De fleste frem for de svageste

Af adm. direktør Ole Krog, Danmarks Apotekerforening.

Når vi skal forsikre bilen, vælger vi ofte en billig ordning med selvrisiko frem for en dyr forsikring, der dækker den mindste bule. Men når vi via det offentlige skal forsikres mod ledighed eller sygdom, vælger vi den dyreste form, hvor selv den mindste ulykke dækkes fra dag ét.

Vi er alle enige om, at velfærdssamfundet skal koncentrere kræfterne om de svageste. Prioriteringen er klar – vi skal målrette indsatsen. På festtaleniveau er alle enige, men når det kommer til konkrete forslag, kniber det – ikke overraskende – lidt mere.

Flere gamle travere har været trukket af stald i sommerens løb. Socialdemokratiet har endnu en gang luftet tanken om at fjerne børnechecken eller gøre den indkomstafhængig. Karensdage ved sygdom har også været nævnt kortvarigt. Karensdage ved ledighed indgår ikke i debatten lige nu, men det bliver måske det næste forslag.

Hvorfor er det egentlig sådan, at vi skal have dagpenge allerede første dag, vi bliver arbejdsløse? Hvorfor skal vi have fuld offentlig dækning fra første sygedag?

Hvorfor er det sådan, at vi har en endog meget god dækning ved den mindre ulykke, kortvarig ledighed, midlertidig sygdom, ledighed efter uddannelse? Samtidig har vi en række områder, hvor den langvarige ledighed, rygskaden hos sygehjælperen eller langtidssygdommen efterlader familier i permanent økonomisk uføre.

Hvorfor har vores arbejdsskadelovgivning i en årrække været sådan, at plejepersonalets alt for hyppige løfteskader typisk ikke er anerkendt som arbejdsskader? Hvorfor har det knebet med midler til revalidering og opfølgning over for langtidssyge? Hvorfor har store grupper på arbejdsmarkedet kun kunnet få en dagpengekompensation på cirka 50 procent af den mistede indkomst?

Det er da ikke at koncentrere indsatsen om de svageste. Tværtimod. På den måde anvender vi jo milliarder af kroner på offentlige ydelser til at kompensere det økonomiske tab ved mindre »ulykker«. Kunne man ikke med fordel frigøre disse midler og anvende dem til en fokuseret indsats for et bedre arbejdsmiljø, bedre arbejdsskadedækning eller bedre revalidering, når den store ulykke er indtrådt?

Når vi skal vælge privat forsikringsdækning på områder, hvor det offentlige ikke dækker, vælger vi meget ofte en ordning med selvrisiko og en langt billigere præmie frem for den langt dyrere forsikring, der dækker den mindste bule på bilen.

Når vi via det offentligt finansierede system skal dækkes mod indtægtstab ved ledighed eller sygdom, vælger vi den dyreste form, hvor selv meget kortvarige indtægtstab dækkes fra første dag.

Vi mangler en samlet analyse, der viser, hvor mange milliarder der kunne frigøres, hvis vi ville acceptere en indretning af vores overførselssystemer, der byggede på, at vi selv skulle dække de mindre »skader«. Hvis vi for eksempel selv dækkede de to første ledighedsdage, ville det frigøre cirka en halv milliard kroner. Det er da ikke ringe.

Men en sådan analyse lader nok vente på sig. Den ville jo også vise, at vi alt for ofte taler om de svageste, mens vi betaler til de fleste. Ja, den ville måske føre til en debat, som kunne flytte grænserne i dansk politik.