Danskernes bekymring for miljø og klima falder

Af

Vi bekymrer os mindre og mindre om forurening og klimaet, viser nye tal. Klimakommissær Connie Hedegaard vurderer, det skyldes, at miljølovene nu virker – men også at skeptikere er lykkedes med at så tvivl om klimaspørgsmålet. Eksperter og debattører anklager dog kommissæren og andre for at have skabt en overbekymring, som nu er gennemskuet.

KLIMATRYG På trods af mediernes og politikernes voldsomme fokus på klimaet, så fylder forurening og frygten for klimaets indvirkning på kloden mindre og mindre blandt danskerne.

Det dokumenterer nye tal fra Catinét-IFKA, der de seneste 25 år har spurgt danskerne om bekymringen for forurening – og siden 2007 har suppleret med spørgsmålet: Hvor bekymret er du for klimaforandringer?

Resultatet er, at vi bekymrer os mindre og mindre om de to emner.

I 1985 var knap 7 ud af 10 bekymret for forurening. I dag er det kun 2 ud af 10.

Omkring klimaet, som i den grad er et modeord i disse år, svarer danskerne – på trods af det historiske klimatopmøde i december sidste år – nogenlunde lige så afmålt. Hvor knap hver tredje i 2007 var bekymret for klimaet, er det i dag kun hver femte her i 2010.

Det paradoksale er, at den massive fokusering, der var op til og under det historiske klimatopmøde i december sidste år, tilsyneladende har haft en negativ effekt på danskernes bekymring for klimaets tilstand.

Bekymringen for klimaforandringer har i den målte periode ikke på noget tidspunkt været så lav, som den er i dag – og det virkeligt store fald i ’bekymringen’ skete sågar efter klimatopmødet.

»Jeg glæder mig da over, at danskerne ikke sådan går rundt og bekymrer sig alt for meget – men det ændrer ikke ved, at klimaforandringerne er en trussel, som vi skal tage alvorligt. Videnskaben har leveret så mange tungtvejende beviser for, at klimaforandringerne er virkelige, at vi ikke bare kan lade stå til,« siger klimaminister Lykke Friis (V).

EU’s nye klimakommissær Connie Hedegaard (K), vurderer, at danskerne er påvirkede af en række skandalesager omkring klimaforskningen. Men også af, at vi efterhånden har fået en tro på, at 1980’erne og 1990’ernes miljølove og vandmiljøplaner virker.

»Grundlæggende kan man læse denne type tal på to måder: Den ene er, at folk er glade for, at det er kommet på dagsordenen, og det er det, man kan se på den faldende bekymring for forurening,« siger hun.

»Men uroen omkring IPCC (FN’s klimarapporter, red.), Himalaya, East Anglia-Universitet (de lækkede mail fra klimaforskere, der blev anklaget for at putte med fakta, red.), kombineret med, at folk denne vinter har gået rundt i is og frost, har nok fået nogen til at sige, at så er der ikke noget om det der med global opvarmning,« siger Connie Hedegaard.

Dommedags skyld

Flere eksperter og debattører bakker i princippet Connie Hedegaard op. Især de fejl, der er blevet indrømmet – som at en gletsjer i Himalaya ikke nødvendigvis er smeltet i 2035 – gør voldsomt indtryk på menigmand.

Direktør ved Copenhagen Consensus Center, Bjørn Lomborg – der årligt får 2,5 millioner kroner på regeringens finanslov – skyder dog bolden bidsk tilbage på Connie Hedegaard.

»Problemet er, at ledende deltagere i debatten, fra Al Gore til Connie Hedegaard, voldsomt har overdrevet sagen med alarmistiske dommedagsbudskaber. Nu er det blevet klart for de fleste, at dommedagsfortolkningerne – såsom Himalaya-gletsjernes forsvinden inden 2035 – var falske. Dette betyder naturligvis, at befolkningerne i Danmark og de fleste andre steder er mindre overbekymrede,« vurderer Bjørn Lomborg.

»Det er Connie Hedegaard og mange andre veltalende politikere, som har lovet politikker, der aldrig ville kunne lykkes, der har et ansvar for, at vi lavede dårlige politikker. På mange måder er det disse folk, der med deres ophedede retorik står i vejen for en kølig og rational løsning af global opvarmning,« mener Bjørn Lomborg.

Professor på Institut for Rumforskning og - teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Henrik Svensmark blev under klimatopmødet iscenesat som en fremtrædende dansk klimaskeptiker, fordi han hævder, at solen er den største årsag til klimaforandringerne. Ikke mennesket.

’Problemet’ med Henrik Svensmarks teorier er imidlertid, at vi dermed ikke kan påvirke udviklingen nævneværdigt. Solens kraft er, trods alt, ude af både EU, FN og selveste Barack Obamas hænder. Personligt har Henrik Svensmark derfor oplevet klimadebatten som ’usædvanlig massiv og ensidig’.

»Hvis man ser på, hvad man har brugt af forklaringer og hændelser, der kunne forklare global opvarmning, så har det været et fuldstændigt virvar af forskellige hændelser, hvor man stort set giver global opvarmning skylden for alt. Hele den der alarm med, at vi går en katastrofe i møde det er der ikke belæg for det. Det er nogle antagelser, man har,« siger han og fortsætter:

»Der er menneskelig påvirkning af klimaet, men problemet er at kvantificere det og sige, hvor stort problemet egentlig er?«

Mediehysteri

Professor i miljøret ved Københavns Universitet, Peter Pagh, der i årtier har beskæftiget sig med dansk miljøpolitik og miljølove, konstaterer tørt, at lysten til at oplyse indtrængende om klimaets problemer, er endt som miljøets argeste fjende.

»Det her viser bare, hvordan pressen påvirker folk, og det er klart, at når man formidler noget, som nærmer sig propagandistisk karakter, er der den hage ved propaganda, at den kun virker på den korte bane.«

»Medierne er en moderne bekymringsindustri, og det tror jeg, hverken folk bliver særlig meget klogere eller oplyste af. Jo mere den får på tangenten, jo større er chancen for, at der bliver mindre interesse om et emne,« vurderer Peter Pagh.

Forfatter, miljødebattør og biolog Kåre Fog, der tidligere anklagede Bjørn Lomborg for videnskabelig uredelighed, kritiserer også mediedækningen for at blæse fejl op til problemer, der ikke er reelle.

»Min forklaring på den faldende bekymring er spin. Kæmpespin. Og det er alvorligt, fordi vi ikke har så meget tid at give af. Fra at man beslutter at ændre kurs, til det måske kan ses, går der måske 50 til 100 år. Det handler om spin, og det er skadeligt, især i denne sammenhæng.«

Kåre Fog kalder balladen om de lækkede mails på East Anglia Universitet for »en storm i et glas vand.« Omkring FN’s omdiskuterede klimarapporter, især den fra 2007, vurderer han, at der blev begået seks mindre fejl på i alt 3000 sider. Det er helt indenfor det acceptable, mener han.

Til gengæld er Kåre Fog også overbevidst om, at klimaforskningen er oppe imod gigantiske økonomiske interesser, primært fra olieindustrien.

»Jeg mener, der bliver skabt noget blæst med vilje, og det påvirker folks bevidsthed. Hr. Petersen kan ikke vurdere, om det er rigtigt, at sneen smelter i Himalaya i 2035. Han hører kun, at det er meget slemt, når det er i medierne igen og igen. Og så hører han en mand undskylde, at han sagde, sneen smeltede i 2035 og ikke i 2080. Det, vi ved, er rigtigt, er, at sneen smelter,« siger Kåre Fog.

Om det er fordi, klimadebatten er kørt i grøften eller ej, vides ikke, men bemærkelsesværdigt er det, at både klimakommissær Connie Hedegaard og klimaminister Lykke Friis i dag breder klimaemnet ud til også at omfatte job, vækst og energi.

»Det er vigtigt at slå fast, at hensynet til klimaet langt fra er det eneste argument for, at vi skal omstille os til at blive uafhængige af fossile brændsler. Ved at omstille os til at blive uafhængige af fossile brændsler slår vi faktisk tre fluer med ét smæk; vi mindsker vores afhængighed af energiproducenterne, vi skaber arbejdspladser, og vi gør noget ved klimaet. Derfor er det min opgave som minister at holde klima- og energiproblematikken på dagsordenen – uanset hvad vej pilen peger i en meningsmåling,« siger Lykke Friis eksempelvis.

Underbekymring truer

Men går danskernes manglende bekymring så ud over klimaet?

»Jeg er glad for, at vi nu endelig kan snakke mere rationelt omkring global opvarmning, og jeg håber, at vi kan få politikker på bordet, der vil fokusere på massive investeringer i forskning og udvikling af lav-CO2 teknologier,« siger Bjørn Lomborg og fortsætter:

»Min reservation er kun, at sammenbruddet i den alarmistiske klimadebat, får de fleste til helt at holde op med at bekymre sig – at vi går fra at overbekymre os til at underbekymre os. Global opvarmning er stadig et rigtigt problem, der skal løses, og der er smarte, effektive løsninger, vi bør gennemføre. Panikstemningen, vi har haft de sidste mange år, kunne reelt betyde, at vi ikke blot har forfejlet løsningen hidtil, men at problemet nu helt ignoreres,« siger han.

Lykke Friis er dog – for nu at blive i klimaterminologien – iskold:

»Nu er det heldigvis sådan, at der også er en masse andre gode argumenter for at fokusere på klimaet end lige bekymring. Og som jeg ser det, er det ligegyldigt, om folk slukker for lyset derhjemme af bekymring eller for at spare penge – alle veje fører til Rom.«

Også Connie Hedegaard mener, vi har fattet en pointe eller to – trods klimatopmødets pauvre resultat.

»Jeg tror, det, der bliver siddende i danskerne er – en vis mæthed sikkert – men også en mobilisering, hvor folk har nogle fakta og noget viden, så de ved mere end i så mange andre lande. Så hvis du spørger folk: ’Synes du, vi skal finde mere energieffektive måder at skabe vores vækst på i fremtiden’, tror jeg, du vil have en meget stor opbakning til det. Der er sat en dagsorden, der er kommet for at blive. Men den vil ikke kun handle om klima. Den vil handle om klima, energi og job,« siger hun.