De borgerlige sidder på magten i EU

Af Jens Peter Houe

Europa har skiftet farve. Den venstreorienterede dominans i slutningen af 1990’erne er afløst af »Det blå Europa«, hvor et klart flertal af regeringslederne er borgerlige, ligesom EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet er domineret af højreorienterede. I forhold til den politik, der føres, har det kun betydet et mindre højresving, mener eksperter. Magten ligger i langt de fleste lande på midten.

BLÅT EUROPA De røde faner møder stiv modvind på det europæiske kontinent i disse år. Hvor 11 af 15 regeringsledere i de »gamle« EU-lande var venstreorienterede ved udgangen af 1998, er det i dag blot seks. Og i det nye udvidede EU med 27 lande er blot 10 til venstre for midten, viser A4’s kortlægning. Samtidig er EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso og et flertal i hans kommission højreorienterede, og Europa-Parlamentet har også klart borgerligt flertal.

De europæiske socialistpartier og socialdemokratier kan fortsat glæde sig over at sidde på magten i store lande som Storbritannien, Italien og Spanien, men det kan hurtigt ændre sig. I alle tre lande har de regerende partier tabt lokalvalg inden for de seneste måneder, og meningsmålingerne er dyster læsning for de tre regeringsledere Gordon Brown, der i går blev ny leder af det britiske socialdemokrati Labour, Romano Prodi i Italien og José Luis Rodríguez Zapatero i Spanien. Og den røde farve i Europa kan blive yderligere udvisket, når spanierne senest til marts skal til valgurnerne.

Anderledes ser det ud i de store borgerligt ledede lande, Tyskland – hvor socialdemokraterne dog sidder med i regeringen – og Frankrig. Den tyske konservative kansler Angela Merkel har gjort det overraskende godt, og i Frankrig har de borgerlige netop vundet komfortabelt ved både præsident- og parlamentsvalg.

Den blå bølge er ikke alene skyllet ind over de fleste EU-lande, men har også ramt EU-systemet. Da regeringslederne udpeger EU-kommissærerne, er det ikke nogen overraskelse, at EU-Kommissionen er borgerligt domineret med den liberale Barroso, tidligere portugisisk ministerpræsident, for bordenden. Men også det folkevalgte Europa-parlament er overvejende »blåt« og har været det siden valget i 1999.

Kampen står på midten

Men en ting er skiftende farvenuancer i europæisk politik. Noget helt andet er, hvad det egentlig betyder for den konkrete politik i medlemslandene og i EU. Ifølge Morten Kelstrup, professor i international politik på Københavns Universitet, har det i hvert fald ikke betydet nogen borgerlig revolution i Europa som helhed:

»Det reelle politiske skred er ikke så stort, som det kan se ud. Man kan roligt sige, at der er kamp på midten i disse år. Og det nye er måske mest, at de borgerlige har forstået det,« siger Morten Kelstrup.

Han hentyder til sidste halvdel af 1990’erne, hvor succesrige socialdemokrater som blandt andre tyske Gerhard Schröder, britiske Tony Blair og danske Poul Nyrup Rasmussen netop sad ved magten med en meget midtersøgende kurs. Og den kursændring var formentlig en væsentlig del af forklaringen på, at socialdemokraterne havde medvind i 90’erne og dermed gjorde op med den borgerlige dominans i årtiet inden.

Der er dog stadig politiske forskelle på, hvordan en socialdemokratisk eller en borgerlig regering agerer. Det har man på det seneste blandt andet set i Sverige, hvor den ellers på mange måder midtsøgende borgerlige statsminister Fredrik Reinfeldt til fagbevægelsens store utilfredshed har gennemført markante ændringer af dagpengesystemet, som ville være utænkeligt for socialdemokraterne.

Også i EU spiller det en rolle, hvem der spiller på klaveret i de nationale regeringer:

»Den partipolitiske linje i nationalstaterne slår også igennem i EU-politikken, men EU skal jo samarbejde med alle og kommer derfor nærmest per definition til at føre en midterpolitik, som så måske er drejet lidt mod højre i disse år. Man kan godt se en højredrejning på de dagsordener, som EU-Kommissionen sætter. Barroso taler om resultaternes Europa og Lissabon-processen med fokus på økonomisk vækst frem for det sociale Europa. Det kan man godt se en borgerlig tendens i,« siger Morten Kelstrup.

Thatcher var stærk medicin

Han mener, det er svært at finde generelle forklaringer på, at de borgerlige partier er på europæisk fremmarch i disse år. Det er først og fremmest specifikke forhold i de enkelte lande, der afgør valgene. Men han vil dog ikke afvise, at der er en vis afsmitning fra andre lande, sådan at medvind for de borgerlige i et land giver andre lande mod på den samme medicin. Det samme gælder i forhold til USA, hvor den europæiske venstrefløj stod stærkt, mens demokraten Bill Clinton var præsident. Og modsat har de europæiske borgerlige haft fremgang, mens republikanske George W. Bush har været ved magten i USA.

Morten Kelstrup mener ikke nødvendigvis, at europæerne grundlæggende er blevet mere borgerlige det seneste årti, selv om det i dag primært er borgerlige politikere, der sidder ved magten. Men han mener, at eksempelvis holdningen til et spørgsmål som privatisering af offentlige virksomheder har ændret sig fundamentalt i mange lande. Det er ikke længere en ideologisk strid, som giver enorm debat, men en mere konkret afvejning af fordele og ulemper i den enkelte sag.

Ian Manners, britisk seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, mener også, at den væsentligste pointe i nutidens europæiske politik er, hvor lidt politisk forskel der egentlig er på venstre- og højrefløjspartier i de fleste lande:

»Det er vanskeligt at forestille sig »ægte« socialistiske eller borgerlige regeringer mere. De afgørende stemmer ligger på midten. For de borgerliges vedkommende var Margaret Thatchers regering i Storbritannien noget af det mest borgerlige, Europa har set i årtier, og det har skræmt andre fra at gå den vej,« siger Ian Manners.

Efter knap et årtis betænkningstid er det konservative parti i Storbritannien også selv nået til den erkendelse. Når det klarede sig godt i det seneste lokalvalg og ligger flot i meningsmålingerne, skyldes det efter al sandsynlighed, at den konservative leder David Cameron har rykket partiet kraftigt ind mod midten.

Terror kan ændre billedet

Ian Manners har dog i de seneste år set tegn på, at klassisk venstrefløjspolitik i form af mere regulering af markedskræfterne indimellem er sluppet op til overfladen:

»Den globale økonomi og udflytningen af arbejdspladser kan måske godt provokere en klassisk venstrefløjspolitik, som vi i et vist omfang har set det i Frankrig og USA. Men det er alligevel næppe realistisk. Det er vanskeligt at skrue tiden tilbage, og mange steder har man jo eksempelvis gennemført mange privatiseringer, som man ikke bare kan omgøre,« siger Ian Manners.

Professor Morten Kelstrup tror sagtens, der kan komme nye tendenser i europæisk politik, som flytter fokus fra kampen om midten:

»Lige nu er vi en i bølge, hvor politikken for alvor føres på midten. Men der kan komme udviklinger, som kan gøre venstre og højre meget aktuelt igen. Det kan være nye terroranslag, en økonomisk nedtur, en uventet udvikling i USA eller noget helt andet og uforudsigeligt.«