De fedeste vælgere stemmer S, V og K

Af

Mens de højtuddannede vælgere på venstrefløjen har travlt med at holde den slanke linje, klumper de tunge vælgere sig sammen på midten. Flest findes blandt Socialdemokraterne, hvor hver fjerde vælger er svært overvægtig.

VALGFLÆSK S står for Socialdemokraterne. Men S kunne også stå for Sværvægterne. I hvert fald løber det gamle arbejderparti med førstepladsen, når det gælder andelen af fede vælgere.

Hver fjerde socialdemokratiske vælger – eller helt præcist 24,8 procent – er således svært overvægtig med et såkaldt Body Mass Index – BMI på over 30. Det viser en undersøgelse om fedme, som Analyse Danmark har foretaget blandt 1.558 danskere.

De tungeste vælgere sætter i det hele taget deres kryds på et af de store partier. For lige i hælene på Socialdemokraterne kommer de konservative og Venstre, hvor henholdsvis 24,2 og 23,5 procent af vælgerne har et BMI på over 30 og derfor må karakteriseres som svært overvægtige

»Det hænger i al væsentlighed sammen med uddannelsessammensætningen og alderen blandt vælgerne,« siger valgforsker og professor på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen.

Og her tynges Socialdemokraterne, Venstre og de konservative af en vælgerprofil, der er kommet lidt op i årene, og hvor flest har middellange eller korte uddannelser. Derimod lægger en stor gruppe af de yngre vælgere med længere videregående uddannelser deres stemme hos de radikale og på venstrefløjens partier.

»Jo højere uddannelse man har, jo mere optaget er man af sundhed og sin vægt. Det er blevet en prestige-faktor at holde vægten nede, og det slår igennem hos de veluddannede og de yngre,« siger Jørgen Goul Andersen.

Og det billede bekræfter A4’s undersøgelse. For mens de fleste midterpartiers velnærede vælgere ikke har helt så travlt med at springe på sundhedsbølgen, så skiller de radikale vælgere sig ud. Her er kun 15,6 procent fede.

Og slankeiveren har muligvis taget overhånd på venstrefløjen. For Enhedslisten har ikke bare færrest svært overvægtige vælgere – nemlig 14,9 procent. Fire procent af venstrefløjspartiets vælgere har et BMI på under 18,5 procent og karakteriseres dermed som undervægtige.

Flest undervægtige findes dog blandt dem, der stemte blankt ved valget i 2007. Her ryger syv procent under grænsen for normalvægt, mens 15,8 er svært overvægtige.

De øvrige partier skal ikke frygte for udsultede stemmer. Deres undervægtige vælgere udgør knap to procent.