår af skemaet, er velstanden i disse lande markant lavere end i det nuværende EU. I mange af kandidatlandene er nationalproduktet per indbygger kun det halve af EU-gennemsnittet – og de baltiske lande er helt nede omkring en tredjedel.

Derimod er landene politisk vidt forskellige. Fem af de ti nye lande er under ledelse af socialdemokrater og andre centrum-venstre-kræfter, mens de fem øvrige har mere borgerligt-orienterede regeringer.

»De østeuropæiske lande er ikke ideologisk mere borgerlige end de vesteuropæiske,« siger Søren Rishøj.

Alligevel kan briterne få ret i, at de nye lande i starten vil træde lidt på bremsen, når EU diskuterer nye miljømæssige og sociale initiativer:

»Især de socialdemokratiske partier vil gerne demonstrere sociale fremskridt, når de skal stå til regnskab over for vælgerne. Men de øst- og centraleuropæiske lande slås med kolossale problemer med at få statsbudgetterne til at hænge sammen. De har gennemført store offentlige besparelser – blandt andet for at komme med i euroen. Derfor vil mange af dem være skeptiske over for nye EU-regler, der belaster de offentlige budgetter,« siger Søren Rishøj.

Men det kan ændre sig på lidt længere sigt. Her bliver det afgørende, om de nye EU-lande får opbygget et velfungerende skattesystem, der kan skaffe flere penge i kassen og finansiere nye offentlige udgifter, påpeger Søren Rishøj.

Befolkningens værdier og idealer er nemlig stort set de samme som i Vesteuropa. Det konkluderede en analyse af velfærdspolitikken i fremtidens EU, som sidste år blev udsendt af Socialforskningsinstituttet. Meningsmålingerne viser, at befolkningen i både øst og vest bakker solidt op om velfærdssamfundet. Faktisk vil borgerne i kandidatlandene i højere grad bruge penge på sundhed, uddannelse og ældre, end vælgerne i det nuværende EU.

Stærkere stemme i verden

Udvidelsen betyder imidlertid ikke kun, at EU bliver mere forskelligartet indadtil. Et samlet Europa med 25 lande vil også tale med større styrke udadtil – hvis de ellers kan blive enige.

Perspektivet afhænger nok så meget af, hvorfra det ses. Lad os til sidst give ordet til journalisten Shada Islam, der har skrevet om EU i femten år og i dag er korrespondent for det ansete Far Eastern Economic Review:

»Jeg oplever en helt anden interesse for EU end tidligere. Næsten hver uge bliver jeg kontaktet af redaktører fra forskellige lande i Asien, der vil have udlagt den europæiske udvikling. Men det overrasker mig, at EU’s ledere ikke for alvor har opdaget denne interesse fra resten af verden,« siger Shada Islam.

»Europa er blevet en model for andre lande, der vil bygge bro over gamle fjendskaber. Splittelsen under Irak-krigen blev i EU oplevet som et stort problem, men har styrket Europa i Asien og Mellemøsten. USA har militær magt til at styre verden, men også til at udløse modstand og kaos. De fleste lande deler den europæiske tro på sociale løsninger, multilaterale institutioner og et internationalt retssamfund.«