De fattige pensionister er kommet for at blive

Af Lars Rohde

Skal man øge levestandarden for den fattigste halvdel af fremtidens pensionister, er der to muligheder: Hold ATP ved lige eller øg folkepensionen – og dermed skattetrykket.

Fremtidens pensionister bliver rigere. Sådan lød Ugebrevet A4’s tophistorie i mandags.
Men der er også en anden vinkel, som ind imellem har svært ved at nå helt ind i avisspalterne. Nemlig historien om de fattige pensionister. En gruppe som – i modsætning til, hvad mange tror – ikke er det mindste uddøende.

Det er rigtigt, at der kommer flere raske, rørige og ganske rige pensionister. Og det er jo godt. Roserne for velstanden er ikke svære at tildele: Fagbevægelsen og arbejdsgiverne. Den massive opbygning af arbejdsmarkedspensioner de seneste årtier giver bonus – stadig flere får et rigere pensionistliv.

Det er en god udvikling. Men vi må ikke glemme den anden del af historien: En betydelig andel af befolkningen er ganske uberørt af denne proces. I pensionsdebatten får man til tider det indtryk, at gruppen af pensionister, der alene har folkepension og ATP, er på vej til at dø ud: Nemlig de, der i fordums tid var husmødre hele livet og de, der var for gamle til at få glæde af opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne.

Men det er helt forkert. For øjeblikket har to ud af tre ikke andet end folkepensionen og eventuelt ATP. På langt sigt bliver gruppen mindre, men selv om 20-30 år er ATP den væsentligste indtægt – ud over folkepension – for cirka halvdelen af pensionisterne.
Forklaringen er, at der selv i dag – i 2002 – er en stor gruppe på arbejdsmarkedet, der hverken har udsigt til arbejdsmarkeds-, virksomhedspension eller noget som helst andet. Hvert år betaler cirka to millioner mennesker ind til deres arbejdermarkedspension. Men hos os, i ATP, er antallet tre millioner. Der er med andre ord en million, der ikke betaler til andre supplerende pensioner ud over ATP.

Konsekvens: Om både to og tre årtier vil hver anden pensionist ikke have stort andet end folkepension og ATP (og en smule SP – den tvungne, midlertidige, konjunkturbestemte én procents opsparing). At det kommer til at gå sådan, er ikke til diskussion. Et embedsmandsudvalg under den tidligere regering beregnede det – og den nuværende regering har tiltrådt regnestykkerne.

Hvis man vil forbedre forholdene for fremtidens fattigste pensionister er der kun to veje: Enten kan man holde ATP ved lige og sikre, at inflationen ikke udhuler indbetalingerne alt for meget. Eller også må man forøge folkepensionen.

Som bekendt indgik regeringen og Dansk Folkeparti i sidste uge forlig om Finansloven. En vigtig brik var en ældrecheck, en de facto forøgelse af folkepensionen for de, der ikke har andet. Uden at gøre sig til dommer over indholdet af forliget kan man spekulere over dimensionerne: Der var tale om en mindre forøgelse af folkepensionen for en lille del af folkepensionisterne i ét år. Prisen var en halv milliard. Til skatteyderne. Ønsker man om 20-30 år en permanent forbedring af pensionen for den halvdel, der ikke har andet end ATP og folkepension, så bliver der ikke tale om halve eller hele milliarder. Vi taler nærmere om et tocifret milliardbeløb.

Spørgsmålet er, om vore børn og børnebørn vil være begejstrede for det krav til deres skattebillet i en situation, hvor antallet af ældre stiger radikalt.

Der er en anden mulighed. En vedligeholdelse af ATP-bidraget er en sikring af, at gruppen af absolut fattige pensionister bliver så lille som mulig også om to og tre årtier. Vælger man den vej, er det vores egen generation, der bidrager til løftet.