De multinationales kontraktbrud

Af Noa Redington, analytiker

Unilever har de seneste 10 år betalt 210.000 kroner i selskabsskat om året. Det er en anelse mere, end hvad en almindelig dansk familie betaler til finansieringen af velfærdssamfundet. Det er forargeligt. Dansk Folkeparti kan insistere på, at kontrollen med de multinationale selskaber bliver bedre. Men tør partiet det?

Det koster dyrt at drive folkeskole, hospitaler, ældrepleje, forsvar, politi, folkepension, kontanthjælp, daginstitutioner og alt det andet, der tilsammen udgør velfærdssamfundet. Sidste år betalte danskerne i alt 653 milliarder kroner i skat for at finansiere gildet. Men langt de fleste danskere betaler alligevel skat uden den store ballade. For langt de fleste vil nemlig gerne være med til at vedligeholde den kontrakt, det danske velfærdssamfund bygger på: At alle er med til at yde efter evne og nyde efter behov i det omfang, det er muligt.

Den kontrakt omfatter også erhvervslivet. Virksomhederne skaffer arbejdspladser og indtjening til samfundet. Et stærkt dansk erhvervsliv er ganske enkelt en forudsætning for et stærkt velfærdssamfund. Det danske samfund har da også prioriteret at give erhvervslivet gode vilkår. Dansk arbejdskraft er veluddannet, infrastrukturen er i top, og arbejdsmarkedet er et af de mest fleksible i verden. Sidst, men ikke mindst, er den danske selskabsskat på 30 procent – en af de laveste i EU. Derfor er der al mulig grund til at være forarget, når store virksomheder bryder deres kontrakt med det danske samfund. Og det er lige præcis det, et utal af dem gør.

For nogle uger siden dokumenterede UgebrevetA4 i samarbejde med Oxford Research, at de 65 største multinationale selskaber i Danmark kun betaler lidt eller ingen skat. Virksomheder som Nestlé og Unilever har de seneste 10 år omsat for henholdsvis 11,3 milliarder kroner og 14,9 milliarder kroner. Det er imponerende summer. Det er deres skatteindbetalinger til gengæld ikke. De seneste 10 år har Nestlé betalt 10 millioner og Unilever 2,1 million kroner i skat. Det svarer for Unilevers vedkommende til 210.000 kroner om året – eller en anelse mere, end hvad en almindelig familie ifølge Danmarks Statistik betaler i skat!

Virksomhedernes forklaring på den ringe skatteindbetaling er underskud og store investeringer. Den forklaring køber vismand i Det Økonomiske Råd og international skatteekspert, Søren Bo Nielsen, ikke. I Ugebrevet A4 gav han klart udtryk for, at det er usandsynligt, at de danske afdelinger af multinationale selskaber år efter år ikke bidrager positivt til virksomhedens indtjening. Søren Bo Nielsen pegede på, at virksomhederne ved hjælp af såkaldt kreativ transfer pricing – altså interne handler med varer til kunstigt høje priser mellem moderselskabets filialer i forskellige lande – fører milliarder af skattekroner ud af Danmark. I sidste uge satte også Danmarks Radio fokus på de multinationale selskabers manglende lyst til at betale skat herhjemme. Udsendelsen »Skatteakrobaterne« viste blandt andet, at McDonald’s ikke har betalt skat i Danmark, siden kæden kom hertil for 21 år siden. Endnu engang kunne Søren Bo Nielsen fastslå det usandsynlige i, at en virksomhed som McDonald’s over så lang en periode ikke giver overskud i Danmark. Vismanden har utvivlsomt ret.

Derfor er det glædeligt, at Dansk Folkeparti omsider er parat til at gå uden om VK-regeringen for sammen med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, at tvinge skatteminister Svend Erik Hovmand (V) til at kulegrave området. Men Dansk Folkeparti skal ikke slippe af sted med at stille spørgsmål til ministeren. Erfaringer fra udlandet viser, at de multinationale selskaber ikke frygter rapporter og kommissioner. De frygter kontrol. De danske regler på området er gode nok, men kontrollen halter, fordi Told og Skat ikke har ressourcer nok. I de kommende forhandlinger om finansloven kan Dansk Folkeparti passende insistere på, at skattemyndighederne får tilført massive ressourcer, så de kan tage kampen op mod de dele af erhvervslivet, der har valgt at bryde kontrakten med det danske velfærdssamfund.