De arbejdsløses oprør breder sig

Af Fotomontage: Ulrik Samsøe Figen

For et halvt år siden stiftede en gruppe ledige i Skive foreningen ’Behandl os ordentligt’. I dag har græsrodsbevægelsen for arbejdsløse slået rod i 19 byer landet over. Når reglerne for arbejdsløse er gak – så skal de ændres, mener initiativtageren Peder Bæk.

INTERVIEW Det begyndte i april med en protestforening for ledige i Skive, som fik omtale i TV2 Midt og Vest. »Behandl os ordentligt« lød budskabet, og udsendelsen blev set af arbejdsløse i Tarm og Herning, som var lige så utilfredse. Snart spirede græsrodsbevægelsen. Lokalafdelinger skød op i de nærliggende provinsbyer Nykøbing Mors, Holstebro, Viborg og Herning. Men foreningen fik også fat i trekantsområdet Kolding, Vejle og Fredericia, og efter få måneder var arbejdsløse fra hele landet engageret i foreningen, som nu også har afdelinger i Tønder, Randers, Århus, Aalborg, Roskilde og København.

Initiativtager er murerarbejdsmand Peder Bæk, og han har været med til de fleste opstartsmøder. Overalt oplever han ledige, som føler sig forkert behandlet.

»Nogle ledige går grædende fra jobcentret, fordi de ikke får ordentlige svar. Langt de fleste af dem, som kommer til jobcentrene, føler sig nedgjorte. Når de forlader centrene, ved de mindre om, hvad de skal gøre for at få job, end da de kom,« fortæller han.

Et eksempel er episoden med arbejdsløse Allan fra Holbæk, der stillede på jobcentret for første gang. Ved en fejl var han ikke registreret til mødet, og en medarbejder fra jobcentret efterlyste ham højlydt: ’Jeg mangler en mand.’

»Jeg mangler en mand,« gentager Peder Bæk med eftertryk.

»Hvorfor spørger han ikke, hvor Allan er henne? En mand er en massebetegnelse,« fortsætter Peder Bæk.

For ham er situationen et symptom på, at man ikke fokuserer på arbejdsløse som enkelte mennesker.

Personlig samtale med 30 andre

Da Peder Bæk selv i foråret fik brev om, at han var kaldt til ’en personlig samtale’ i a-kassen om sin situation, fandt han ud af, at den personlige samtale var et fællesmøde for 30-40 ledige. Det var svært at snakke personligt med så mange i lokalet.

»Det allerførste, der skal til for at forbedre vilkårene for ledige, er, at de får en menneskelig behandling. Man skal accepteres som individ, og sagsbehandleren skal sætte sig ned og lytte til, hvad de arbejdsløse har brug for. Det sker ikke i dag,« fastslår han.

Peder Bæk har kastet sig tungt i sofaen med benene på sofabordet. Han er 55 år, bred over skuldrene og med muskuløse arme. Overkroppen bærer præg af det fysiske arbejde, han har udført, siden han var 17 år. Kun i få perioder har han siden været ledig, og han er stadig forbløffet over, hvad der skete i januar, da han blev arbejdsløs.

Som murerarbejdsmand støber Peder Bæk fundamenter til blandt andet svinestalde og parcelhuse, men i januar ramte snestormen Vestjylland. Snedriverne skjulte haver og dækkede biler, og i Skive blev bæltekøretøjer brugt som ambulancer. Alt byggeri stod stille. På a-kassen fortalte han, at han kun var midlertidigt fyret og ville være i arbejde igen, når jorden tøede op, men fik beskeden: ’Midlertidigt fyret – sådan hedder det ikke længere.’ Han skulle i gang med at søge arbejde for at få dagpenge.

Trussel mod dagpengene

Men der var nærmest ingen reelle job at søge. I 35 år har Peder Bæk arbejdet inden for byggeriet, været anlægsgartner og brolægger. Alle de job, han var kvalificeret til, var lukket ned på grund af frosten. Der var heller ikke mange andre job at søge, for også Skive var ramt af krisen, og flere virksomheder fyrede folk.

»Det er i orden at yde noget, når man er hjemsendt. Hvis jeg fik at vide, at jeg skulle skovle sne, så havde jeg gjort det,« siger Peder Bæk.

Men det blev han ikke bedt om. I stedet skulle han dokumentere, at han var aktivt jobsøgende og sende flere ansøgninger af sted om ugen. Han skulle være villig til at påtage sig job i Århus og Aalborg, selv om byerne ligger halvanden time væk i bil.

Samtidig skulle han aktivere sit CV på Jobnet på internettet og klikke på det jævnligt. Da han glemte det, fik han brev om, at dagpengene var i fare.

»Det generede mig grænseløst med de breve. Jeg har altid gået op i at passe mit arbejde og gøre det så godt som muligt. Jeg har aldrig haft i sinde at snyde og bedrage, men det blev jeg beskyldt for mellem linjerne. Det er en underlig måde, man taler til de arbejdsløse. Det gjorde mig utryg, men jeg kunne ikke sige, at nu stopper festen! For så ville de tage dagpengene fra mig.«

Tryk avler modtryk

Med sin basstemme forklarer Peder Bæk, at han kun har været arbejdsløs i kortere perioder af sit arbejdsliv. Blandt andet op gennem 1980’erne.

I Vestjylland er det ilde set at være uden job. Peder Bæk husker en fest, hvor gæsterne talte om en person, som var syg. Da samtalen skiftede emne, og drejede sig om arbejdsløshed, blev tonen mere alvorlig.

»Herude er det værre at blive ramt af arbejdsløshed end at være syg. Man skal være i arbejde!«

Når mange vestjyder har en høj arbejdsmoral, virker kontrollen og mistænkeliggørelsen af ledige som en rød klud. Peder Bæk tror, at det kan være forklaringen på, at protestbevægelsen opstod i Skive.

»Man kan træde på en mand mange gange, men træder man så hårdt, at næsen trykkes ned i jorden, så er tærsklen overskredet. Jeg har aldrig kunnet acceptere, at man nikker og siger, at sådan er reglerne bare. Hvis reglerne er gak, så skal man kigge på dem. Det er fuldstændig galimatias, at mange regler for ledige er bygget op for at tilfredsstille systemet.«

På foreningens møder har Peder Bæk oplevet arbejdsløse, som følte sig mistænkeliggjorte og oversete i en sådan grad, at de optager møder med sagsbehandlere med deres mobiltelefon eller tager en bisidder med for at kunne dokumentere, hvad der er sagt.

»Hvis de føler sig trådt på, vil de gerne hævne sig og slå tilbage,« siger han.

Sammenhold blandt arbejdsløse

I løbet af foråret smeltede sneen, byggeriet gik i gang – og Peder Bæk genoptog sit arbejde. Men han er stadig aktiv i foreningen for arbejdsløse.

»Hvis jeg bliver fyret, bliver jeg udsat for det samme igen. Jeg må blive ved med at gøre noget for sagen, for hvis man skal måle et lands rigdom på, hvordan det behandler de fattige, så ser det skidt ud.«

Mange af de arbejdsløse aktive i ’Behandl os ordentligt’ får et socialt netværk, som de tidligere har haft på arbejdspladsen. På det sociale netværk Facebook bakker de hinanden op og fortæller deres historie:

’… Skal starte på 26 ugers jobsøgningskursus i morgen og kan ikke sove. Hjælp! Jeg vil ha’ job, ikke bruge min tid på at reducere mine chancer for, at jeg finder noget,’ lyder det blandt andet i et af indlæggene.

Peder Bæk taler om alle de fantastiske mennesker, han har mødt, og at det giver kræfter at stå sammen. Får én fra foreningen job, kan han måske hjælpe de andre.

Han mener, det er afgørende, at de arbejdsløses forening kommer med løsninger til, hvordan indsatsen mod arbejdsløshed bliver bedre.

»Det er lettere for politikerne at afvise protester, end hvis vi er konstruktive.«

Kunne ’Behandl os ordentligt’ bestemme, skulle flere ting ændres straks.

Blandt andet skal der sættes en stopper for jagten på ledige, hvor man hurtigt truer med at tage deres dagpenge. Beskæftigelsespolitikken er ifølge Peder Bæk præget af dengang, der var højkonjunktur og mangel på arbejdskraft. Det er der ikke længere, så kravene om at søge stribevis af job og den strenge kontrol virker tåbelige. I Skive var der en overgang 100 ledige for hvert eneste reelle opslåede job, viste en optælling af de arbejdsløses forening.

Kurserne til de ledige burde også være bedre. Peder Bæk mindes et edb-kursus, hvor der var for lidt vejledning i at skrive ansøgninger, men god tid til at besøge Facebook og tjekke mails.

»Jeg har aldrig været udsat for noget lignende. Jeg fik intet ud af kurset,« siger han og pointerer, at indholdet i kurser til ledige ofte er alt for ringe.

De fastansatte i virksomhederne får derimod relevante kurser og bliver bedre og bedre uddannet. Tilbuddet om kurser gælder bare ikke ledige, som er i virksomhedspraktik.

»Afstanden mellem ledige og fastansatte bliver større og større. De ledige har brug for uddannelse for få et job, men får det ikke,« siger Peder Bæk.

Han mener, at kommunerne ikke er voksne nok til at tage ansvaret for de ledige. Når man sidder foran sagsbehandlerne, kender de ikke altid vilkårene i de forskellige brancher. De tager ikke højde for, at byggeriet står stille under snestorm, og de ved for lidt om de forskellige arbejdsområder til at kunne hjælpe folk i job. Bedre var det, hvis fagforeningerne blev inddraget i indsatsen, for de kender deres medlemmer bedst. Samtidig skulle virksomhederne forpligtes til at tage et ansvar for at få de ledige i job.

»Systemet i dag er alt for stift og tungt. Det skal kunne ændre sig hurtigt, hvis arbejdsmarkedet ændrer sig,« mener Peder Bæk og vender tilbage til mærkesagen:

At man lytter til de ledige, og at de ledige bliver oplyst om deres rettigheder. Efterhånden er så mange ledige blevet trådt på, at det er nødvendigt at overvåge jobcentrene, mener Peder Bæk. ’Behandl os ordentligt’ foreslår derfor et fælles råd, hvor sagsbehandlere, politikere fra arbejdsmarkedsudvalgene i kommunerne og ledige mødes. Rådet skal sikre, at indsatsen mod arbejdsløshed virker – og at ledige ikke bliver nedgjorte.

»Nogle jobcentre oplever os som en pestilens, som ikke burde blande sig. Men vi er det talerør, som ledige aldrig tidligere har haft.«

Peder Bæk er sikker på, at de arbejdsløses forening fortsætter med at brede sig. Oprøret er i gang, og utilfredse sygemeldte og fleksjobbere slutter sig til.

»Der er nok at tage fat på. Hvis mange tusind ledige står sammen, kan vi presse på for, at nogle uretfærdigheder bliver ændret.«