Danskernes spareiver fastholder krisen

Af | @MichaelBraemer

Danskernes forventninger til deres egen økonomi er de laveste og mest pessimistiske i 20 år, viser nye tal. De negative forventninger til fremtiden får os til at holde på pengene og skrue kraftigt ned for forbruget, som ifølge økonomer i forvejen er alarmerende lavt. Det lave forbrug kan forværre krisen, siger flere eksperter, der samtidig beskylder regeringen for at tale krisen og utrygheden op - og det får danskerne til at træde yderligere på bremsen.

Foto: Foto: Adam Gault

NEDTUR Der har længe været smalhals i de danske hjem, men nu går vi fra ondt til værre. Flere end hver fjerde dansker forventer, at deres økonomi vil være dårligere om et år, end den er i dag. Og næsten lige så mange regner med, at det går samme vej med samfundsøkonomien, fremgår det af en undersøgelse af, hvordan danskerne oplever krisen.

Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet YouGov for Ugebrevet A4 i første halvdel af november 2012.

Undersøgelsen viser, at vores forventninger til vores privatøkonomi er endnu mere pessimistiske end for ét år siden, hvor nøjagtig det samme panel af repræsentativt udvalgte danskere blev spurgt om deres forventninger til det kommende års økonomiske udvikling.

Dengang forventede 22 procent af danskerne, at deres privatøkonomi ville blive dårligere i løbet af det kommende år. Den andel er nu steget til 28 procent. Samtidig er den andel, der forventer en positiv udvikling i deres privatøkonomi, faldet fra 20 til 18 procent. 

Professor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen har forsket i kriser og deres psykologi siden 1988, og han har aldrig set noget lignende. Forventningerne hos danskerne til deres økonomi og forbrug er de laveste og mest pessimistiske i de sidste 20 år.

»Jeg erindrer ikke at have set så stærk en krisebevidsthed som nu. Det er for meget af det gode, for det bliver næsten selvopfyldende,« siger han.

Ifølge chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) Jonas Schytz Juul er opsparingsiveren yderst samfundsskadelig - den kan forstærke krisen, påpeger han.

»Problemet med dansk økonomi er privatforbruget. Hvis alle holder på pengene, får vi ikke fremgang i den indenlandske efterspørgsel. Og når virksomhederne ikke har gang i hjulene og begynder at se pessimistisk på fremtiden, går det ud over investeringerne og jobskabelsen. Og så bliver frygten for arbejdsløshed en selvopfyldende profeti,« mener han.

Vi holder på pengene

Selv om julehandlen i øjeblikket holder dankortene varme, vil de negative forventninger til fremtiden få os til at holde på pengene og skrue kraftigt ned for et forbrug, som økonomer i forvejen karakteriserer som alarmerende lavt. 25 procent af danskerne forventer at skrue ned mens kun 10 procent regner med at skrue op for deres udgifter til langvarige forbrugsgoder som bil, køleskab og tv.

Selv på det daglige indkøb af rugbrød, vaskepulver og mælkeprodukter regner 20 procent med at spare, mens kun halvt så mange, 10 procent, regner med at bruge mere, end de gør nu, på den daglige husholdning i det kommende år.

Også når det gælder udgifter til bolig, overgår andelen af dem, der forventer at drosle ned, langt den andel, der regner med at skrue op for pengeforbruget i løbet af det næste år. 

Arbejdsløsheden er ifølge undersøgelsen den helt store trussel og dét, der gør danskerne usikre på deres fremtid. En fjerdedel oplever, at de selv eller deres partner er i risiko for at blive arbejdsløse i det kommende år.

Pessimisme uden sidestykke

Vi var længe om at tage krisen til os, påpeger Jørgen Goul Andersen. Den kom på et tidspunkt, hvor vi i modsætning til andre lande fik stigende disponibel realindkomst takket være en skatteform. Samtidig fik vi udbetalt SP-penge og havde friværdierne nogenlunde intakte. Men nu er krisen gået helt ind under huden på os, fastslår han.  

Privatforbruget er meget stærkt påvirket af frygten for ledighed, for faldende boligpriser og for stigende boligskatter. Utrygheden i forhold til social velfærd påvirker ikke privatforbruget lige så kraftigt, men den utryghed er til gengæld meget udbredt, påpeger Jørgen Goul Andersen.

»Særligt når folk kommer lidt op i årene og egentlig er velkonsoliderede, kan de få en bekymring for, om der er hjemmehjælp til dem, når de bliver gamle. Og hvad skal de leve af, hvis de bliver arbejdsløse og ikke kan få noget andet arbejde? Det er jo meget svært, hvis man er over 50 og først har været ledig nogen tid. De vil have noget at stå imod med, og derfor ser vi de store bankkonti,« siger han.  

Selvopfyldende profeti

Gennemsnitlig er det ifølge beregninger fra AE nøjagtigt 132.000 kroner, hver enkelt dansker har stående på bankkontoen. Og en undersøgelse, som AE foretog for Ugebrevet A4 for to måneder siden, afslørede, at danskerne i dag reelt har flere penge mellem hænderne end før krisen. Alligevel svarer 58 procent i A4’s undersøgelse, at de vil spare pengene op, hvis de i løbet af det næste år får overskud i deres økonomi. Under halvt så mange, 28 procent, oplyser, at de vil bruge dem på forbrug.

Jonas Schytz Juul forstår godt, at den enkelte dansker overvejer, om det nu er ham eller hende, der er i farezonen næste gang, når så mange efterhånden kender nogle, der er ramt af arbejdsløshed eller arbejder i virksomheder, der har været ramt af nedskæringer som følge af krisen.

»Regeringen har forsøgt forskellige tiltag: Udbetaling af efterlønspenge, kickstart og de skattelettelser, der er stillet i udsigt i det nye år. Det har ikke sat den gang i økonomien, man havde håbet på, og det offentlige forbrug er ikke steget. Men hvis der kommer lidt mere gang i offentlige investeringer og lidt mere ro på i Sydeuropa, kan man håbe på en ketchup-effekt. For når først der kommer gang i hjulene, vil mange opdage, at de jo faktisk har penge mellem hænderne,« siger Jonas Schytz Juul.

Stille og rolig vending

Ingen har det sikre bud på, hvad der skal til for at genskabe danskernes tillid til fremtiden og få os til at slippe pengene løs. Men spørger man i Nordea peger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen på, at boligmarkedet skal have det bedre, og ledigheden skal begynde at falde, før forbrugerne begynder at få tillid til fremtiden.

At vi hver især gennem vores forbrug er ansvarlig for, at samfundshjulene drejer, er kun et argument og en logik, der fungerer på et abstrakt plan, mener hun.

»Forbrugerne udpeges som vækstlokomotiver, der skal trække væksten i gang. Men det er da klart, at når der er usikkerhed, vil forbrugerne også reagere ved at passe på deres penge og spare op. De skal jo passe på sig selv. At der så samfundsøkonomisk er tale om en selvforstærkende, negativ spiral er en helt anden sag,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Hun er dog ikke mere pessimistisk, end at hun, uanset hvad danskerne giver udtryk for i A4-undersøgelsen, forudser en vending allerede i det kommende år takket være den skattereform, der vil give folk flere penge mellem hænderne næste år.

»Nu har vi haft to år med negativ reallønsvækst. Det er vi ikke vant til, og det er klart noget, som folk kan mærke, og som får dem til at holde igen. Nu vil vi stille og roligt se en positiv vækst, selv om vi ikke taler om de store armbevægelser,« mener hun.

Tryghedsgarantien har manglet

Ifølge Jørgen Goul Andersen kunne man imidlertid helt have undgået, at økonomien havde bevæget sig så langt ned i det sorte hul, som tilfældet er. Han mener, at regeringens fatale fejl har været, at den har pustet til utrygheden ved at tale krisen op. Dermed er den kommet til at træde mere på bremsen end på speederen.

»Politisk har man via sin retorik konstrueret en krisebevidsthed for at skabe forståelse for nogle ikke særlig populære indgreb og reformer. Men på den måde har man skræmt forbrugerne fra vid og sans,« mener han.

Konkurrenceevne og løntilbageholdenhed - hvis ikke ligefrem lønnedgang - er blevet et gennemgående tema i den offentlige debat om, hvordan vi kommer ud af krisen. Men det er ifølge Jørgen Goul Andersen ikke vores konkurrenceevne, der forklarer, hvorfor vi klarer krisen så markant dårligere end for eksempel nabolandet Sverige.

Væksten i eksporten har været nærmest ens i de to nabolande i perioden 2007-2012. Hvad der for alvor adskiller Danmark og Sverige er derimod, at svenskerne bruger flere penge end i 2007, hvor vi i Danmark bruger stadig færre penge. Den nationale påholdenhed slår også igennem i det offentlige forbrug, som i Sverige er steget næsten tre gange så meget som i Danmark i perioden 2007-12.

»Regeringen har opført sig økonomisk forsvarligt ved at skære ned, men har samtidig forstærket krisen ved ikke at give en tryghedsgaranti og sige: ’Det kan godt være vi bliver nødt til at køre hen over jer med grønthøsteren og klippe en procent eller to af. Men I skal ikke frygte at komme ud i en desperat situation, som I ikke kan klare. Vi skal nok tage hånd om jer, og I behøver ikke være bange for at falde ned i afgrunden’«, mener han.

Svært at genskabe tillid

Jørgen Goul Andersen mener, at det bliver svært at genskabe trygheden hos danskerne og deres tillid til fremtiden. Men man kunne gøre forsøget ved at gå ud og fortælle danskerne, at vi i de seneste to år har haft det største overskud på betalingsbalancen nogensinde. Samtidig er vores udlandsgæld væk og erstattet af et kraftigt voksende tilgodehavende i udlandet. Grækenland er på enhver måde meget langt væk, påpeger han.

I Dansk Erhverv, som repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for blandt andet handel, rådgivning og transport, er A4’s tal dårligt nyt. Organisationen havde regnet med ’en lille fremgang fra et lavt udgangspunkt’ i det nye år ifølge cheføkonom Bo Sandberg.

Men det er hverken med undren eller bebrejdelse, at Bo Sandberg ser forbrugerne træde på bremsen, selv om Dansk Erhverv har en åbenlys interesse i, at danskerne lader pengene rulle.

»Mange siger, at dét, der er i den enkelte families interesse, også er i samfundets interesse. Men det passer jo ikke. I en tid, hvor der sker ændringer for efterløn og dagpenge, og vi ser fyringsrunder både inden for det private og i den offentlige sektor, er der i virkeligheden en konflikt mellem det, der er fornuftigt i den enkelte families interesse, nemlig at spare op, og så det, der i samfundets interesse, nemlig at forbruge noget mere,« siger han.

Plads til at stimulere økonomien

Fire forudsætninger skal ifølge Bo Sandberg være på plads, før danskerne kaster sig over langvarige forbrugsgoder og måske oven i købet er parate til at gældsætte sig i den forbindelse:

Den internationale, økonomiske usikkerhed, ikke mindst gældskrisen i Sydeuropa, skal afklares.

Der skal en vending til på boligmarkedet, så priserne igen begynder at udvikle sig positivt.

Danskerne skal have også have en fornemmelse af jobsikkerhed.

Og endelig er det vigtigt, at vi ser en fremgang i den disponible indkomst, som har været fraværende de seneste par år, påpeger Dansk Erhvervs cheføkonom.

Men politisk kan man godt skubbe på, mener han.

»Når nu vækst og beskæftigelse bliver ved med at overraske negativt, mens de offentlige finanser bliver ved med at overraske positivt, så er der måske plads til at stimulere økonomien lidt mere. For eksempel virker det jo helt åndssvagt, at man nedlægger boligjobordningen,« mener Bo Sandberg.

Han har et forslag til, hvordan man forbedrer den og samtidig medvirker til at løse et af de problemer, som bidrager allermest til utrygheden i øjeblikket:

»Man burde opruste boligjobordningen efter svensk forbillede. I Sverige har man med stor succes gjort noget for at gøre det sorte arbejde hvidt ved at inddrage tilskud til blandt rengøring, havearbejde og snerydning i en tilsvarende ordning – job, som henvender sig til ufaglærte. Det ville være oplagt for en socialdemokratisk ledet regering at gøre noget tilsvarende nu, hvor der er så stor fokus på dem, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet,« siger Bo Sandberg.

Krisen er privat

Danskerne har i et eller andet omfang indset, at krisen først og fremmest rammer deres private økonomi, mens samfundsøkonomien har det helt fint, som både Jørgen Goul Andersen og Bo Sandberg påpeger.

I A4’s undersøgelse er det ganske vist nogenlunde lige mange – henholdsvis 28 og 27 procent – der mener, at familiens og Danmarks økonomiske situation vil være dårligere om et år, end den er nu. Men da man stillede samme spørgsmål til det samme svarpanel sidste år, svarede 31 procent, at den økonomiske situation for Danmark ville udvikle sig til det værre i løbet af det kommende år. Kun 22 procent havde den forventning til deres egen økonomi.

Inden for det seneste år har der altså været en udvikling, hvor forventninger til privatøkonomien er blevet markant forringet samtidig med, at forventningerne til samfundsøkonomien er blevet forbedret. Det normale i den slags målinger er ellers, at man har mere tillid til sin egen økonomi end til samfundets.

Ifølge Christian Bjørnskov, lektor i nationaløkonomi og lykkeforsker på Aarhus Universitet, er udviklingen udtryk for, at danskerne på den ene side anerkender, at politikerne tager hånd om krisen, men de har mistet tilliden til, at de håndterer krisen på en måde, der plejer deres personlige interesser.

»Man er bange for at SAS-sagen og snakken om nødvendig lønnedgang breder sig til andre områder. Og de bliver ramt personligt af nedskæringer på det offentlige område. Samtidig er der stor usikkerhed om, hvorvidt vi som almindelige borgere kommer til at betale for krisen i Sydeuropa. Vi vil se forbedringer i vores egen private situation, før vores tillid genoprettes,« siger han.

Er turen ikke snart forbi?

Spørgsmålet er, om vi kommer ud af krisen med ar på sjælen og for altid er forvandlet til krampagtige og overforsigtige pengepugere? Nej, siger sociolog og fremtidsforsker Eva Steensig, der i 20 år har studeret adfærdsændringer hos danskerne og rådgiver firmaer om forbrugeradfærd i det private konsulentfirma Lighthouse.

»Lige nu sidder alle bare og holder fast i sædet, indtil turen er overstået. Men vi har en helt vildt dårlig korttidshukommelse, og usikkerheden og forsigtigheden skal nok løsne op. Jeg ved bare ikke hvornår,« siger hun.

Derimod er Eva Steensig ikke i tvivl om, hvad der fik danskerne til at gå i spare-mode:

»De 132.000 kroner på kontoen er jo intet i forhold til den buffer, friværdier udgjorde, da det gik bedst. Dét og så frygten for arbejdsløshed. Der skal meget til at få danskere til at ændre adfærd, men frygten for at miste sit arbejde er én af de ting, der kan gøre det. Her er du inde og trykke på et af de allermest følsomme områder. Folk er virkelig reelt bange,« siger hun.