De delte byer

Af

Ny analyse viser en voksende social opdeling af, hvor vi bor. De fattige klumpes sammen i ghettoer, mens de rige putter sig i velhaverkvarterer. Polariseringen underminierer opbakningen til velfærdsstaten, advarer forskere.

Storkøbenhavn er i stigende grad præget af ghettoer for de dårligt stillede – og ghettoer for velhaverne. Folk fra forskellige sociale miljøer lever ikke sammen i hverdagen i lige så høj grad som tidligere, og børn vokser op uden tæt kendskab til mennesker fra andre samfundslag end deres eget.

Den sociale polarisering af boligmønsteret fremgår af en analyse fra Geografisk Institut i København. I 1981 hørte kun 10 procent af hovedstaden til »ekstremerne,« som var befolket af enten mange rige eller mange fattige. Men i 1997 boede hele 40 procent af Storkøbenhavn i områder, som især bestod af mange rige eller fattige beboere.

»Der har hele tiden været husvildebarakker og særlig hårdt ramte slumområder, men det var trods alt ret begrænset. Det meste af Storkøbenhavn var tidligere pænt blandede områder: Der var høj, der var lav, og der var frem for alt mange, som hverken var rigtig rige eller rigtig fattige,« siger lektor Hans Thor Andersen fra Geografisk Institut.

»Også i de større provinsbyer ser vi en polarisering i boligmønsteret, selv om det endnu ikke er undersøgt statistisk. Også hér ser vi almene boligområder med store sociale problemer, mens visse villakvarterer i stigende grad er enklaver for meget velstillede familier.«

Opdeling hæmmer demokratiet

Hans Thor Andersens analyse ser på et stort antal kvarterer med få tusinde indbyggere: Områder med mange lavindkomster er på få årtier vokset fra 2 til 14 procent, mens områder med mange højindkomster er øget fra 8 til 26 procent af indbyggerne i Storkøbenhavn.

Sociolog John Andersen fra Roskilde Universitetscenter (RUC) arbejder på et EU-projekt om social ulighed og byudvikling. Han ser opdelingen som led i en international tendens, der er slået endnu stærkere igennem i andre lande. Han frygter, at spaltningen får følger for opbakningen til velfærdsstaten:

»Det betyder meget, at den velstillede middelklasse deler skoler og andre offentlige rum med ufaglærte, førtidspensionister og indvandrere. Det er lettere at dyrke de letkøbte fjendebilleder, hvis folk ikke kender hinanden fra skolen eller lokalområdet, men kun gennem TV,« siger John Andersen.

»Demokratiet bygger på en social kontrakt mellem klasserne i samfundet. Men en social kontrakt kræver en vis social kontakt i hverdagen. Hvis mennesker ikke har fælles sociale erfaringer i hverdagen, er det langt sværere at skabe en social kontrakt på samfundsplan.«

Arbejderne flytter i parcelhus

Områderne med mange lavindkomster ligger typisk i Københavns Kommune – for eksempel dele af Nørrebro, Vesterbro, Sydhavnen og Nordvest-kvarteret. Og de ligger i store almene boligområder i forstæderne som Avedøre Stationsby, Ishøjplanen, Brøndby Strand, Tåstrupgård og en række andre.

69 procent af indvandrere og flygtninge bor i områder med mange lavindkomster. Blandt storkøbenhavnere som helhed er tallet 14 procent.
Hans Thor Andersen vurderer, at den stigende opdeling mellem ejere og lejere er den afgørende forklaring på polariseringen:

»Frem til 1970’erne var det meget forskellige mennesker, der boede til leje. Men den almindelige velstand betød, at mange almindelige lønmodtagere fik råd til at købe parcelhus, og at de sociale problemer blev koncentreret i bestemte almene boligområder,« siger Hans Thor Andersen.
For nogle af de store betonkomplekser i forstæderne startede problemerne allerede i 1970’erne med mange tomme lejligheder. Kommunerne brugte dem til at anbringe folk med akut bolignød, og efterhånden fik områderne et dårligt ry. Resultatet blev en »negativ spiral«, hvor der skete stor fraflytning, og især folk med fast arbejde søgte væk.

Den almene sektor har i dag en meget høj koncentration af indvandrere, enlige og folk på overførselsindkomst. Derimod bor folk med højere uddannelse og fast arbejde i langt højere grad i ejer- eller andelsboliger. Skævheden er langt dybere, end det fremgår af de generelle tal. Mange almene boligafdelinger fungerer fint. De sociale problemer er især samlet i en række »belastede kvarterer,« som præges af hærværk, kriminalitet og gadebander.

Folk vil bo med »deres egne«

Undersøgelsen fra Geografisk Institut viser, at også folk med høje indkomster rykker sammen. Især i de nordlige forstæder som dele af Gentofte, Lyngby, Søllerød, Hørsholm, men også i villakvarterer hist og pist i de øvrige forstæder. For eksempel området langs stranden i Brøndby og Ishøj og villakvarteret langs Utterslev Mose i København, som vi bringer en reportage fra her på siderne.

»De stigende huspriser betyder, at der i dag skal to høje indtægter til, hvis familien vil købe hus i de mest attraktive villakvarterer. De i forvejen velstillede kvarterer bliver dermed endnu mere velstillede. Typisk er de nye indflyttere mere velbjærgede end dem, der flytter ud. Hvis familier bliver skilt, må den ene part – eller begge – flytte fra kvarteret,« siger Hans Thor Andersen.
»Samtidig har normerne ændret sig. Det er blevet vigtigere for folk at bo sammen med »deres egne.« Nogle vil kalde det en socio-kulturel ændring, andre for snobberi. Men funktionærfamilien med to gode job vil i dag hellere købe et halvdårligt hus i Hørsholm end et godt hus i Albertslund.«

Samme mønster i andre lande

Tendensen er den samme i andre lande, men er slået voldsommere igennem i USA og Storbritannien. I USA er der mange såkaldte gated communities – indhegnede fællesskaber – hvor mennesker med høje indkomster bor i egne kvarterer, der er beskyttet mod verden uden for af hegn og sikkerhedsfolk.

Et lignende område er ved at blive opført ved den sydfranske by Tourette – tæt på strandene i Saint-Tropez og kasinoerne i Monaco. Her skal de 126 villaer i »Edens Have« beskyttes af et to meter højt video-overvåget hegn, mens der inden for hegnet er adgang til to private golfbaner og en femstjernet restaurant.

»De indhegnede kvarterer er kun det ekstreme udtryk for en bred tendens i USA. Hér har alle et socialt landkort inde i hovedet. Der er bestemte kvarterer, som man ikke tør bevæge sig ind i af frygt for kriminalitet. Skoler, foreninger og kirker er knyttet til lokalområdet, og mange møder kun mennesker fra deres egen sociale og etniske gruppe,« siger John Andersen fra RUC.

»Velfærdsstaten gør stadig en forskel herhjemme. De danske storbyer er ikke så hårdt opdelt som USA. Vi har heller ikke oplevet uhæmmet spekulation eller massivt udsalg af almene boliger som i Storbritannien. Men også i de skandinaviske velfærdsstater ser vi en stærk tendens til social polarisering.«