De næsten usynlige

Af

Hvor er den enlige mor uden uddannelse og den udstødte unge i velfærdsdebatten? Fuldstændig fraværende. Den ordførende middelklasse har nemlig alt for travlt med at tale om sig selv.

UNDER RADAREN Lad os kalde dem de »næsten usynlige«. For er det ikke det, de er? Det kan da godt være, at de jævnligt optræder i tv-dokumentarudsendelser som unge mødre, der har svært ved at håndtere deres børn, eller som skæve eksistenser, der ikke kan begå sig i et moderne samfund. Men bortset fra disse kuriøse indslag i tv-mediets socialpornoserier hverken ser eller hører man meget til det betydelige mindretal af danskerne, der er ved at blive hægtet af samfundet: De skrøbelige familier, de dårligt uddannede – for ikke at tale om de mange unge, der vokser op med markant ringere chancer i livet end deres jævnaldrende. Den nederste sjettedel i vores samfund er udgrænset af den offentlige debat. Simpelthen fordi den kompakte majoritet glemmer at tale om dem. Den har nemlig travlt med at tale om sig selv.

Det gælder ikke mindst i velfærds- og kvalitetsdebatten, der før sommerferien kulminerede med regeringens udspil til en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Reformen henvender sig til den bedre uddannede del af befolkningen med appeller som: Nu vil vi sikre dig servicevaredeklarationer, klare rettigheder i forhold til offentlig service, masser af brugerundersøgelser og mulighed for at frit på alle velfærdshylder.

Sådan lefler moderne politikere for middelklassens storforbrugere af offentlige velfærdsydelser, der vil have mere af det hele. Men hvor er den sociale klient, den enlige mor uden prangende eksamensbeviser og den unge, der netop er droppet ud af sin tredje erhvervsuddannelse? De er bemærkelsesværdigt fraværende i velfærdsdebatten til trods for, at det er dem, der er fuldstændig afhængige af den offentlige sektor, og at det er dem, der udgør det betydelige mindretal, der er ved at blive hægtet af, mens det store flertal aldrig har haft det bedre.

Set fra samfundets bund vil hverken fritvalgsordninger, brugerundersøgelser eller varedeklarationer gøre den store forskel. Men det er der meget andet, der vil. Et kvalitetsløft for de svage kunne for eksempel handle om at få kickstartet den sociale mobilitet, som er gået fuldstændig i stå i dette land, ved at satse massivt på opkvalificering og erhvervsuddannelser. Om at få indrettet daginstitutioner, skoler og socialpolitik, så man kan bryde den negative sociale arv, der stadig holder mennesker fast i et jerngreb. Om at gøre op med den sociale ghettoisering, der betyder, at vi i stadigt stigende grad klumper os sammen med mennesker, der ligner os selv. Om at målrette velfærdsydelser mod dem, der rent faktisk har behov for dem. Om at få forenklet det sociale system, så det bliver overskueligt og til hjælp for den enkelte, frem for klientgørende som i dag. Om en særlig indsats over for udsatte familier, misbrugere, hjemløse og kontanthjælpsmodtagere. Og om meget, meget andet.

Foreløbig har regeringen ikke formuleret en velfærds- og kvalitetspolitik, der overskrider middelklassens snævre interesser. Det spændende bliver nu at følge, om Socialdemokraterne, der i denne uge fremlægger deres udspil for den offentlige sektor, vælger at give debatten en tiltrængt social drejning ved at placere den ressourcesvage centralt på den politiske dagsorden – lige dér ved siden af middelklassedanskeren. Man har da lov at håbe.