De blå kannibaler

Af Jan Birkemose, redaktør

Dansk Folkeparti bærer selv et stort ansvar for den borgerlige bloks krise. Det må derfor kræve stor beherskelse for statsministeren at lægge ansigt til den hårde kritik.

LEDER Det er muligt, at Dansk Folkeparti ikke er imponeret over Lars Løkke Rasmussens evner som statsminister. Men som en mester i beherskelsens kunst bør DF vise Lars Løkke respekt. Sidste uges bredside fra Dansk Folkeparti mod regeringens svipsere og svigt er nemlig set med regeringens øjne lige lovlig smart.

Ganske vist har Dansk Folkeparti ret i sin kritik af regeringens tilbagelænede attitude. Det ser ikke kønt ud, at statsministeren og udenrigsministeren foretrækker at ligge i hængekøjen i stedet for at passe arbejdet. Og Facebook-skandalen i Venstre er helt uden for kategori. Men indtil videre er der ikke vælgermålinger, der dokumenterer, at netop de tre forhold har kostet den borgerlige lejr stemmer i noget væsentligt omfang – dermed ikke sagt, at det ikke vil ske.

Hvad der derimod står helt nagelfast efter flere målinger i blandt andet Ugebrevet A4 er, at de vælgere, der har forladt den borgerlige blok og spadseret hele vejen over midten til oppositionen, især forklarer deres beslutning med, at de er blevet trætte af det fælles borgerlige skattestop-projekt samt ikke mindst Dansk Folkeparti. Så sent som for to uger siden pegede mere end hver tredje tidligere blå vælger, som i dag vil stemme på rød blok, på, at årsagen til faneflugten skyldes Dansk Folkepartis alt for mange fingeraftryk på regeringens politik.

Det ved Dansk Folkeparti, og det ved Lars Løkke Rasmussen. Og hvis ikke det er nok til at farve statsministerens knoer kridhvide, kan han jo filosofere lidt over Dansk Folkepartis egentlig motiv bag angrebet. Ganske vist hævder Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard, at opsangen er venlig ment og en kærlig opfordringen til at komme ind i kampen. Men at lufte sit beskidte vasketøj offentligt har aldrig været den bedste vej til en løsning af problemerne. Eneste fornuftige forklaring på angrebet er, at Dansk Folkeparti har mistet troen på regeringens fremtid og derfor gør klar til en ny tid efter et valg, hvor regeringen er trådt tilbage – og hvad luner mere i sådan en situation, end hvis Dansk Folkeparti kan positionere sig med frafaldne og politisk livstrætte og desillusionerede VK-vælgere.

Sagt med andre ord, så skal Lars Løkke Rasmussen vende den anden kind til, mens Dansk Folkeparti bebrejder ham en nedtur, som DF selv har et stort medansvar for, og som udover at sætte yderligere fart i den fælles nedtur handler om ren politisk kannibalisme. At det er en psykologisk udfordring for de fleste, vidner de mange reaktioner fra regeringens ministre i sidste uge da også om. Det kloge var nok, at man som regering tog et par dybe indåndinger inden man kommenterede på situationen. Men DF-angrebet var så provokerende, at ministrene – uden det mindste tegn på en fælles strategi – stod på nakken af hinanden for at lufte de impulsive følelser for det såkaldte støtteparti.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skal derfor have ros for, at han beherskede sig og ikke bidrog yderligere til den borgerlige opløsning. Om den næsten zen-agtige bedrift skyldes statsmandoverskud eller et apatisk jeg-har-vænnet-mig-til-at-alle-dage-har-deres-nedtur er dog svært at afgøre.